Bjergkøbing Grandprix
26. august 2011

Ren retro i allerbedste stil
”Bjergkøbing Grandprix” er på køreklar på ny, og det er i topform! Gensynet med cykelsmeden Theodor Fælgen og hans to medhjælpere Sofus Gundersen og Ludwig er som ventet fantastisk for både små og store. Dukkefilmen stammer fra Norge og blev vist første gang i 1975, hvor den også henrykkede publikum.
Dejligt dansk islæt
Dukkefilmen hører til dem der er værd at gå ud at købe når titlen er pillet af biografens spiseseddel. Her er tale om en langtidsholdbar investering, som vil underholde og more hele familien igen og igen. De danske stemmer er ren nostalgi med Ole Monty, Vigga Bro, Benny Hansen, Helge Kjærulff-Schmidt, Dick Kaysø, Claus Ryskjær, Vera Gebuhr, Peter Kitter og Ulf Pilgaard. Den ligeså ørehængende musik er komponeret af Bent Fabricius-Bjerre. Sportskommentator Gunnar Nu Hansen sørger veloplagt for filmens lydside, der scorer topkarakter hos undertegnede.
Opfinderen og hans venner
Theodor Fælgen bor på toppen af bjerget over byen Bjergkøbing, og passer sin lille gesjæft som cykelsmed. Mest af alt er han opfinder. Det kommer især til sin ret, når Theodor Fælgen sammen med fuglen Sofus og pindsvinet Ludvig bygger på racerbilen Il Tempo Gigante.
Udfordringen
På tv ser de tre venner, at Theodor Fælgens tidligere elev og hjælper Rudolf Blodstrupmoen, har stjålet en af Teodors store opfindelser, superretometerfordeleren. Nu er Rudolf blevet verdensmester i formel 1, og udfordrer alle til duel. Takket være den rige oliesheiken Ben Redic Fy Fazans penge, får Theodor Fælgen og vennerne nu mulighed for at bygge racerbilen Il Tempo Gigante færdig, og dermed tage kampen op mod Rudolf i et mageløst racerløb.
Nostalgi
”Bjergkøbing Grand Prix” er en repremiere på den norske dukke-klassiker ny digital kopi, men findes forsat også på DVD. Det er en imponerende fortælling, om hvordan de små kan slå de store med kløgt og snilde. Mødet med de tre venner og Bjergkøbing i det Nordnorske er en udsøgt fornøjelse. Il Tempo Gigante er en fantastisk Storm-P konstruktion med to motorer, radar og egen blodbank. Bilen findes den dag i dag, og er et vigtigt norsk nationalklenodie. På samme måde er ”Bjergkøbing Grand Prix” for mange voksne ren nostalgi, og noget vi gerne vil videregive til vores børn, som en hyggelig og god oplevelse. Jeg glæder mig allerede til næste hæsblæsende racerløb i selskab med mit barn.
Link:










































