6-årig med anfald af angst

Hej Charlotte.
Vores nære venner mistede på tragisk vis deres lille søn i efteråret. Vi har selv en pige på 6 år, en stærk og dejlig pige, som normalt trives godt, og synes egentligt, at vi fik forklaret hende den sørgelige hændelse på en pædagogisk måde, med hensyn til hendes alder.
Omkring juletid fik vores datter influenza og kastede op. Hun troede at hun skulle dø, fordi hun havde forstået det sådan, at den lille dreng var død af at kaste op. Hun havde svært ved at slippe tanken og det endte med at hun blev indlagt til observation, da hun efter nytår stadig klager over ondt i maven. Lægerne kan dog ikke finde nogen fysisk årsag til hendes maveonde.
Efter den episode har hun svært ved at falde i søvn alene og vi er tilbage i den gamle rutine med at putte hende og gå, og så komme ind til hende igen efter 5 minutter. De sidste to måneder har hun haft, hvad jeg vil kalde panikangst. Jeg putter lillebror, derefter hende, og så går jeg ind til lillebror efter 5 minutter, for så at gå tilbage til datter.
Men i løbet af de seneste to måneder, er det fire gange sket, at hun efterfølgende råber efter mig, at hun ikke kan sove. Når jeg går ind til hende, ligger hun med store bange øjne og skælver voldsomt. Hendes hjerte hamre og tænderne klapre. Disse anfald varer ca. 10 minutter, hvorefter det langsomt går over. Jeg holder om hende og taler roligt til hende mens det står på.
Jeg har, den efterfølgende dag, forsøgt at spørge ind til, hvad hun oplever der sker, men hun kan ikke rigtig forklare det. Jeg har sagt til hende, at det er ok at blive bange ind imellem, og foreslået at hun prøver at tænke gode tanker, når hun skal putte.
Jeg forsøger at skabe en hyggelig stemning og spille lidt musik omkring sengetid. Jeg putter lillebror og sidder derefter hos min datter, til hun sover. Jeg masserer hende lidt og fortæller hende, at jeg altid vil passe på hende osv. Alligevel får hun disse anfald, som bekymrer mig, for er det normalt for så lille et barn, at få den slags anfald af panikangst?
________________________________________

Tak for dit spørgsmål, som jeg bliver berørt af at læse, da det er ganske forfærdeligt at miste en lille søn på tragisk vis, som det er sket for jeres nære venner. Det har naturligvis været en meget voldsom oplevelse for jer alle og du bekymrer dig om, hvordan din datter på 6 år reagerer på denne hændelse.

Børns forståelse af døden er afhængig af hvor gamle de er, når de oplever det. Det samme er gældende for de forestillinger de gør sig i forbindelse med at de oplever døden og - ikke mindst - de oplevelser de har af, hvordan de voksne reagerer på det.

Når man er 6 år gammel ved de fleste noget om døden, men meget er stadig en stor gåde for dem. Jeres lille pige er i en udviklingsfase, hvor hun begynder at kunne adskille virkelighed og fantasi. Hendes udvikling gør hende til et lille menneske der er rationelt tænkende, som interesserer sig mere og mere for logiske forklaringer og på videnskabeligt gyldige fakta. For hende bliver det logisk at tænke, at hvis jeres venners barn kan dø af at kaste op, så kan hun også, hvilket kan gøre hende meget angst. Hun har oplevet døden på nært hold, ved at opleve jeres venner har mistet et lille barn, og den sorg og forfærdelse der følger naturligt med for alle omkring hende.

Børn i denne alder begynder børn at kunne forstå, at når man dør, så er det endeligt - og man kommer ikke mere tilbage til denne verden. Dette er en meget skræmmende indsigt for ethvert barn at få.

Jeres datter har brug for jeres hjælp til at forholde sig til denne nye og angstprovokerende viden. Børn i hendes alder bliver ofte mere og mere bange for det, som de nu ved og forstår, kan ske, hvilket også kan betyde hun bliver påvirket af jeres samtaler om det skete. Hun opfager anderledes, hvad I voksne taler med hinanden om, end hun har gjort tidligere. Hendes tanker kredser om, hvad der skal ske med hende hvis hun dør eller hvis mor og far dør. Tanken om adskillelse fra far og mor, er for hende meget svær at rumme og forholde sig til. Denne angst kan for mange børns vedkommende forsætte frem til de bliver omkring 11 -13 år gamle. Angsten kan være varierende i styrke, og kan komme og gå.

Jeres datter har brug for, sammen med mor og far, at forholde sig til den ”nye viden” og tale med jer om det. Hun har brug for at få bekræftet, at hendes tanker omend skræmmende, er rigtige og at det er en del af livet at dø. Men samtidig har hun brug for at I beroliger hende, ved at snakke med hende om, at det gudskelov oftest er sådan, at vi bliver gamle inden vi dør. Men samtidig har hun også brug for, at tale om jeres venners søn som er død, selvom han ikke var gammel.

I må bekræfte hende I, at det er noget der kan gøre os bange og meget kede af det, og at det er meget slemt at tænke på, og at sådan som hun føler det, føler alle mennesker, både de voksne og børn. Giv hende oplysninger, fakta og viden lidt ad gangen. Giv hende tid til at "fordøje" fakta, lidt ad gangen, for så igen at tale med hende om det igen og igen.

Børn har brug for at tale om det mange mange gange. Hun gør sig måske tanker om, hvad der sker med kroppen når vi dør og om man kan mærke noget når man dør. I må give hende svar så godt I kan, og hvis det passer til jer, så fortæl hende at I tror, at man kommer op i himlen, når man dør, og at I tror at der er rart deroppe. For nogle børn kan det også være en hjælp, at tale om de fantasier de har om, hvad den døde foretager sig i himlen.

Det er vigtigt for hende, at få en forklaring på, hvad der sker når livet slutter, men hun har samtidig stor brug for at blive beroliget og finde trøst i ting og forklaringer, som hun på en eller anden måde kan forholde sig til. I skal tilpasse jeres svar og jeres snakke, så de passer til hendes modenhed, behov og parathed, så hun forstår, hvad I fortæller og forklarer.
Hun har endnu ikke helt udviklet evnen til at tænke i mere abstrakte begreber, og derfor er hun ikke i stand til at opfatte døden helt på samme måde som voksne, som forstår at døden er en biologiske proces, der rammer os alle, hvorved vores krop går til grunde.

Jeg læser det som, at I er meget opmærksomme på, hvordan I taler med jeres datter og parate til at tale med hende om hendes tanker og følelser. Det er rigtig godt, for børn mærker når voksne er bange for at tale om døden - og det kan være med til at gøre dem mere bange, hvis de oplever, at de voksne er bange og forsøger at undgå at tale om det.

Det kan også være svært for voksne, at tale med børn om døden. Børn spørger ofte så direkte og også til ting, der kan være svære at give svar på. Men lyt godt på hendes spørgsmål og svar hende så ærligt som det er muligt og i forhold til hvad I vurderer hun kan rumme. Og hvis I ikke har svar, så sig det, i stedet for at komme med ”bortforklaringer” eller andet. Nogle børn kan spørge om Gud er oppe i himlen og om hvordan han ser ud, og det er jo helt reelt, at sige, at det ved I ikke, men at I tror han ser rar og venlig ud eller andet, der passer til jer og jeres overbevisning.

Der findes en del gode børnebøger om døden og de kan være en rigtig god hjælp til at tale ud fra. For det første, har mange af bøgerne om emnet, en fin information, som giver svar på de mange spørgsmål og tanker børn gør sig. Men bøgerne er også gode til at bruge som inspiration til dialog med barnet, om det der ellers ofte er svært at tale om. Som forældre behøver man således ikke kunne komme med alle svarene selv. Spørg evt. på jeres bibliotek og få noget hjælp til at finde bøger der passer til jeres datters alder. Jeg tror, at jeres datter har brug for at tale mere med jer om hændelsen og om, hvad hun har af tanker om døden.

Det er almindeligt at børn bliver angst i forskellig grad på forskellige tidspunkter i barndommen. Jeres datter skal dog ikke blive ved med at være så bange, da det er meget belastende for hende at blive så angst. Hvis det forsætter over længere tid, eller bliver tiltagende og hæmmer hende i hverdagen, vil jeg anbefale jer at få noget råd og vejledning anderledes end jeg kan give jer her i brevkassen.

I kan evt. henvende jer til jeres læge eller kontakte en psykolog, som vil kunne råde of vejlede jer ud fra de vurderinger personen vil gøre sig ud fra hvad I fortæller.

Jeg håber, at I kan bruge mit svar og ønsker jer alt det bedste i tiden frem.

Venlig hilsen,
Psykolog og forfatter Charlotte Clemmensen >>

Du spørger om det er normalt, at så lille et barn får panikangst. Hvis du tænker på panikangst som diagnose, kan jeg fortælle det er sjældent denne lidelse forekommer før pubertetsalderen.