Når moderfølelsen er lidt forsinket

af Psykolog Charlotte Clemmensen

Hvis du ikke er overvældet og fyldt af lykkefølelse i den første tid som nybagt mor, så er du, selv om det kan føles således, lagt fra den eneste, som oplever at have det sådan. Mange kvinder har brug for lidt tid til at finde sig til rette i den nye rolle som mor.
Synes du det er mere forfærdeligt, end fantastisk og lykkeligt, at være blevet mor, så skal du vide, at du ikke er alene om denne følelse. Faktisk har mange det på denne måde og det bedste du kan gøre, er at forsøge at være åben om dine følelser. Også selv om du måske er flov og skamfuld over følelserne og føler dig, som en dårlig mor.
Det er stadig – trods bedre og bedre oplysning – meget tabubelagt, når moderfølelsen ikke indtræder og overtager hele følelsesregisteret i det øjeblik man som nybagt mor, får sin baby på maven og i armene første gang.
Mange kvinder synes det er meget flovt, at de ikke er glade og vover ikke at være ærlige når mor eller veninder kommer på besøg. De vil så gerne leve op til idealerne omkring moderskabet, og det handler jo i meget høj grad om at signalere overskud og have tjek på tingene – alle de lyserøde forestillinger -, som ikke altid stemmer overens med den virkelighed som den nybagte mor befinder sig i.
Det kræver for de fleste en overvindelse, at fortælle om sine vanskeligheder og de følelser, man er kede af og overrasket og forskrækket over er der. Alle forventer jo at mor er glad og lykkelig, når fødslen er vel overstået og der er en lille ny sund verdensborger, der er klar til at indtage verden.

Tal om det
Vigtigheden af at fortælle om, hvordan man har det, sætte ord på følelserne - specielt de svære -, kan ikke siges for tit. For jo hurtigere man får fortalt om vanskelighederne, jo hurtigere og lettere, er det at bearbejde reaktionerne og komme til at overskue de udfordringer, der følger med moderskabet, og også føle de dejlige ting der følger med.
Det er fristende, at fortie og spille skuespil over for omverdenen og signalere det bare er skønt, fryd og gammen. Det kræver mod at åbne op og fortælle, når det er svært og måske meget anderledes end man havde forestillet sig det skulle være, at blive mor.

Vær den modige i mødregruppen
Find dit mod frem og fortæl andre om, hvordan du har det. Det er lindrende at fortælle om de svære følelser og du vil som oftest opdage, at de andre har nogle af de samme følelser som du selv. Mange tror de er den eneste i verden, der har det svært med at blive mor. Men oplever, når de er åbne om det, at de andre nikker genkendende til det de fortæller, og det er en stor lettelse at opleve og det gør det mindre skamfuldt for den enkelte.
Du kan være sikker på, at der bag hver en tjekket mor med hånden på barnevognsstyret også er en mor, der er usikker og forvirret og står over for sit livs udfordring, som nok ser meget anderledes ud end de havde forestillet sig.

Alle de andre
Måske har man fået et lille barn der græder meget, er svær at trøste eller et barn der er meget urolig om natten og kun sover lidt at gangen i hele døgnet, hvilket er en meget stor belastning både på det fysiske og psykiske plan. Man har jo ikke prøvet det før, er usikker, træt og bekymret, og det ligger lige for at føle sig som en dårlig mor der ikke duer.
Samtidig ser man alle ”de andre”, der ser ud til at klare det hele uden vanskeligheder, de bager boller, har et perfekt hjem, et barn der bare spiser og sover, de stråler af harmoni. Det giver en følelse af utilstrækkelighed, hvilket er en meget opslidende og nedbrydende følelse at være ejer af.
Den følelse skal man ikke finde sig i, der kan gøres noget ved det, men det kræver du har modet til at fortælle om det, så din nære omgangskreds kan få lov til at støtte og hjælpe dig.
Din sundhedsplejerske er også god at fortælle det til, hun vil kunne støtte dig og råde dig og vil også kunne fortælle dig, hvis du har brug for anden hjælp end du kan få i dine nære relationer og om hvor du kan finde denne hjælp.

Du får det godt igen – og moderfølelsen kommer
Det kan være meget svært at forestille sig, mens man står i suppedasen og har mest lyst til at levere sit barn tilbage til det sted det kommer fra, at forestille sig at man rent faktisk vil få det godt og vil finde sig til rette i sit moderskab. Men det vil ske – i takt med at barnet bliver større og man finder sig til rette i sin nye rolle som mor.
Du er ikke en dårlig mor, fordi du oplever vanskeligheder og udfordringer der kræver støtte og hjælp. En god mor er absolut også hende der beder om hjælp til sit barn, fordi hun er udkørt og ude af balance. Det handler om så hurtigt som det er muligt, at komme i balance igen og finde troen på at det man gør, er fint og godt nok, for det er det i de aller fleste tilfælde.