ulykkelig i vuggestuen
1. maj 2010

Vores datter på 15 måneder har haft en fantastisk 1. måned i vuggestue, indkøringer tog 1 uge og alt har været lykke de sidste par uger, men de sidste par dage har hun været urolig, græder, når vi afleverer hende og virker ikke glad generelt - det virker mærkeligt på os?
Den første måned kørte uden gråd og problemer af nogen art, men op til påsken, var der en del pædagoger på ferie og vikarer blev tilkaldt. Vi tror hun har været utryg ved, at de faste holdepunkter for vores datter forsvandt et par dage - men er hendes reaktion meget atypisk eller blot meget normal?
Den bekymret farmand
____________________________
Tak for dit spørgsmål.
De fleste forældre ser frem til opstart i vuggestuen eller dagplejen med en vis uro for, hvordan det mon vil gå. Jeg kan læse at jeres datter har haft en fantastisk start i vuggestuen, med en god indkøring. Det er rigtig godt, for en god indkøring er meget afgørende for hvordan det kommer til at gå i den næste tid i vuggestuen
Egentlig kan jeg svare dig meget kort på dit spørgsmål og sige: Ja, I har ganske ret, det kan meget vel være at jeres datter reagerer på, at der har været nye og ukendte voksne til at passe på hende i vuggestuen. I skriver I tænker, at det er fordi de faste holdepunkter har været forsvundet, grundet personalets ferie – og det har I helt ret i. Det er en naturlig reaktion jeres datter viser, hun bliver lidt forvirret og utryg over at de faste voksne hun er ved at knytte sig til, forsvinder i en lille periode. Måske har I også været lidt utrygge ved situationen, at nogle I ikke kender, skal passe på jeres lille datter, og måske det har smittet lidt af på hende. Vores små børn er jo eksperter i at aflæse os forældre. Vores børn mærker de dage og perioder, hvor vi ikke er følelsesmæssigt parate til at skilles fra vores barn. Selv om barnet ikke er sig disse følelser bevidst, så mærker det følelserne og kopierer dem, så hvis mor og far ikke har det godt og bliver lidt usikre på, at det er en de ikke kender der skal modtage vores barn, så bliver barnet også usikker og lidt utryg ved situationen. Mors og fars følelser smitter!
Det I kan gøre i sådan en situation, er at holde fast i de rutiner I plejer at have når I siger farvel. Fortæl vikarerne, at jeres lille datter gerne vil vinke ved vinduet med sin lille bamse, eller hvad I nu plejer at gøre. På denne måde holder I fast i en forudsigelighed, selv om det er andre voksne, og det kan være en hjælp til hende i situationer hvor der er andre voksne end vanligt.
Der er meget man skal vænne sig til, når ens lille barn er startet i vuggestuen og det er bl.a. at der nogle gange vil være andre voksne grundet sygdom og ferie. I skal udstråle, at det er ok, og at mor og far er trygge ved situationen, det vil hjælpe hende godt på vej. Jeg tænker også, at der vil komme dage ind imellem, hvor jeres datter ikke har lyst til at I går fra hende, også selv om hun er kørt godt ind og er glad for vuggestuen. Det er rigtig svært at rumme, når ens lille barn græder når man går, og det giver anledning til bekymring hos de fleste forældre.
Nu er påsken overstået, og formentlig er det faste personale tilbage igen. Jeg håber at jeres lille datter igen er blevet glad for vuggestuen og at hun og I er faldet til ro og har genfundet glæden ved vuggestuen.
Jeres datter er godt indsluset i vuggestuen, hvilket betyder hun nu skal til at have en masse nye oplevelser og udfordringer. Hun skal til at have glæde af at lege med andre børn, få små venskaber og til at lære at være en del af en gruppe. Hun skal til at knytte bånd til andre voksne og børn, føle tillid til en lille del af en ny og stor verden.
Jeg ønsker jer alt det bedste med det videre vuggestueliv.
Håber I kan bruge mit lille svar. I er velkomne til at skrive igen, hvis I har yderligere spørgsmål eller lyst til at fortælle hvordan det går.
Mange venlige hilsner fra







































