Når andres børn mistrives

Hej Charlotte,

Jeg skriver til dig, fordi jeg vil høre hvad du anbefaler man gør, hvis man er bekymret for andres børn.
Det drejer sig om en klasse-kammerat til min søn på 7 år. Barnet ser ikke ud til at trives. Han er bleg, tynd og virker så trist.
Vi har ofte haft ham med hjemme og lege, hvilket kun har været anledning til endnu mere bekymring. Drengen leger slet ikke, men ville helst bare sidde og se tv.

Vi har kendt drengen i et par år nu og han har altid virket stille, men de seneste måneder har han virket meget trist. Jeg har forsøgt at tale med ham, men han svarer kun kort på mine spørgsmål.

Jeg har svært ved at komme i kontakt med hans mor, hun virker altid fortravlet og overfladisk. Jeg har også forsøgt at nævne det for klasselæreren, men hun synes ikke hun har set noget der har været anledning til bekymring.

Så hvor henvender jeg mig med min bekymring? Eller skal jeg tvinge mig selv til at blande mig uden om?


____________________________________

Hej - og tak for dit spørgsmål.

Det er svært, når man oplever, der er børn der ikke har det godt, og som ikke trives, som man synes de skal. Vi har jo alle sammen pligt til at være opmærksomme på børn, vi oplever ikke har det godt, ligesom du nu oplever det med din søns kammerat. Og det er altid vigtigt at reagerer på sin bekymring. For ved at reagere på din bekymring, er du med til at skabe opmærksomhed omkring eventuelle problemer barnet har.

Umiddelbart ud fra din korte beskrivelse, synes jeg, at du har gjort det rigtige. Du har forsøgt at få drengens mor i tale og du har gjort opmærksom på din bekymring over for læreren i skolen.
Klasselæreren fortæller dig, at hun ikke ser grund til bekymring. Når læreren fortæller dig, at hun ikke ser anledning til bekymring, må du gå ud fra, at drengen fungerer ok i klassen. At du har orienteret hende om din bekymring, vil formentligt gøre, at hun er lidt ekstra opmærksom på ham, og at der vil blive taget hånd om problemerne, hvis drengen på nogen måde har vanskeligheder, der skal tages hånd om.
Men klasselæreren kan under ingen omstændigheder drøfte drengen med dig, da hun har tavshedspligt, så du må sige til dig selv, at du har givet din bekymring videre og det er, hvad du kan gøre på nuværende tidspunkt.

Hvis du bliver ved med at være bekymret eller din bekymring vokser, må du forsøge at tale med klasselæreren igen og fortælle, at du forsat er bekymret. Men jeg tænker, om du måske igen kunne prøve at komme lidt tættere på moderen og lære hende lidt bedre at kende. Inviter hende på kaffe, når hun f.eks. henter sin dreng hos jer og prøv at få en lille snak i gang, måske hun vil blive glad for det, hvis hun er meget fortravlet og har et presset program i dagligdagen. Fortæl om, hvordan du synes drengene har det sammen og fortæl om hvad I har lavet, mens han har været på besøg. Spørg ind til hvad hendes dreng leger med derhjemme, hvad han er optaget af lige nu osv. Tal om skolen, fritidshjemmet, fritidsinteresser, og glem ikke at høre til hvad hun laver, arbejder med osv.

Jeg bliver lidt nysgerrig på, hvad han mon er for en lille størrelse foruden at være en trist og bleg lille dreng, der ikke har lyst til at lege. Hvad leger din dreng og den lille kammerat med oppe i skolen og på fritidshjemmet? Hvad er det din egen dreng kan lide at lege med sammen med ham, hvad er det mon de har sammen de to små gutter?
Når de har lyst til at lege sammen i fritiden, tror jeg de har noget sammen i skoletiden, som du måske kan hjælpe dem med at bevare og få til at blomstre.

Måske du kan hjælpe drengene lidt i gang med en leg, være til stede og støtte dem i det, måske jeres lille gæst kan tage noget af sit eget legetøj med til en leg. Lav nogle af de ting, som I plejer og som du ved, din egen dreng kan lide at lege med. Hjælp lidt med at lege med noget af det du ved drengene godt kan lide. Lige nu, i dette fantastiske vejr, er det jo oplagt at tage støvler og flyverdragt på og ud at bygge en flot snemand med gulerodsnæse og stenknapper på maven. Prøv at opsætte nogle spilleregler for, hvordan det er hos jer. Hvis du ikke synes drengene skal se TV når de er sammen, er det dig der skal formidle det til drengene og hjælpe dem lidt i gang med andre ting.

Som svar på dit spørgsmål om, hvorvidt du skal blande dig udenom, vil jeg svare, at det skal man aldrig, hvis man tror et barn ikke har det, som det skal. Når man bliver bekymret, så skal man reagerer som du har gjort. Selvfølgelig skal man også altid være opmærksom på, at børn er forskellige, og vi forældre også er meget forskellige og varetager vores forældreskab på forskellig vis. Men det er jeg også sikker på du er opmærksom på og giver god plads til.

Jeg vil her til sidst i mit svar ikke undlade at gøre opmærksom på, at det er svært for mig, ud fra dit brev at vurdere, i hvilken grad din bekymring er for drengen. Jeg vil derfor ikke undlade at gøre opmærksom på, at vi alle ifølge Serviceloven Kap. 27 har generel underretningspligt, og det gælder alle borgere. Der står beskrevet i §154: "Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen."

Hvis din bekymring er af en karakter som ovenstående, kan du gå ind og læse nærmere i Serviceloven kap. 27. Du vil også på nettet kunne finde oplysninger om, hvordan og hvortil du laver underretningen. Eller du kan altid kontakte din kommune og spørge om, hvordan du skal forholde dig.

Jeg ønsker det allerbedste for jer alle, både din egen familie og din søns lille kammerat. Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål.

Venlig hilsen,