familieadoption (ikke anonym adoption)
29. december 2009

Du kan også familieadoptere, hvis der i stedet for en egentlig familiemæssig tilknytning mellem dig og barnet er en anden kvalificeret tilknytning imellem jer. Det kunne være dit plejebarn, der er tale om. I praksis stilles der krav om, at der skal være etableret tæt kontakt igennem længere tid, typisk 3 år.
Du kan i visse tilfælde også adoptere, hvis der er en nær tilknytning mellem dig og barnets forælder. Tilknytningen skal minde om et nært slægtskabsforhold, f.eks. et søskendeforhold. Der vil normalt stilles krav om, at du og barnets forælder er opvokset sammen eller på anden måde har været i tæt kontakt i en længere periode. Det er altså ikke nok, at du er en nær ven eller veninde til barnets forælder.
Hvis Statsforvaltningen vurderer, at der er tale om en familieadoption, kræver de ikke godkendelse af dig som adoptant.
En familieadoption kaldes også ikke anonym adoption.
Betingelser for familieadoption
Det er en grundlæggende betingelse, at adoptionen er til gavn for det barn, som du og din eventuelle ægtefælle vil adoptere.
Familieadoption kan gennemføres af enlige eller af ægtefæller i fællesskab. Hvis du er gift, er det helt klart udgangspunktet, at du kun kan adoptere sammen med din ægtefælle. Omvendt kan du ikke adoptere sammen med en, som du kun lever sammen med uden at være gift.
Hvis du vil familieadoptere gælder der en række yderligere betingelser:
• Du skal fremlægge dokumentation for slægtskabet mellem dig og barnet eller din ægtefælle og barnet i form af for eksempel fødselsattester på de involverede slægtninge.
• Barnet skal kunne nå at bo hos dig og din eventuelle ægtefælle i 3 år, før barnet fylder 18 år.
• Hvis I søger som ægtefæller, skal I have boet sammen i mindst 2½ år.
• Du og din eventuelle ægtefælle skal være fyldt 25 år. I særlige tilfælde, kan adoption dog gennemføres, hvis du eller din ægtefælle er fyldt 18 år.
• Du og din eventuelle ægtefælle skal være mindst 14 år ældre end barnet.
Ansøgning
En ansøgning om familieadoption skal sendes til din lokale statsforvaltning. Blanketten skal printes ud, udfyldes i hånden og sendes til din lokale statsforvaltning med posten. Klik ind og print ansøgningsskema >>
Ansøgningen skal vedlægges følgende dokumenter >>
Registreret partnerskab & adoption
For registrerede partnerskaber gælder særlige regler omkring adoption. Læs mere om registreret partnerskab på familiestyrelsens hjemmeside >>
Kilde: Familiestyrelsen, Statsforvaltningen 2010










































