bjarne reuter & kaptajn bimse-bøgerne

Her finder du Bjarne Reuters dejlige historier om pigen Anna og hendes venner Kaptajn Bimse og Goggeletten.

Fem bøger er det blevet til om de tre venners eventyrlige oplevelser. Alle bøgerne kan læses som selvstændig historier - men er man først bidt af Bjarne Reuters herlige fortællinger, må man have hele serien!

Kaptajn Bimse & Goggeletten >>
Historien om hvordan Anna møder sine nye venner midt om natten og flyver med dem til Porsens Land for at møde Fedtegreven fra Odsherred, Hulgemoren, der faldt ned fra månen og Bøverniklen i Grøften, men ikke mindst for at finde sommerhuset og redde dukke Sorte Sophie fra at skulle ligge dér helt alene hele vinteren.

Kaptajn Bimse & Kong Kylie >>
Anna skal hjælpe Kong Kylie - og har brug for sin ven Kaptajn Bimse. Der er kun ét at gøre: nemlig at lægge rosiner i vindueskarmen og vente på, at Kaptajn Bimse flyver forbi. Det gør han! Og så starter det skønneste eventyr med både et ekko, en luftballon, noget sort lakridsrod, en genert måne, nogle meget store fodspor i sneen, og hvem ved, måske er der også en Prins Pilfinger et sted?

Kaptajn Bimse i Ottomanien >>
Denne gang ønsker Anna sig en flyvetur stik nord til Ottomanien. Men selvom Ottomanien er et smukt land med bjerge, kviksand og pindemadder, så vil Bimse og Goggeletten helst ikke derhen, for Kejser Otto den Ottende af det Syvogtyvende Dynasti til højre for Midten er meget vred på Bimse. Og i øvrigt bor der også en meget ondsindet drage ...

Kaptajn Bimse i Saltimbocca >>
Anna er sur, fordi hendes gule cykel er væk, men en tur i sommerhuset får hende i bedre humør. Her møder hun kaptajn Bimse, der leder efter Goggeletten og flyvemaskinen Zanzibar ...

Kaptajn Bimses Jul - julekalenderbog >>
24 sjove, eventyrlige og hyggelige fortællinger om pigen Anna og handes venne Kaptajn Bimse og Goggeletten ...

Bjarne Reuter er en af Danmarks mest læste forfattere. Han har skrevet et utal af børne- og voksenbøger, hvoraf en del af børnebøgerne er filmatiseret f.eks. "Zappa", "En som Hodder" og "Busters Verden".
Blandt børnebogsudgivelserne finder man historierne om Bertram og hans skøre familie fra Vanløse, tre bøger om drengen Buster og til de lidt større børn: Løgnhalsen fra Umbrien og eventyrromanerne Shamran.