små børns angst

Kære Charlotte,
Vores datter som lige er blevet 4 år er skrækslagen for at "løse" dyr, det drejer sig stort set om alle slags dyr, både insekter og kæledyr. Hun bliver skrækslagen og panisk hvis hun kommer ind i et hus hvor der er en løs hund eller kat. Af samme grund vil hun ikke besøge familie og venner med hund eller kat. Dog vil hun gerne være hos farmor og farfar selvom de har hund, for de har deres hund lukket inde bag et gitter. Vores egen kanin kan gå an, så længe den befinder sig i bur. Hendes skræk for dyr har stået på i et årstid, men nu er hun begyndt at reagere på lyde. Hvis hun høre lyde hun ikke lige kan identificere, bliver hun ængstelig og bange. Det er som om hun generelt er blevet mere ængstelig. Når vi henvender os til dig er det for at høre dig om du tror det er noget varigt, da vi mener at det på sigt kan have nogle sociale konsekvenser og hæmme hendes mulighed for at være sammen med venner der har dyr.
Har du nogle godt råd?
På forhånd tak for hjælpen.

Mvh.
______________________________________________


Tak for dit spørgsmål.

Det er ikke ualmindeligt, at børn på et eller andet tidspunkt i deres udvikling oplever at blive bange for et eller andet. Det hænger sammen med flere forskellige ting. Men mange gange kan vi ikke finde årsagen til at vores barn er bange for netop denne eller disse ting. Vi forældre synes måske ikke umiddelbart barnet har nogen grund til at være bange og bliver derfor meget forundret og nogle gange også lidt fortvivlet over situationen.

Det vil ofte være svært at forudsige hvad et barn vil blive bange for, fordi det altid vil hænge sammen med barnets personlighed og dermed være forskelligt fra barn til barn. Nogle børn vil f.eks., hvis de oplever et højt tordenskrald mens det er alene på værelset, fremover være bange for at være alene. Et andet barn vil ikke reagerer på denne måde, men blot fortælle at det sagde et ordentligt BOOOOM! inde på værelset.

Som jeg læser jeres brev, kan I heller ikke umiddelbart sætte fingeren på, hvad der har udløst jeres datters skræk for dyr, af både den lille og lidt større slags og for forskellige lyde. Hun er endda vant til dyr; I selv har en kanin og bedsteforældre har en hund.

Jeg vil her hurtigt berolige jer med at fortælle, at børns skræk for forskellige ting (ofte dyr og insekter) som oftest går over af sig selv igen når de bliver lidt større. Men selvfølgelig skal I være opmærksomme på, om det for jeres datter udvikler sig og om det vil hæmme hende rent socialt, for det skal det ikke. Hvis det skulle ske, skal I søge noget råd og vejledning andet end den I kan få her i brevkassen. Det er også altid en god ide at tale med børnehavens pædagoger om det. De har en masse erfaring og en faglig viden på området, kender jeres barn, og vil formentlig kunne råde og vejlede jer.

Selv om der ikke i jeres brev er noget der tyder på eller indikerer jeres datter er blevet bange af tv, har jeg lyst til lige at sige lidt om det:
Det er som forældre altid godt, at være opmærksom på hvad vores børn er modtager af i tv, da de her ofte bliver præsenteret for voldsomheder og problemstillinger, som de i forhold til deres alder ikke har forudsætninger, eller muligheder for at forstå eller handle på. De kan få ”forkert” fat i forskellige ting og det alene, kan være grund til at de bliver bange.

Det er altid en god ide at sortere i hvad børn har mulighed for at se på tv, og/eller se det sammen med dem, hvis det virker voldsomt, hvilket børneprogrammer jo også godt kan gøre. Lyd og billeder kan ofte virke angstprovokerende for små børn. Tænk på, at barnet ikke kan adskille fantasi og virkelighed. Tænk f.eks. på Buster der ”taber” sin arm i filmen Busters verden. Uha, det er uhyggeligt når man ikke er så stor og det kræver lige lidt snak og trøstende ord fra far og mor. For tænkt, hvis min arm også ryger af næste gang jeg er ude at lege… Hvis Busters arm kan falde af, er det i barnets verden også sandsynligt at deres egen arm kan falde af. Eller bare tænk på tegnefilm, hvor hunde, katte og andre dyr bliver gjort aggresive, utilregnelige og voldsomme på en måde, der selv for os voksne kan virke angstprovokerende. Det er svært for vores små børn at gennemskue at vore huskatte ikke teer sig som på film og går til angreb på mennesker eller andre levende væsener, at det ikke er virkelighed.

Når vores børn er bange ligger det os meget på sinde at hjælpe vores børn, så de holder op med at være bange. Vi siger faktisk ofte til dem, at de skal undertrykke deres følelser eller siger ubevidst til dem at de følelser de mærker i kroppen er forkerte. Vi siger f.eks. til vores bange barn: ”Hold nu op, der er jo ikke noget at være bange for, der sker jo ikke noget! Hold nu op med at være hysterisk!". Men det er jo sådan at vores følelser (også børns) hænger sammen med vores fysiologi. Så selvom vi får barnet til at holde inde med de bange følelser, så er de der jo stadig. Hvis vi forældre ikke giver plads til følelserne som barnet mærker, kan det for barnet blive svært at have med dem at gøre, for det kan føle de er forbudte og forkerte. Barnet kan blive forvirret, når det hører mor sige: ”Du skal ikke være bange”, samtidig med at det rent faktisk er bange. Vi skal jo tænke på, at følelser ofte ikke er rationelle og fornuftige. De er bare som de er!

Jeres datter er bange, hvilket hun giver udtryk for og fortæller jer om. Det er som udgangspunkt fint hun fortæller det og deler disse følelser med jer. I skal rumme følelserne, give hende lov til at have dem og støtte hende mens de står på, og hermed formidle til hende at hendes følelser er ok.
Hvis I f.eks. oplever hun bliver bange for en lyd hun ikke ved, hvad er, er formålet, at hun oplever angsten for lyden sammen med jer, mens hun har nærhed og kontakt. Hun skal opleve hun sammen med jer, kan mestre angsten og opdage at den holder op igen. I kan f.eks. sige til hende: ”Når du høre en lyd du ikke kender, så bliver du bange, og det kan man godt blive. Kom du her hen til mor eller far, så vi kan holde om dig og passe på dig indtil du ikke er bange mere”. På denne måde accepterer og anerkender du din datters følelser og oplevelser, og du trøster og fortæller at du ved det går over igen.

Følelser er som de er, og skal gives plads og rum. Det du skal hjælpe din datter med er at kunne mestre at rumme følelser hvor hun er bange, reagerer hensigtsmæssigt når hun oplever disse følelser, så de ikke kommer til at hæmme hende i øvrige udfoldelser. Det kan være svært når man er blot 4 år, man har ikke styr på sine følelser og kan ikke udtrykke dem hensigtsmæssigt endnu, og det er det I som mor og far skal hjælpe hende med.

Jeg ønsker jer alt mulig held og lykke.
Jeg håber I kan bruge mit svar. Der ligger en del andre spørgsmål her i brevkassen om børn og angst, som jeg tror I vil kunne have glæde af at læse.

Venlig hilsen,