Parforhold i ond cirkel

Hej Charlotte,
Min kæreste og jeg havde ikke kendt hinanden særlig længe, da jeg blev gravid. Men vi var begge voksne i 30´erne, forelskede, og havde begge lyst til at få et barn.
Egentlig synes jeg vi har klaret det rigtig godt, taget i betragtning af, at vi skulle flytte sammen hurtigt og at dagene pludselig ikke længere bestod af biografture, romantiske middage og lange morgner i sengen, for sådan er de "barske realiteter" jo for alle, der får børn.
Men hen ad vejen, synes jeg dog, at vi er begyndt at miste respekten for hinanden. Det begyndte vel så småt, da jeg var på barsel og følte mig meget alene. Han skulle arbejde sent, og ofte skulle han også træne før han kom hjem, så klokken blev tit halv syv om aftenen, før han kom hjem til mig, som hungrede efter samvær og aflastning. Jeg fik aldrig rigtig sagt det, for jeg har nok været meget optaget af at der ikke skulle gå skår i harmonien.

Men han vrisser efterhånden mere og mere af mig. I starten blev jeg rigtig ked af det, men efterhånden føler jeg mig bare vred, og også lidt ligeglad. Jeg er begyndt at trække mig tilbage, blive mobset og det er en ond cirkel, for han bliver igen mere og mere irritabel.

Det kulminerede i går, hvor han ville ud af huset efter en weekend, hvor vi ikke havde været ret meget sammen. Jeg blev stille og ked af det - hvorefter jeg modtog en sms, hvor han spurgte hvad fanden jeg bilder mig ind, at blive sur over at han har en aftale. Jeg er målløs og svarer, at jeg føler mig ret alene og gerne vil tage diskussionen op, men at jeg ikke vil gøre det over sms.

Nu er luften tyk derhjemme. Vi har stadig ikke fået snakket om det, for vi ser så forskelligt på det, at jeg ikke engang kan finde en indgangsvinkel. Han er meget stædig og svær at diskutere med, så det er svært at trænge igennem. De gange vi har haft konfrontationer, er det endt med at forværre situationen. Men jeg kan jo heller ikke blive ved med at lade som ingenting ...

Ja, og så er der altså også lige vores lille datter på lidt over et år, som vi jo begge elsker og for hendes skyld skal vi jo gøre vores bedste.

Jeg savner de søde beskeder og den kærlige opmærksomhed jeg fik før i tiden. Jeg synes, at den dejlige fyr, jeg mødte for to et halvt år siden, er blevet til en lille vred mand - og jeg kan blive grebet af panik over, at vi har det hér kæmpe ansvar sammen og jeg føler mig bundet og magtesløs.
På plussiden skal nævnes: Han er en god far og vi har længe haft et godt sexliv, som dog også er på retur.

Hvordan kan vi bryde den onde cirkel? Jeg er villig til kæmpe for det og det tror jeg også at han er, men jeg tror ikke han helt forstår hvor langt vi er ude...
_________________________________________


Tak for dit spørgsmål.
At blive forældre, er at begynde en stor og udfordrende rejse og måske en af de mægtigste udfordringer vi kommer til at møde i vores liv. Men det er også en af de største glæder – og for de fleste en tid fyldt med berigende oplevelser.

Nye roller
Der sker mange forandringer, både for dig, hvis primær rolle nu er at være mor, for din kæreste, som pludselig skal finde ud af hvordan han udfylder rollen som far, og for jer begge som par. Det er forandringer af overvældende karakter, fordi de nye roller betyder store forandringer af hele den måde I hver i sær ser og oplever livet på. Alle nybagte forældre fyldes af de mange nye følelser og oplevelser, følelser som lyst og glæde, men også usikkerhed og angst. Alle disse følelser er uundgåelige ledsagere, når man, som I, får ansvar for en ny lille verdensborger.
Jeg kan læse af dit brev, at I har klaret udfordringen fint, og begge har accepteret at jeres liv er forandret, og at der ikke længere er plads til biografture, romantiske middage og lange morgener i sengen. Og det er jo, som du skriver, de ”barske realiteter” for alle der får børn, men derfor kan man jo godt komme til at savne livet som det var før i fik barn…

Ensomhed under barsel
Du skriver jeres vanskeligheder måske har taget sin start i din barselsperiode, hvor du har følt dig lidt ensom i de mange timer om dagen, hvor du var alene med jeres lille datter. Rigtig mange kvinder oplever denne følelse af ”ensomhed” i barslen, og det kan være svært at få snakket om, for, som du skriver, så ligger det os meget på sinde, at alt skal være rart og idyllisk når man er på barsel. Jeg tænker, at du alt for længe har gået og været lidt ked af det uden at få det fortalt det til din kæreste, så han har haft mulighed for at forstå og få indsigt i hvordan du har det. Du har brug for at involvere ham i hvordan du har det, hvordan du tænker.

Sæt ord på dine følelser
Nogle gange det ske, at kommunikationen kører lidt af sporet og at det man får sagt til hinanden, i virkeligheden ikke er det, man gerne vil sige. Man kommer nemt at anklage hinanden, i stedet for at sige hvad det er man i virkeligheden har på hjertet og virkelig har brug for at sætte ord på. Mit råd til dig er, at får fortalt ham, at du savner ham og uden anklager og bebrejdelser, sætter ham ind i hvordan du har det. Fortæl ham hvad du selv vil gøre og hvad du gerne vil have han gør, for at I sammen kan ændre jeres situation. Vær nysgerrig på, hvad din kæreste mon tænker. Hvilke forventninger har han til sig selv som far og til dig som mor og kæreste? Hvad ønsker I hver især?

Det bedste for hele familien
Du skriver, at I for jeres lille datter, skal gøre det bedste, og det er fuldstændig rigtigt. Men du skal også tænke, at I skal gøre det bedste for jer selv. I skal ikke blive ved med at have det som du beskriver, for det kan man ikke holde til. Det bedste for jeres datter vil til enhver tid være, at I gør hvad der er bedst for jer to. Hun er heldig, at have en mor og en far, der vil kæmpe for forandring, så I igen finder harmonien og får en god stemning i jeres lille familie.

Konkrete løsninger
Prøv at tale med hinanden om hvad I helt konkret vil gøre for at få skabt forandring i jeres liv. Vær så konkrete som muligt og lav nogle aftaler om hvad I vil gøre hver især.
Jeg er helt klar over, at tingene kan være svære at tale om, når man er kørt skævt i kommunikationsformen hinanden imellem. Hvis det er for svært, er mit råd til jer, at få fat på en psykolog som kan hjælpe jer med at få talt om og hørt på hinanden på en hensigtsmæssig måde. Det er min erfaring, at mange forældrepar kun har brug for en enkelt eller få samtaler for at komme på rette spor igen.

Jeg ønsker jer det allerbedste i tiden frem i jeres lille familie. Håber du kan bruge mit svar til at komme lidt videre og få brudt den cirkel I er kommet ind i.
I min bog: Baby på vej – den allerførste tid som mor og far, er der flere konkrete råd til hvordan og hvad man kan tale med hinanden om, når man bliver forældre.

Mange venlige hilsner fra