Gravid og jaloux
22. januar 2014

Min kæreste og jeg har været sammen i næsten 4 år. Vi bor sammen, og venter nu vores første barn. Først skal det siges, at min kæreste ikke er den utro type, og jeg mistænker ham ikke for at have noget kørende med andre kvinder. Jeg opfatter heller ikke normalt mig selv som jaloux, så mit nuværende dilemma er vist en undtagelse ...
Min kæreste har ufatteligt mange venner af begge køn og det generer mig ikke det mindste når han tager en drengeaften - engang imellem. Men jeg har altid følt en uro inden i, når han f.eks. siger, at han er inviteret på fødselsdagsweekend hos en veninde og jeg ikke er inviteret. Det handler ikke om, at jeg vil være til stede og "tjekke" situationen, men jeg bryder mig ikke rigtig om følelsen af at være udelukket.
Han veninder, er oftest kvinder som jeg ikke kender eller har mødt, hvilket også bidrager til uro. For jeg ved jo ikke hvad deres relation er til hinanden og jeg kan godt, når jeg sidder alene og spekulerer, få nogle kedelige ideer om at en eller anden ville udnytte situationen, hvis stemningen bliver for festlig...
Jeg prøvede engang at snakke med ham om, at jeg ikke bryder mig om, at han tager i byen, når jeg ikke er inviteret med. Men han synes det er åndssvagt at jeg har det sådan, og et par gange er det endt i en diskussion. Jeg har derfor også undertrykt mine følelser omkring det. Men alt i alt, er det grænseoverskridende, og jeg sover rigtig dårligt, de nætter.
Jeg er simpelthen nødt til at spørge om jeg er helt gal på den, og bare bør lære at give slip, og lade ham hygge sig, velvidende at jeg ikke er ønsket i
selskabet... Eller om jeg bør banke i bordet og bede ham om respektere, at jeg ikke bryder mig om det?
____________________________________________
Tillykke med din graviditet.
Tiden med graviditet er en følsom periode. Jeg kan i din mail ikke læse, hvor langt du er henne i din graviditet, men jeg gætter på du ikke lige er blevet gravid.
Når du er gravid og venter barn, sker der en kolossal ændring inden i dig på det psykiske område, samtidig med alt det fysiske der sker i en graviditet. De forandringer der sker, betyder for de allerfleste, at de begynder at forholde sig anderledes til ting i livet og dine prioriteringer vil sikkert også ændre sig. Ting kan få en anderledes betydning for dig end det har haft tidligere, så det vil være helt naturligt, hvis det nu påvirker dig anderledes at din kæreste går meget sammen med og i byen med sine pigevenner, som du ikke kender.
Du har når du er gravid et stort behov for omsorg fra din partner, og du har brug for han lytter til dine tanker og overvejelser og forstår og hører på de forandringer du oplever der sker med dig både på det fysiske og psykiske område. Måske oplever du, at din opfattelse af din kæreste forandrer sig. Du bliver måske mere og mere interesseret i hans identitet som far til dit barn end som partner til dig. Du begynder bevidst eller ubevidst at forholde dig til hans evner som kommende far og vil have dette med i dine betragtninger når du ser på ham og vurderer hans tiltrækningskraft.
Den nye tilstand og din forandring kan naturligvis være svær for din kæreste at forstå. Han mærker ikke de kropslige forandringer, som du gør, og han har heller ikke de samme følelser og tanker som du. Det er vigtigt du er åben over for ham og fortæller ham om dine tanker og følelser fortæller ham hvad du føler og tænker. Så når du skal banke i bordet, skal du gøre det med henblik på at fortælle din kæreste at du har brug for at tale med ham og fortælle ham hvordan du har det.
Mange af os kvinder har en forventning og formodning om, at væres partner da selv må kunne regne ud, hvordan vi har det, men det kan han langtfra. Han tænker anderledes, og det er vores ansvar som kvinde at fortælle, for at han kan forstå og få indsigt. Du må sige til din kæreste du har brug for at tale med ham om jeres nye situation, hvor I skal være forældre. Du må fortælle ham endnu en gang hvordan du har det og hvad du føler og tænker om at han er ude med sine pigevenner. Fortæl ham hvad det betyder for dig og at du får en følelse af at være udelukket. Tal med hinanden om hvordan I nu kan tage et anderledes hensyn til hinanden, og tal i det hele taget om hvad I hver især tænker og føler om at I skal være forældre.
Hvad mon din kæreste tænker om at skulle være far, hvad gør han sig af tanker om barnet, om dig, om sig selv og om jer sammen. Som dig er han ”på arbejde” med sin identitetsforandring, hvor han går fra at være noget barn til også at skulle væres nogens forældre. Det sætter hos alle, både mænd og kvinder en masse nye tanker og følelser i spil, og det er rigtig vigtigt I deler dem med hinanden. Din kæreste har også brug for at fortælle dig om hvad han tænker og om hvordan han har det. Vær nysgerrige på hvordan I hver især tænker om alt det nye der skal ske, at skulle være forældre, er en spændende rejse, som også kan indebære at lære nyt om hinanden.
Hvis det er svært at få hul på snakkende med hinanden, kunne det måske være en god ide at læse noget om emnet, noget der både henvender sig til dig som gravid og til din kæreste som skal være far.
Jeg ønsker dig og din kæreste alt mulig held og lykke.
Venlig hilsen,










































