Klager over smerter

Hej Charlotte.

Jeg er en mor til en pige på 11 år, som går i 5 klasse. Hun er en velfungerende pige. Hun har en storebror og en lillebror, og de har det alle tre godt sammen. Hun har af sind altid været lidt bange og nervøs. Hun dramatiserer gerne situationer, så det er lidt svært at gennemskue hvor "slemt" hun kan have det i en given situation. Hun er også melankolsk og der er næsten altid et eller andet i vejen med hende. Hun beklager sig over ondt i benet, nakken, øm i musklerne ect. og det er rigtig svært for os og finde ud af hvor alvorligt det i virkeligheden er. Men på det seneste har hun fået er slags angst anfald. Det fik hun f.eks da vi skulle køre i bil til Jylland. Pludselig er hun nærmest ved at gå i panik i bilen fordi hun mener at hun ikke kan trække vejret. Hun er tydeligvis bange, græder, får kolde hænder og jeg må virkelig prøve at få hende koncentreret om at trække vejret helt ned i maven. Jeg bevarede roen og vi køre ind på næste resteplads hvor hun fik lidt luft udenfor, blev trøstet og beroliget, hvorefter vi kørte videre. Jeg er virkelig i tvivl om hvad vi skal gøre. Hun kører i skolebus til skole hver morgen - men nu er hun bange for at få det dårligt i bussen. Har du nogle gode råd til os?

_______________________________________________


Tak for dit spørgsmål.

Jeg synes du skal kontakte lægen og fortælle om din datter, som du har gjort her til mig. Fortælle om, at hun tit og ofte beskriver hun har ondt forskellige steder på kroppen og beskrive jeres tur til Jylland, hvor din datter bliver meget angst og får forskellige kropslige symptomer.

Det kan nogle gange være svært at vurdere ”hvor alvorligt” det er, når vores børn fortæller de har ondt. Som udgangspunkt skal det altid tages alvorligt, når de fortæller os om det. Få undersøgt hos lægen om der kan være noget fysisk der er årsag. Det giver også dig som mor en større tryghed, at få det undersøgt og vil være medvirkende til at dine bekymringer for at der er noget fysisk i vejen mindskes. Som hovedregel, er det vigtigt at få barnet undersøgt, når du oplever blot den mindste tvivl om hvorvidt der kan være noget fysisk i vejen.

Du beskriver din datter nærmest er ved at gå i panik i bilen og bliver meget angst, du er ikke i tvivl om at hun er bange og oplever et stort ubehag, både fysisk og psykisk.
Paniklidelser er sjældne hos børn, og optræder sjældent før puberteten. Men panikanfald kan godt ses hos børn i en tidligere alder. Det er vigtigt I får hjælp til at få vurderet om hvorvidt din datter har en angstlidelse og din læge vil kunne fortælle dig nøjere om angsttilstande hos børn og vil også kunne skelne mellem forskellige angsttilstande. Eller han vil kunne henvise jer til en børnepsykiater som kan være jer mere behjælpelig, og vurdere om og hvilken hjælp og støtte din datter har brug for, for at komme over denne tilstand med angst for at køre i bussen til skole.

Jeg tænker det er meget belastende for hende at have denne angst, og tænker det virker hæmmende for hende i hverdagen, og det skal det ikke.
Det må være svært at sidde oppe i skolen og været bange for busturen hjem. Det kan påvirke din datter på en måde, så hun får svært ved at koncentrere sig om de andre opgaver i skolen, omkring indlæring og at indgå i sociale sammenhænge og aktiviteter.
I skal ikke acceptere jeres datter har det sådan, for der kan gøres noget ved det ved forskellige behandlingsformer. I vil også kunne få råd og vejledning til hvordan I bedst støtter og hjælper jeres datter i denne situation, og det har hun brug for.

Hvis I ikke allerede har talt med skolen om hvordan jeres datter har det, vil jeg anbefale jer at få et møde i stand, hvor I fortæller om det. Det er vigtigt at de ved det, for at de kan støtte jeres datter. Måske kan det også være en god ide, at få lavet nogle aftaler om at der kan ringes til jer, hvis hun oplever at blive meget angst, så hun ikke skal tænke på det, men ved at hun vil blive taget alvorlig hvis hun fortæller hun har brug for der bliver ringet til jer. Nogle gange kan en angst blive forstærket, hvis man er i tvivl om hvorvidt det vil være svært at få hjælp hvis man har brug for det.

Det lyder meget fint som du støtter din datter når hun oplever disse anfald med angst. Du bevarer roen, trøster og holder om, og får hende til at trække vejret helt stille og rolig ned i maven. At du bevarer roen er vigtig, for din datter kan ellers blive mere bange, når hun oplever at mor også er bange. Det er dog også noget af det der er rigtig svært, fordi man jo som forældre bliver bange, når man oplever ens barn bliver bange og udviser forskellige kropslige reaktioner på ikke at kunne få vejret. Men du skal vide, at panikangst ikke er farlig, men det kan opleves meget væmmeligt og ubehageligt at se på, og specielt når det er ens eget barn.
Men du har i situationen givet hende den allerbedste hjælp, ved at berolige, trøste og bevare roen, uden at gå i panik.

Der er ikke noget at sige til din datter er blevet urolig for at køre i bus til skolen efter denne oplevelse, som har været meget væmmelig og angstfyldt for hende.
Efter en sådan oplevelse sker der ofte det, at der kan opstå det man kalder forventningsangst, altså man bliver bange for det sker igen, hvis man er i samme situation som da det skete. Jeg tænker her at din datter kan være bange fordi det skete da hun var ude at køre og derfor kan være bange for igen at skulle køre i bussen.

Jeg håber du kan bruge mit svar og håber du hurtigt får kontakt til din læge. Du er velkommen til at skrive igen.
Der er mange andre spørgsmål om børn og angst her i brevkassen, måske du også kan have glæde af at læse nogle af dem.

Venlig hilsen,