min datter afviser min kæreste

Hejsa Charlotte,

Jeg har en datter på 3 1/2 år. Jeg gik fra hendes far da hun var 1 år og flyttede 1/2 år senere sammen med min nuværende kæreste. Vi har sammen fået en lille dreng, så nu har min datter fået en lillebror.
Lillebror er nu 8 måneder gammel og min datter er meget glad for ham. Vi synes selv at vi lever som en rigtig lille familie.
Min kæreste behandle begge børn som hans egne og elsker dem begge lige højt.
Hun har altid kaldt min kæreste for farmand, og det har aldrig været noget problem, heller ikke for hendes rigtige far. Hun er hos sin rigtige far hver anden weekend. Problemet er, at når hun kommer hjem fra weekend hos ham og hans kæreste, afviser hun min kæreste i 2 - 3 dage.
Hvis han snakker til hende om almindelige ting og f. eks spørger hende: "Hvad har du laver i dag?", så svarer hun ikke, men siger i stedet: "Du er ikke min far!".
Hvis han kigger på hende, siger hun: "Jeg vil ikke se på dig", og det er selvom han blive ved med at tage kontakt til hende og giver hende kram. Hvis jeg går ud og putter lillebror i barnevognen og min kæreste og datter er indenfor alene, går hun helt i panik og løber ind i et andet rum.
Vi forstår ikke hvad der sker med hende. Hvad kan vi gøre for at hjælpe hende? Det er rigtigt hårdt for hele familien at det er sådan.

Kh. Betina

___________________________________________________


Kære Betina,

Tak for dit spørgsmål.
Når et barn ændrer adfærd, er det altid en god ide at se på om der er sket forandringer i barnets dagligdag, eller der er sket noget andet som kan påvirke barnet eller familien, som kan være en forklaring på at barnet reagerer med ændret adfærd.
At blive storesøster er på mange måder en fantastisk dejlig ting, men det kan også være lidt besværligt, at der pludselig er en man skal dele mors og fars opmærksomhed med. Et nyt lille menneskes ankomst til familien, kan ikke undgå at give lidt uro i familien i en periode og nogle gange kan denne uro vise sig på forskellige tidspunkter. Når det sker i en familie, som jeres, hvor den ene part oplever at få sit eget biologiske barn for første gang, vil uroen ofte vise sig med en lidt anden karakter end i en familie, hvor begge børn er biologiske børn til jer begge.
Jeg tænker, at din datter reagerer på at blive storesøster, selv om hun er glad for sin lillebror. Det er ikke ualmindeligt, at når den lille er omkring ½ - 1 år og kræver en anden opmærksomhed end når det er helt ny og lille, så vil der komme en reaktion, hvor det store barn reagerer mere udadvendt end det måske har gjort tidligere. Barnet kan blive vred og irriteret over den lille, som tager meget af mors og fars tid og opmærksomhed.
Det er vigtigt at I giver din datter mulighed for at sætte ord på sine følelser, og at I prøver at forstå hvad det er der sker med hende, hvad det er der påvirker hende.
Når I viser din datter, at I forstår hendes følelser, vil hun opleve sig forstået.
Forstået i forhold til at hun nogle gange synes det er besværligt med den lille ny, og samtidig giver I hende en forståelse af at det ikke er forbudte følelser, som I godt kan rumme.
Fortæl din datter, at du godt kan forstå hun nogle gange bliver sur over lillebror tager tid, du synes også nogle gange det er ærgerligt at han græder lige når I leger sammen eller sidder og nusser sammen. Fortæl hende, at nu sover lillebror, så kan I endelig sidde og hygge jer sammen og det synes du er rigtig dejligt.
Når du går ud med den lille i barnevognen, så prøv f.eks. at sige til hende, at nu putter du lige lillebror og så kommer du ind til hende igen bagefter, og at I så sammen kan sidde og læse en bog eller andet der kan gøre hende glad.
Husk også at hun er storesøster og at det har en værdi i sig selv, hun har en helt speciel plads og rolle i kraft af at hun er storesøster.
Din datters position i familien har rykket sig og det er både derhjemme og i jeres øvrige relationer, og det kan være lidt svært at vænne sig til og finde sig til rette i.
Det er ikke ualmindeligt at børn udviser jalousi, og vil blive klæbende, pylrede eller ønsker at den lille kunne forsvinde igen, så man kan have mor helt for sig selv igen.. Eller som din datter, ikke vil tale med ”farmand”, hun vil bare have dig.
Det er fint som din mand gør, at han forsat udviser forståelse og omsorg for hende, hjælper hende med at finde sig tilrette i den nye rolle, og forsat giver hende en stor opmærksomhed.
Når hun siger han skal gå væk fordi han ikke er hendes far, er det vigtigt at give hende ret ved f.eks. at sige: ”Nej det er rigtig, jeg er ikke din far, du har jo din egen far, og det er dejligt. Men jeg passer på dig sammen med mor, når vi er her sammen og du ikke er hos din (egen) far.”
Det er begyndt at stå klart for din datter, at hun har både en biologisk far og en anden mand, der varetager en fars opgaver i hverdagen. Det er en ny viden for hende og jeg tænker hun også er i gang med at finde ud af hvad det betyder, og derfor også afprøver din mand og dig. Måske er det, at der er kommet en ny søskende som din mand er biologisk far til, med til at hun har fået viden om dette.
Tal så meget med hende om det, som hun har behov for. Vær åben og modtagelig for de spørgsmål hun stiller, måske ikke direkte, men ved at sige: ”Du er ikke min far”.
Bekræft hende i denne nye viden og forståelse og hjælp hende med at få det ”på plads” og finde ud af hvordan det hænger sammen.
Det er også vigtigt at du som mor stadig også har noget ”alenetid” med din datter, så hun bliver bekræftet i at hun også er noget helt specielt for dig.
At hun nu er lidt længere tid om at omstille sig fra at være hos jer og hos far, er almindeligt, og hun har brug for denne tid til at omstille sig fra det ene sted til det andet. Rum det og giv hende plads til dette skift. Det bedste er, hvis I foretager skiftet i en god tone hinanden imellem, hvor I måske kan hjælpe med at fortælle lidt om hvordan det er gået hos far og omvendt. Dette vil give din datter en oplevelse af, at der er sammenhæng i hendes verdner.
Reagerer hun mon også anderledes når hun er hos far end hun har gjort tidligere? Tal med din eks. om det og snak om hvordan i bedst muligt kan støtte hende i at klare disse skift. Hun har måske også brug for at tale med ham om det, og at han støtter hende i denne nye opdagelse, ved at bekræfte hende i det hun nu ved, men at han også hjælper med at sige det er godt, at din mand er der til at passe på hende sammen med mor, når de to ikke er sammen.
Selvfølgelig skal snakken forgå på hendes niveau for at indgå i snak om dette. Lyt til hende, prøv at sætte jeg ind i hvad det er hun har behov for at be- og afkræfte lige nu i forhold til hvor hun er i sin udvikling.
Når man bliver far for første gang til sit biologiske barn, er det en helt speciel følelse, da det jo er din mands første barn med dig som han elsker og deler livet med. Følelsen er unik og vil blomstre og forbundetheden med sit eget barn er ofte af en anden karakter. Kærligheden er af en anden type, og det er vigtigt at erkende.
Det betyder på ingen måde, at din mand ikke elsker din datter eller elsker hende mindre, men det er en anderledes følelse. Det er vigtigt I får talt med hinanden om dette og giver det plads.
Hvis det bliver ved med at være vanskeligt, kunne det måske være en ide at tale med en udenforstående og få en bredere vejledning og rådgivning end det er muligt for mig at give jer her i brevkassen.

Jeg håber du kan bruge mit svar. Du er velkommen til at skrive igen.

Venlig hilsen,