koglemus, troldesuppe og tingfinder ture

Skoven en dejlig legeplads - også om efteråret, hvor man kan tage på tingfiner-ture og finde fine kogler og kviste ..


Børn skal ud og opleve naturen
Friluftsrådets hjemmeside Grønnespirer.dk byder på et væld af sjove og lærerige aktiviteter for de 0-6 årige. Siden er udviklet til børnehavernes pædagoger, men en weekendudflugt for familien kan også piftes op med en af hjemmesidens mange ideer.

Hvad med at tage på minisafari og lede efter dyrespor i efterårsskoven? Eller forberede en bålfrokost med troldesuppe, varm saft og vilde æbler med kanel?

Sundhed og naturglæde på dagsordenen
"Hjemmesiden med naturaktiviteterne skal inspirere pædagogerne til mere udeliv i børnenes hverdag. Det er jo dem, der er sammen med børnene i de lyse timer, og børn skal have frisk luft og god plads til bevægelse hver eneste dag", siger projektkoordinator Ida Kryger i Friluftsrådet. "Vi ved, at ophold i naturen har en række positive effekter for børnene, bl.a. styrkes motorikken, koncentrationsevnen og opfindsomheden."

"Selvfølgelig kan man sagtens bare tage på tur i skoven, og se hvad man støder på undervejs. Børnene skal nok finde inspirationen derude. Men det er jo nemt lige at tage nål og tråd med, så man kan lave troldehalskæder af blade eller hvad med at male børnene med en korkprop, så det bliver en opdagelsessafari! Det giver turen en ekstra dimension, og børnene bliver virkeligt grebet", forklarer Ida Kryger.

Rusketur og vindspil af muslingeskaller
På hjemmesiden er der masser af forslag til aktiviteter, og der kommer hele tiden flere. Man finder nemt rundt i de mange forslag ved at søge på en årstid, et naturtema eller en naturtype. Skal man f.eks. på en efterårstur til stranden, finder søgesiden netop de aktiviteter, der egner sig til sådan en tur.

Klik ind og find ideer til f.eks troldesuppe, sporlege og hulebyggeri. Læs om hvordan man kan lave en ”TroldeZoo”, og hvad ”hyldekærester” er for noget?