viljefast og temperamentsfuld 4-årig

Kære Charlotte Clemmensen

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!
Jeg er 24 år, læser til pædagog og alenemor til Nana på 4 år. Vi bor tæt på mine forældre, og er sammen med dem næsten hver dag og de har hende hver anden weekend.

Jeg er kørt helt, helt ned. Lige meget hvad jeg gør, så virker det som om det er forkert. Nana hyler og skriger og råber og sparker og slår, hun siger nej til alt hvad jeg siger, hun lader som om hun ikke kan høre mig, hun nægter at gøre hvad der bliver sagt, hun får 'anfald' hvor hun bliver så gal at jeg ikke må røre ved hende og hun til sidst er ved at kaste op fordi hun har grædt og skreget så meget.

Og det er småting der kan udløse det. Hvis hun skal have jakke på, hvis hun ikke må tegne på gulvet, hvis hun skal i seng, hvis hun ikke må have kjole på i børnehave - og det er lige meget hvor vi er henne.
Den anden aften var vi til et hygge-arrangement i børnehaven, og det endte med at vi måtte gå fordi hun sad og skreg inde i sit rum - og jeg hylede også fordi jeg synes det var så pinligt. Jeg har slet ikke styr på noget lige nu, hver gang hun begynder på det der, så bliver jeg ked af det og vred på hende, jeg har mistet overblikket og jeg ved ikke hvordan jeg skal få det igen.

I børnehaven bekræfter de mig i at det er det rigtige jeg gør, at det er mig der bestemmer hvad hun skal bestemme, men mine forældre (særligt min mor) er mere sådan 'hvorfor vælger du de kampe, når du ved hvad der sker?' og jeg ved ikke hvad der er rigtigt.

Jeg orker ikke mere, jeg føler ikke at jeg slår til, jeg kan ikke overskue min verden når det hele bare sejler. Det starter med at hun råber af mig om morgenen fordi hun skal have trusser på (hun sover med ble), derefter vil hun ikke spise morgenmad (selvom hun selv har valgt det), så vil hun ikke have det tøj på jeg vælger (selvom jeg giver hende to par bukser at vælge mellem osv.), så vil hun ikke parkere sin cykel foran børnehaven det rigtige sted (hun vil stille den foran døren), så vil hun ikke selv tage sit overtøj af, det er bare hele tiden... Jeg er ved at give op...

Maria

____________________________________________

Kære Maria

Tak for dit spørgsmål til mig her i brevkassen.

Du har en lille Nana, der er rigtig godt gang i og som gerne vil bestemme og være den der har styr på tingene, og det betyder det helst skal gå efter hendes hoved :o). Det er hårdt arbejde du er kommet på, med en lille viljefast og temperamentsfuld pige. Jeg kan godt forstå du er træt og kørt ned, for du har nok at se til.

Det næste jeg kommer til at tænke på, er at Nana er rigtig heldig at have dig som mor, som gerne vil hjælpe, råde og vejlede og tager ansvar som den voksne.

Mange taler om at vores børn er kompetente, er kritiske, frie og ikke autoritetstro, og at de er vældig selvstændige. Det er alle sammen kvaliteter, vi voksne (børnenes
forældre) meget gerne ser og ønsker vores børn udvikler og bliver nogle af deres synlige kompetencer og styrker. Vi vil gerne have, at vores børn selv kan vælge, selv kan tage stilling og sige til og fra, fra de er ganske små, for det er nemlig noget af det vi betragter som at have kompetente børn..

Det er rigtigt et vist stykke af vejen (efter min overbevisning). Børn er fantastiske og vældig kompetente på mange område. Tænk bare, på hvor fulde af fantasi de er – de små – fulde af poesi livslyst og visdom på deres niveau i forhold til deres alder.

Men vores børn har brug for os forældre, brug for den viden og erfaring som livet og verden har givet os, og brug for at vi sætter nogle grænser for dem. Børnene har brug for den støtte, da de ikke selv kan tage ansvar, da de jo helt naturligt ikke kender og kan gennemskue konsekvenserne af deres handlinger, og det er efter min mening meget vigtigt at have med, når vi taler om kompetente børn!
Nana har brug for, at du forsætter med at påtage dig lederskabet. At du er den voksne der sætter personlige grænser og også har mod til at signalere dem klart og tydeligt, som jeg kan læse af dit brev du gør.

Du skriver du har mistet overblikket, og er kørt helt ned. Jeg tænker, at det er fordi du trods alt magter og vælger at gå i ind og tage de konflikter der opstår.
Det er ikke at miste overblikket, men det er en fantastisk hård periode at komme igennem og det kan føles som man ikke har overblik, fordi man får en fornemmelse af at ingen ting lykkes, og lige meget hvad man gør, så lykkes det ikke.
Har du nogle du taler med om hvordan du har det, har du nogle du deler dine tanker og oplevelser med. Du må have brug for at ”læsse af” engang imellem og dele dine oplevelser med andre, der er i samme situation som du selv.
Det er nødvendigt for dig, at du passer godt på dig selv – og ja – det lyder så enkelt. Men jeg håber du slapper af og bliver fyldt lidt op, når Nana er hos dine forældre hver anden weekend. Du fortjener et pusterum, hvor du forkæler dig selv lidt og også nyder et voksenliv hvor du i baghovedet ved at Nana har det godt og trygt hos dine forældre.

Det billede, som du skriver børnehaven har af dig - som Nanas mor der gør det rigtige, ved at støtte og hjælpe Nana ved at sætte grænser og tage de konflikter der opstår ved dette, er et billede, der er godt og måske værd at hænge op, så det er synligt i dit hjem og ikke er til at undgå et få øje på :o)!

Måske det kan hjælpe dig til, også dit selvbillede kunne fremvise en mor, der er en god og ansvarsfuld mor, som gør det godt, men som er på benhårdt arbejde med en lille dejlig pige på 4 år, der prøver mange kræfter af med dig. Samtidig er du i gang med en uddannelse, som også er krævende og kræver tid og overskud til at arbejde, læse og også kunne fordybe sig, som nu hvor du er i gang med din bachelor.

Du er på ingen måde den eneste mor, der oplever, at have et barn på 4 år kan være rigtig svært. Der er mange forældre der oplever dette, især når man har en lille 4 årig pige, som virkelig svarer for sig og ”stiller sig på bagbenene”. Nogle gange bliver man som forældre vældig overraskede over, at ens barn prøver grænser af så vedholdende. Mange har også den tanke, at det jo er i alderen 1-3 år at denne grænseafprøvning finder sted, men sådan er det ikke altid, nogle børn bliver ved i længere tid og det er din lille Nana jo et bevis på.
Det er en fase hun skal igennem, men det kan godt være en fase af de lange, hvor hun har brug for din hjælp til at komme igennem de konflikter, som opstår.

Det betyder på ingen måde, at du er en dårlig mor, og du må ikke tro, at det er en oplevelse du står alene med, for det er det ikke!

Jeg kan læse af dit brev, at du gør dig rigtig mange overvejelser og tanker om hvad der er det bedste for din datter, og at du og din mor ikke er enige om hvad der er bedst og om hvordan du bedst takler situationen.
Du behøver ikke være enig med din mor. Det er forskelligt, hvilken rolle og ansvar man har som mor og som mormor.

Der er nogle ting, som din lille datter skal lære, og dem er du i gang med at lære hende. Du støtter, vejleder og sætter grænser for hende, også selv om det giver konflikter. Det er hårdt arbejde, men tænk på alternativet, hvad ville der ske hvis du ikke gjorde det :o)!!

Din datter på 4 år, har en alder, hvor hun godt kan indgå små aftaler, og hun kan også forstå en simpel lille forklaring (eks. cyklen skal parkeres ved pladsen, der er lavet til at stille cykler). Måske er hun ikke enig, men hun kan i forhold til sin alder godt forstå forklaringen.
I andre tilfælde kan det være vigtigt og mere relevant, at gå på kompromis, lytte grundigt til hvad hun vil og så ud fra dette finde en løsning, som er mulig.

Når hun bliver rigtig vred og hyler, er det måske nogle gange godt at lade hende være lidt, men samtidig skal hun vide du er der og gerne vil hende. Man kan sige, at der skal være en balance mellem at være der for hende – være til rådighed – og samtidig også vise konsekvens og påtage sig ansvaret for hende og situationen.

Jeg tænker om det kunne være en mulighed, at få nogle samtaler med børnehaven, hvor du kan få noget råd og vejledning og ikke mindst støtte i, at det du gør, er ”godt nok”.
Det er godt at få ”italesat”, hvad det er man oplever og føler og nogle gange kan det være godt at få en udefra til at hjælpe med at se på hvad det er der sker, da det kan være med til at man kan få øje på evt. nye handlemåder til at takle situationerne.

Du kan også vælge at tale med en familierådgiver, (psykolog) for at få øje på nye handlemåder i forhold til at forstå hvad det er der sker i situationerne, både med dig selv og din datter. Min erfaring er, at mange forældre har stor glæde af sådanne samtaler og at det ofte er nok med en enkelt eller få samtaler.
I samtalerne er det vigtigt, at have fokus på at se hvad det er du gør godt for din lille datter, så billedet af dig selv som mor ikke kommer til at være et billede af en mor der ikke gør det godt nok.

Jeg vil også anbefale dig nogle bøger, som du nok kender, da du selv er under uddannelse til pædagog. Jeg synes disse bøger er rigtig gode og kan være med til at få troen på, at det man gør i netop tilfælde som dit er godt nok.

Bøgerne er skrevet af Margrethe Brun Hansen og har titlerne: ”Rød stue kalder” (som er udgået fra forlaget, men kan lånes på biblioteket) og ”De kompetente forældre”.
Bøgerne er langt fra nye, men jeg synes stadig de er rigtig gode og god læsning til os forældre, der nogle gange står i situationer hvor vi kommer i tvivl om, hvorvidt vi gør det rigtige i forhold til vores børn eller om der kunne være andre måder at gøre det på, som kunne hjælpe os lidt til måske at tænke i anderledes baner om os selv.

Hvad er Nana for øvrigt ellers for en størrelse og lille personlighed?
Hvad er hun glad for?, hvad kan hun li?, hvad er hun god til?, hvad er sjovt at lave sammen med hende?
Husk også at have øje for de gode, sjove og dejlige oplevelser du har med Nana. Saml på dem, det er disse oplevelser der skal hjælpe, med at stå gennem de hårde og svære ting der også følger med forældreskabet.

Jeg håber du kan bruge mit lille svar og mine refleksioner på dit spørgsmål. Du er meget velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål eller vil fortælle hvordan det går.
Jeg ønsker dig held og lykke med dit videre liv og selvfølgelig også med din uddannelse og glæder mig til at se dig i pædagogverdenen, som en der skal være med til at passe på vores børn :o).

Der er andre spørgsmål her i brevkassen, som måske kunne være gode at læse, da det er spørgsmål fra andre forældre der oplever nogle af de vanskeligheder du beskriver.

Venlig hilsen