for stærke moderfølelser?

Hej Charlotte,.
Jeg har en søn på 10 uger. Jeg havde en meget hård graviditet med bl.a. svangerskabsforgiftning. Fødslen var også hård, og drengen blev taget med sugekop og kom i kuvøse, fordi hans lunger klappede sammen.
Herefter opdagede man, at han også havde fået en infektion i lungerne. Vi lå på hver vores afdeling i de første 3 dage, herefter blev vi indlagt på samme afdeling. Det var rigtigt hårdt at være adskilt fra min søn, selvom jeg dog kom ned til ham flere gange dagligt. Jeg følte mig som "mor på deltid".
Efter 2 uger kom vi hjem, og min søn er nu frisk og rask. Det hele går godt - bortset fra situationen med familien. Jeg har det problem, at jeg ikke kan klare, at de tager ham fra mig. Jeg bliver meget ked af det, når de holder ham. I starten var jeg meget dårlig til at sige fra og til at mærke efter hvad jeg følte - så min mor og svigermor sad ofte med ham 1 time hver. Jeg var dybt ulykkelig når de tog hjem, græd og følte at min grænse var overskredet. Det bevirkede, at jeg efterhånden undgik besøg (det gør jeg faktisk stadig), fordi jeg ikke kunne klare, at de altid kom og "tog ham ud af favnen på mig".
Efterhånden er jeg blevet lidt bedre til at sige fra (i hvert fald indirekte). Og jeg har det fint nok med at være sammen med dem, hvis bare de ikke skal holde min søn (eller max 10 minutter ad gangen).
Problemet er bare, at de "vil det hele". De overfalder mig stadig, står i nakken på mig og er egentlig ikke tilfredse med situationen.
Det er som om, at han er hele indholdet i deres liv nu, og de kaster sig over ham med det samme.
Et eller andet sted tænker jeg at de har sgu haft deres babyer!
Hvorfor skal jeg gå på kompromis for at opfylde alle andres behov for at pusle og dikkedikke med min søn? Kan de ikke forstå, at han har behov for at være hos sin mor, og hun har behov for ham?
Håber du kan hjælpe mig! For jeg ville gerne kunne have et mere afslappet forhold til min familie. Og især kunne slappe af sammen med min søn og være der for ham.
På forhånd tak!
Venlig hilsen anonym

_________________________________________________________________

Hej Anonym
Tak for dit spørgsmål.
Jeg vil starte med at ønske dig tillykke med din lille søn, og jeg er glad for at læse, at han nu er frisk og rask.
Jeg kan læse af dit brev, at du har haft en hård tid i graviditeten og en hård fødsel og der foruden var udsat for belastning i forhold til at være adskilt fra din søn de første par dage efter fødslen.
Det er for de allerfleste en meget stor belastning, at blive adskilt fra sit barn lige efter fødslen. Mange får følelsen som du beskriver, at de føler sig som ”mor på deltid”, samtidig med den angst og frygt det giver, når ens lille barn er syg, det er alt sammen med til at det bliver en voldsom belastning, som der kan komme nogle reaktioner på når det hele er overstået og går godt.

Det er ikke ualmindeligt, at mødre der har været adskilt fra deres barn, som du fra din søn i de første dage, har meget svært ved at give slip på sit lille barn og overlade det til andre. Så det er en helt naturligt, at du har svært ved at bære, når din mor og svigermor tager din lille søn for at sidde med ham i lang tid og ”vil det hele”.
Hvis du oplever det bliver ved med at præge dig i din hverdag, kunne det måske være en god ide for dig at tale forløbet igennem med en psykolog, eller måske du kan tale det igennem med din sundhedsplejerske, som formentlig også kan fortælle dig om hvilke reaktioner man kan få oven på en sådan oplevelse.

Du gør det helt rigtige, ved at sige fra over for dem. Det er vigtigt, at de ikke overskrider dine grænser for hvad du har lyst til at de foretager sig med din lille søn. Det er dem, der skal respektere dine grænser og du er i din gode ret til at kræve de er afventende over for hvad du har lyst til de gør i forhold til din lille søn. Bliv ved med at tydeliggøre over for dem, hvor dine grænser går og kræv af dem at de respekterer disse.

Både du, din mor og svigermor står i en ny situation, hvor i skal vænne jer til og tilpasse jer jeres nye roller, som mor og bedstemor. Jeg tænker, at du og også din mor og svigermor måske føler en usikkerhed om hvordan i skal tilpasse jer disse nye roller.
Det lyder til, at du bliver nødt til at tale med dem om, hvordan jeres rollefordeling skal være, når i er sammen. De uklarheder du beskriver der er, bliver du nødt til at tydeliggøre over for dem, ved at du mærker efter hvordan du gerne vil have det og får italesat dette over for din mor og svigermor.

Det er vigtigt du får markeret dine grænser, så du ikke føler og oplever de overskrider disse.
Prøv at tal med din mand om hvordan du har det, og fortæl ham om hvordan du oplever de ”overtager” når de er på besøg, og snak med ham om hvad det betyder for dig, og om hvordan du gerne vil have det skal være når I er sammen.
Måske i sammen kan tale med dem om det og få tydeliggjort hvor dine grænser går, og få sagt fra over for de ting du ikke synes er rimelige.

Det er din mor og svigermor, der som udgangspunkt skal respekter din/jeres måde at gøre tingene på og være tilbageholdende og til dels være afventende overfor hvordan tingene skal være.
Du skal ikke acceptere dine grænser bliver overskredet. Jeg tænker du bliver nødt til at være meget klar i dine udmeldinger, når du fortæller om hvordan du gerne vil have det. Vær klar i udmeldingerne når du f.eks. har brug for deres hjælp, ved klart at fortælle dem hvordan du gerne vil have de hjælper dig. Måske er det nogle praktiske ting i hjemmet, indkøb eller lign. der kunne være en hjælp til dig.
Jeg vil dog også sige til dig, at de allerfleste bedstemødre gør sig umage for at være en god hjælp, men at det kan være svært for dem at finde ud af hvad der kan være den bedste hjælp de kan give, hvis de ikke får det at vide.
Husk også at anerkende og værdsætte højt, når de hjælper dig og gør noget du er glad for, for på denne måde får de også en fornemmelse af hvordan de hjælper bedst og for hvordan de kan være sammen med deres lille nye barnebarn på en måde du også kan rumme og komme overens med.

Når man som du bliver mor oven på en svær graviditet og fødsel, er der mange nye ting du skal have styr på og finde dig tilrette med, samtidig med at jeg tænker du må være træt både på det fysiske og psykiske plan. Du føler måske, at disse her problemer kræver en masse af dig og er hårdt og udmattende, hvilket er meget forståeligt.
Men det er vigtigt, at du passer godt på dig selv og tager dine følelser og tanker alvorligt og handler på dem, både for din egen skyld og din øvrige families skyld.

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke i fremtiden og ønsker det bedste for din og din familie i tiden frem.

Håber du kan bruge mit svar, du er velkommen til at skrive igen.

Venlig hilsen