bellevue teatret
30. november 2006

Teater:Bellevue Teatret, Strandvejen 451, Klampenborg
Billetbestilling: Billettelefon på 39 63 64 00
Billetpriser: 130 - 215 kr.
Aldersgruppe: Fra 4 år
Spilleperiode: 18. november til 21. december 2006
Når de tre røvere og alle deres venner går på scenen på Bellevue Teatret d. 18. november, er det til et sølvbryllup mellem Thorbjørn Egners elskede fortælling og Arne Jacobsens smukke teater på Strandvejen, og de er ikke blevet en dag ældre. Langt over en halv mio. publikummer har nydt at hilse på de kendte figurer år efter år.
Det er historien om den lille rare by, der ligger dér hvor spaghetti-markerne afveksler så kønt med senneps-minerne… og så lidt til højre. Der går æsler og kameler rundt i gaderne, solen skinner næsten altid, og menneskene er meget lykkelige. Kardemomme By, er en by hvor indbyggerne lever i venlig og rolig samdrægtighed. Hvor venskab er åbenlyst, hjælpsomhed indlysende og hvor de, der træder ved siden af reglerne, lempeligt og med venlighed hjælpes tilbage. Det hele fortælles i festlige sange, store optog, underfundighed og et godt stænk ærlig og hjertelig komik.
Igen i år møder vi den skrappe Tante Sofie der forlanger rene ører og orden i byen, den rare politimester Bastian der helst kun undersøger om folk nu har det godt, de tre røvere og deres farlige løve (der måske ikke er så farlig endda… den holder i hvert fald meget af flødechokolade), den gamle Tobias i tårnet der er byens allerklogeste mand, og alle de andre hyggelige indbyggere i den lille by. Og igen i år synger og spiller alle de børnepopulære skuespillere fra de foregående år, sammen med Kardemomme Byorkester, alle de kendte sange under ledelse af kapelmester Peder Kragerup.










































