Snup et fodbad

Et fodbad er en fantastisk til trætte, varme og ømme sommerfødder. Her bringer vi tips til, hvordan du gør dit fodbad til en særlig nydelsesrig oplevelse.

Sæbespåner, havsalt og æteriske olier
Lav et fodbad i balje med varmt vand. Tilsæt sæbespåner eller havsalt for at blødgøre, og rør 4 – 8 dråber æterisk olie sammen med en spsk. honning. Æteriske olier er naturlige dufte som udvindes af blomster, blade, frugt eller rødder. Olierne er meget koncentrerede og bruges kun dråbevis. Udover en herlig duft, har nogle af olierne også en god effekt på ømme, trætte fødder. Prøv f.eks. rosmarin, lavendel, fyrrenåle, eukalyptus, mentol eller Tea Tree Oil. Tilføj den æteriske blanding til dit fodbad og sørg for at ingredienserne er helt opløst i vandet, før du stikker fødderne i. Brug evt. et piskeris.
Er dine fødder ekstra ømme og belastede, kan det være dejligt med to fodbade: et skoldhedt bad og et iskoldt. Veksl mellem de to.

En rolig og afslappende stund
Vælg et tidspunkt hvor du ikke bliver forstyrret, sæt noget behageligt musik på, dæmp belysningen og tænd stearinlys. Sæt dit fodbad og håndklæde foran den mest behagelige stol du har. Sæt fødderne i badet, læn dig tilbage og luk øjnene et øjeblik. Bad fødderne et kvarters tid og mærk roen indfinde sig.

Massage og velvære
Efter et afslappende fodbad er det oplagt forsigtigt at file fødder - og især hæle med en pimpesten. Tag dig også god tid til massere og nusse dine fødder. Det er ikke så ofte man tager sig tid til at nusse om fødderne, og det er jo trods alt dem der bærer dig dagen igennem. Frotter fødderne, og masser, gnub og stryg fødderne med olie eller fodcreme. Er dine fødder meget ru og tørre, er det effektivt at give dem en kur natten over. Masser fødderne med lunkent olivenolie eller fed creme. Tag et par bomuldssokker på, eller pak fødderne ind i husholdningsfilm, inden du tager sokkerne på. Næste morgen er dine fødder bløde, smidige og lækre!