økologi – en del af livsstilen
28. marts 2008

Læserundersøgelse: Blandt BarneGuidens læsere svarer 23% at de målrettet går efter at købe økologisk, 20% køber økologisk hvis det den varer de er på udkig efter, findes tilsvarende økologisk. 11% mener at økologiske varer smager bedre og 24 % af læserne svarer at de fravælger økologiske varer fordi de er dyrere end ikke-økologiske varer...
Økologi - en del af livsstilen
Der er en nærmest eksplosiv vækst i dansk økologi, og udbudet af økologiske varer stiger i takt med interessen.
For nogen handler det økologiske valg om at leve et sundere liv, med færre tilsætningsstoffer og pesticider, for andre er det centrale, at der ved det økologiske valg tages en række særlige hensyn til dyrevelfærd.
For mange bliver den økologiske tanke en del af livsstilen, en livsstil som også inkluderer fællesskabstænkning, hensyn til miljøet og naturen.
Stor efterspørgsel efter kvalitet
Dagligvarebutikkerne har travlt med at imødekomme efterspørgslen, med et større og bredere udbud af økologiske varer. I 2006 blev der omsat for 2,7 mia. kr. økologiske føde- og drikkevarer i supermarkeder og varehuse - en stigning på 18 pct. i forhold til 2005.
Detailhandlen har fået øjnene op at stadig flere forbrugere er villige til at betale lidt mere for sunde kvalitetsfødevarer, og bruger økologi i konkurrencen om de kvalitetsbevidste kunder.
”At det især er eksempelvis frugt og grønt, som går frem, mener jeg skyldes, at forbrugerne nu for alvor er begyndt at koble økologi og sundhed sammen. Forbrugerne vil have gennemsigtighed og rene varer fremstillet med respekt for det gode håndværk. Det betyder at de økologiske varer ikke længere sælges alene på at være et økologisk alternativ, men på at produkterne er af højere kvalitet og med bedre smag,” siger Henrik Hindborg, markedschef for Økologisk Landsforening.
Danmark bliver Årets Økologiske Land 2009
I udlandet er Danmark kendt for sine økologiske initiativer og når verdens største økologiske messe, BioFach, slår dørene op i 2009, vil det være med fuldt fokus på dansk økologi. For her vil Danmark blive kåret til Årets Økologiske Land 2009.
”Vi har valgt Danmark, fordi Danmark har et af verdens førende økologiske markeder. Desuden er Danmark en stærk eksportpartner med internationalt anerkendte økologiske produkter. Vi er overbeviste om, at Danmark vil indtage en vigtig rolle på fremtidens økologiske marked, og vi glæder os til Danmark som Årets Økologiske Land 2009,” siger Udo Funke, udstillingsdirektør for BioFach.
10 facts om økologi
● Økologisk mælk indeholder flere vitaminer
Ja, økologisk mælk indeholder flere vitaminer og smagsstoffer end konventionel mælk, viser et studie foretaget af Danmarks Jordbrugsforskning.
● Økologimærkning forpligter
Ja, hvis det konstateres, at en virksomhed ikke overholder reglerne for den økologiske produktion, griber myndighederne ind. I milde tilfælde får virksomheden en indskærpelse om at overholde reglerne. Alvorlige overtrædelser og gentagelses tilfælde kan medføre påbud, bøde og politianmeldelse.
● Økologi er godt for miljøet
Ja, ved økologisk dyrkning bruges der ikke kemiske sprøjtemidler, og således begrænses rester af pesticider i grundvandet og den generelle belastning af naturen.
● Økologimærkning er også en garanti mod bakterier
Nej, økologimærket er ikke nogen garanti mod salmonella, campylobacter og andre sygdomsfremkaldende bakterier. Derfor er det nødvendigt at holde samme gode hygiejne, når man tilbereder for eksempel økologiske frikadeller, æg og kyllinger, som når der er konventionelle råvarer på køkkenbordet.
● Økologiske varer er dyrere
Ja, økologi gør en forskel for natur og miljø og er derfor lidt dyrere at producere. En sammenligningen foretaget af Ecofoods viser at det konventionelle smør er billigere end de økologiske da priserne på det konventionelle ligger mellem 12,34-12,89 kr. og priserne på det økologiske ligger mellem 14,29-14,36 kr. En prisforskel på et par kroner....
● Økologisk fedt er ikke så fedende
Jo, økologisk fedt sætter sig også på hjertet. Når man spiser økologisk, gælder de generelle kostråd selvfølgelig også. Spar på fedtet og spis megen frugt og grønt.
● Økologisk landbrug benytter ikke sprøjtegift og kunstgødning
Nej, det økologiske landbrug må ikke bruge sprøjtegift eller kunstgødning. Økologiske dyr skal have økologisk foder.
● Økologiske dyr har bedre vilkår
Ja, økologiske dyr skal have mere plads og bedre mulighed for at komme ud på markerne og få motion. De økologiske dyr skal have mulighed for daglig motion, frisk luft og dagslys i staldene, rent halm eller anden strøelse på liggearealerne, have så god plads, at de kan bevæge sig naturligt.
● Økologisk mad er uden tilsætningsstoffer
Ja, økologisk mad må ikke være tilsat kunstige stoffer
● Med Ø-mærket er jeg garanteret økologi.
Ja, hvis varen bærer ø-mærket garanterer den danske stat, at det er et økologisk produceret produkt.




































