stærke sager & sure madammer
30. juni 2006

Forfatter: Pia Krøyer
Forlag: Olivias Forlag
Fotos: Lars Ranek
Omfang: 56 sider
Pris: kr. 149,-
Udkommer: 27. juni 2006
Anmeldelse: *****
Stærke Sager & Sure Madammer
Pia Krøyer bog Børnenes Bolsjebog får hele 5 funklende stjerner for den detaljerede og grundige beskrivelse af hvordan man selv fremstiller de mest delikate bolsjer.
Bolsjekunsten er en skøn oplevelse – ikke mindst for smagsløgene. Man skal holde tungen lige i munden, når man kaster sig ud de flerfarvede mønstre som fx. ansigter, flag og blomster. Derimod er det ingen kunst at fremstille ensfarvede og stribede bolsjer, som bogen også giver opskrifter på.
Børnenes bolsjebog fortæller indgående om redskaber, råvarer, bolsjegrundmasse, fremstilling, udskæring af bolsjerne, allergi, teknikker og faldgruber, der er gode at læse om, inden man går i gang.
Bogen indeholder over 150 allergivenlige opskrifter med gode trin for trin-fotos på de mange bolsjetyper. Desuden er bogen inddelt i kapitler med lette og svære opskrifter og opskrifter på sure, søde, hotte og cremede bolsjer – fra salmiak til honning og chokolade til banan. Alle med naturlige ingredienser.
Lær at fremstille: Hindbærdrømme, Filurer, Blackout, Sorte får, Djævlekys, Indianerhyl, Abrikosrus, Stærke Sager, Sure Madammer, Søde Sild og Kysseklar...










































