sorg og svigt
4. maj 2006
Jeg mistede min datter i min sidste graviditet i uge 37 + 6, da hun var blevet kvalt i navlestrengen. Jeg stod helt alene med sorgen da faren til barnet og jeg ikke længere havde kontakt til hinanden. Jeg er kun 22 år. Jeg fødte selv min datter juli måned sidste år og fik lov at holde hende lidt mens hun blev velsignet af en præst.. de hårdeste dage i mit liv.
Jeg valgte at jeg ikke ville være derhjemme, da jeg troede jeg ville være mere ked af det på den måde, så startede i skole en måned senere, hvor jeg stadig går. 2 uger efter fødslen møder jeg en ny fyr, som jeg bare forelsker mig i med det samme. Jeg ved ikke om det var fordi han var der for mig, og jeg havde brug for tryghed. Men jeg blev hurtigt meget glad for ham...
Han havde selv fået en datter på samme tid som jeg havde født, så det var ret hårdt i starten når han havde den lille, for jeg tænkte altid at så stor ville min egen datter være.
Jeg kom på p-piller fra lægen, men allerede 3 måneder efter, var jeg gravid igen. Jeg fik dog min menstruation til tiden hver måned, så det var først da jeg var fire måneder henne at det gik op for mig at jeg var gravid.
Først ønskede vi ikke at beholde barnet, da jeg ikke er følelsesmæssigt ovre med hvad der skete sidst, men da jeg fik at vide at jeg selv skulle føde fostret, valgte jeg at sige ja, for min psyke ville ikke kunne holde til at gå igennem det en gang til...
Min kæreste var ikke vild med ideen til at starte med, men så da han hørte det var en dreng, var han pludselig meget glad for det... Men det var alligevel sådan, at han ikke følte han var klar til at være fast far, så han flyttede fra mig, men vi har stadig været sammen...
En dag kommer han og siger til mig, at han stadig elsker hende han fik sit første barn med, og at han nok hele tiden havde elsket hende, at han bare fortrængte sine følelser og at han nok bare havde bildt sig selv ind han var glad for mig...
Nu vil han ikke engang snakke med mig eller have kontakt til mig, da hun ikke tillader det. Jeg elsker ham stadig meget højt, men ved vores forhold er slut.
Så nu står jeg alene med min graviditet og ingen til at søge den støtte fra han gav mig. Jeg har ikke været i skole i lang tid, og har bare ligget herhjemme og grædt fra jeg vågner til jeg falder i søvn. Jeg vågner flere gange om natten.
Jeg tror mine følelser for hvad der skete sidst, og det at stå alene nu, plus jeg er så bange for der altid er nogen galt med den lille bare er ramlet sammen om mig på en gang... Jeg ved ikke hvordan jeg skal blive glad igen, og er bange for at dette kan påvirke min graviditet, at jeg altid græder, for flere gange får jeg meget stærke kramper i maven imens.. Tror du det kan dette skade min baby?
Tror du det her udvikle sig til en depression?
Jeg har snakket med en psykolog flere gange, men synes ikke rigtig jeg kan komme ud med mine følelser. Jeg får aldrig sagt det jeg vil, da det bare sidder som en klump i halsen..
Min store støtte er min mor, men hun bor næsten 300 km væk fra mig og er kun hjemme i weekenden.
Jeg er bare så bange for at miste min baby igen og kan ikke stoppe med at græde. Hvad kan jeg gøre?
Hilsen den bange gravide
__________________________________________
Kære bange gravide,
Tak for dit spørgsmål.
Jeg kan af dit brev læse, at det er nogle meget voldsomme ting du har gennemgået i dit liv, som selvfølgelig er store følelsesmæssige belastninger for dig.
Du har mistet et barn og er blevet svigtet af dine kærester.
Det er på ingen måde unaturligt eller mærkeligt, at du reagerer på disse belastninger, du har grund til at være ked af det, og har brug for al den omsorg og støtte du kan få, til at komme gennem din sorg og fortvivlelse.
Du skriver du har god støtte i din mor, men at hun bor langt væk. Kunne det mon i en periode være en ide at du tager over til hende, så hun kan støtte dig og give dig omsorg i den nærmeste fremtid.
Det er vigtigt, at du har nogle omkring dig i dagligdagen, som du er tryg ved og som du kan tale med om hvordan du har det. Det er vigtigt for både dig og dit lille barn du har i maven, at du passer så godt på dig selv som muligt, ved at bede om og lade andre hjælpe og støtte dig i den kommende tid.
Du gør det helt rigtige, ved at du taler med en psykolog om din situation. Det synes jeg du skal blive ved med, så du kan få det bedre og få hjælp til at bearbejde dine oplevelser. Hvis du ikke kan komme ud med dine følelser hos din psykolog, er der den mulighed, at du kan prøve at kontakte en anden. Eller snak med hende om, at du ikke synes, at du får talt om det der er vigtigt for dig, når i har samtaler, og derfor gerne vil have at samtalerne foregår på en anden måde.
Når man taler med en psykolog, er det meget vigtigt at mærke efter om det er en person man føler man har tillid til, så man oplever en lyst til at fortælle om hvordan man har det. Hvis man ikke har det, er det svært at få noget ud af at tale med denne.
Du har også den mulighed, at kontakte mødrehjælpen, hvor der er psykologer tilknyttet, og her vil du også kunne få noget råd og vejledning i forhold til din situation.
Jeg kender rigtig mange kvinder, som har været meget glade for den hjælp der tilbydes i mødrehjælpen.
Tal også med din jordemoder om din situation og fortæl hvordan du har det. På nogle hospitaler, tilbyder de forskellige hjælp til kvinder der har det svært som du.
Du kan også kontakte din læge, hvis du ikke allerede har gjort det, og han vil kunne give dig en henvisning til en psykolog, hvortil du vil kunne få økonomisk støtte til betalingen.
Måske kunne det være en god ide, hvis din mor kunne gå sammen med dig til lægen, så du ikke står så alene med det.
Du har brug for en anden hjælp end jeg kan give dig her i brevkassen, og jeg vil kun her anbefale dig, at blive ved med at søge hjælp og støtte i form af samtaler med enten din nuværende eller en anden psykolog.
Du skal ikke acceptere, at have det så dårligt og være så ked af det, men forsætte med at få noget hjælp og støtte, det har du brug for.
Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med din graviditet og dit kommende moderskab.
De allerbedste tanker og hilsner fra
