en lykkelig skilsmisse - sådan da

Det er ikke nemt at være skilt, lad os slå det fast til en start! Men hellere det, end et ægteskab, hvor man får skældud hver dag som en teenager, føler sig degraderet til undervoksen i sit eget hjem, hvor nærhed er et ord man ikke længere ved hvad betyder og hvor man er så sexuelt tørlagt, at den høje knirken burde røbe for omhverdenen, at man VIRKELIG trænger til at blive smurt!

Sådan var mit - og jeg er glad for at min eksmand og jeg i fællesskab lukkede festen inden vi blev lede ved hinanden og lod det gå ud over barnet.

Vi konstruerede en 50-50 samværdsordning, fandt en bolig til far tre gader væk og beholdt alt andet som det var. Og vores datter ser ud til at trives udemærket.

Det gav en kæmpe følelsesmæssig lettelse og nu -et år efter- har jeg en eksmand, som er min kammerat, og som jeg kan sige til og fra overfor, som man kan med sin familie. Bare vi overholder reglerne! Så det gør vi.

MEN jeg synes det har været en ufattelig grim følelse af social deroute at blive skilt!

Økonomien væltede, så min gamle mor måtte støtte mig i en lang periode, ingen plads i budgettet til husvedligeholdelse, bilreperation, lidt ekstra mad, ture, tøj, fornøjelser. Alt det sjove var sparet væk.

Jeg besluttede at blive i vores lille, billige byrækkehus for ikke at føle mig HELT på bunden af samfundet og for at min 3-årige datter kunne beholde sit hjem, men det er liiige i overkanten af hvad min løn kan bære alene.

Jeg kommer fra middelklassen med råd til almindelige fornødenheder og en brugt bil at køre i og en lille sommerferie om året, men pludselig var jeg degraderet til fattig-Danmark, og havde et liv fuld af arbejde og slæb, uden pauser, uden plads til leg og lidt viften med armene.

Jeg skulle også pludselig overskue alt selv: forsikring, bil, computer, telefon, hus, have, renovation-el-vand, indkøb, mad, børnehave, madpakker, tøjvask, rengøring, tandlæge, vaccinationsprogram -you name it.

Mest af alt var det dog følelsen af at STÅ ALENE med mit liv i hænderne, som var ved at vælte min ellers så positive livsindstilling. Ingen at lægge planer med, ingen at drøfte alt det ovenstående med -kun mht. datterens fremtid naturligvis.

Drømmen om familien brast og hvem har ikke ubevidst næret den drøm gennem hele livet, et dejligt job, en mand man er glad for, et par børn, et hus og en have, sommerferier, fester med venner og familie, børnefødselsdage, juleaftener etc. etc. Den jomfruelige drøm er væk. Helt væk.

Heldigvis er vi jo i en tidsalder hvor utrolig mange starter på anden runde, og hvor fænomenet "den moderne familie" er så udbredt, at der er kommet gang i salget af huse med 4 børneværelser, så weekendbørnene også har deres, og hvor det ikke er nogen skam at være skilt. Men det er stadig rigtig ubehageligt at være midt i trediverne, kun have fået sit ene barn og være økonomisk i bund. Alderen og økonomien er selvfølgelig også et produkt af en laang uddannelse, men alligevel.

I det sidste år har jeg faktisk haft en kæreste. Det kan man ikke læse af ovenstående, og det skyldes at han er et helt andet sted i livet, nemlig studerende og barnløs og kun sidst i tyverne. Så det har ikke givet en følelse af at have udsigten til at fortsætte hvor jeg slap lige inden for overskuelig fremtid, desværre, men det har bestemt gjort at jeg ikke har følt nogen form for følelsesmæssigt nederlag efter skilsmissen og tak for det. Man har nok at slås med.

Nu har jeg fundet mig til rette i mit nye liv og nyder også de børnefri dage, har lyst til at gøre ting som ikke ville være muligt med et barn på fuld tid, tar i byen, får sovet ud og læst avis.

Min eneste bekymring er, at jeg ikke giver min datter samme faste base som jeg selv havde, for jeg kan mærke at hun gør lidt modstand når hun skal skifte til far, men jeg kan ikke nænne at fortælle ham det. Han elsker hende så umådeligt højt, og skulle jeg gennemtvinge at hun skulle bo hos mig, ville det helt sikkert koste hende noget på en anden måde. Måske ændrer det sig når hun blir større.

Så det går så godt som jeg tror det kan, ser lyst på fremtiden efter den bratte opvågning til virkelighed. Prøver at begejstre mig selv og min datter indenfor nogle små økonomiske rammer, sørger for at udnytte kursusmuligheder o.lign. fra mit arbejde, går til alle de gratis kulturting jeg kan og prioritere nogle få jeg skal betale. Tager lidt ekstra arbejde for at få penge i kassen, når min datter er hos sin far og begynder lige så stille at trives.

Så hep-hep derude og held og lykke med anden runde :o)