lines dagbog
31. januar 2006
Jeg bor sammen med min kæreste på 29 år og hans datter Jasmin fra november 2000 er ved os hver anden uge. Jeg er igen gravid og er sat til februar 2005.
Jeg fandt ud af at jeg var gravid torsdag den. 1. juli 1999. Jeg skulle på apoteket efter nye p-piller, men tog en test for at være sikker på at jeg ikke var gravid. Pga. uregelmæssige blødninger havde jeg holdt pause med p-piller. Testen var positiv !
Jeg tog ned til lægen og stregen kom hurtigt, så de mente jeg var ret lange henne. Jeg havde ikke haft noget på fornemmelsen. (Dette er min 2. graviditet. I marts 97 havde jeg født tvillingedrenge.)
Den 13. juli var jeg ved lægen. Jeg havde kvalme og kastede op, selv om natten. Lægen regnede ud at jeg var 11 uger henne efter sidste menses dag. Jeg havde haft en pletblødning i slutningen af maj, så lægen var ikke helt sikker...
Jeg ville scannes tidligt for at se om der var en eller to og for at være sikker på terminen. Lægen sagde at jeg skulle få tid til jeg var i uge 15.
Den 3. august var jeg ved jordemoder. Jeg er 13 uger henne. Hun sagde at livmoderen mærkedes som om der kun var én, men jeg ville nu alligevel være helt sikker, så jeg ville scannes hurtigst muligt.
Den 12. august var jeg til scanning. Den viste at jeg var i uge 11. Vi troede jeg var i uge 15... Scanningen viste at der formentligt kun var et barn. Men de bad mig komme igen 6 uger senere, for det ville være tydeligere at se i uge 18. Lægerne sagde at jeg havde termin den 28. februar 2000. Det var jo en lidt dum dag på grund af skudår....
Den 4. september jeg havde nu tabt 7 kg. Jeg havde kvalme hele tiden og kunne ikke holde mad i mig. Følte at jeg var ved at få bækkenløsning. Det stak og gjorde temmelig ondt i siden af maven og i bækkenet.
Den 23. september var jeg til scanning. Vi regnede med jeg var i uge 18, men jeg var i uge 16. Det vil sige at jeg var i uge 1-2 da jeg var ved lægen første gang, selvom hun troede jeg var 11 uger henne..(!) Det betød jo at jeg faktisk kun liiiige var blevet gravid da jeg tog testen. Hvorfor den så var så hurtig til at vise den var positiv ved vi ikke, men jeg må have haft meget hormon i kroppen allerede. Det var dog meget træls, da jeg hele tiden regnede med at være længere henne end jeg var. Teoretisk har jeg skulle være gravid ca. 6 uger mere end jeg havde regnet med. Forstået på den måde at jeg troede de 6 uger var overstået, men det var de jo altså ikke. Jeg følte det som om at jeg skulle være gravid i 1½ md. mere end ”normalt”. Rent psykisk var det temmelig hårdt. Ved scanningen fik jeg at vide at baby var meget lille. De fleste regnede med at det var en lille fin pige. Jeg var nu ligeglad. Bare den lille var sund og rask var jeg tilfreds. Og dog...vi havde derhjemme snakket om at vi gerne ville have en dreng mere, men turde ikke rigtigt fortælle nogen om vores ønske. De fleste sagde til os, at det kun var fordi vi havde alle tingene til en dreng - men sandheden er at vi vist bare følte os mest trygge ved tanken om at vi skulle have endnu en dreng.
Den 30. september mærkede jeg barnet sparke. Jeg var i uge 17 og jeg kunne ikke støtte på højre ben uden at få vildt mange smerter i skambenet. Det var bækkenløsning.
I uge 21 var jeg på sygehuset for at få taget en blodprøve for at se om jeg havde sukkersyge. Jeg var udsat pga. overvægt. I uge 22 kunne man mærke uden på maven at den lille sparkede. Endelig kunne de store være med.
I uge 23 fik jeg lavet en glukose belastning, da de foregående blodprøver havde været forhøjet. Træls. Man kunne nu nemt se den lille sparke. Jeg havde mange pluk veer hele døgnet.
I uge 28 var jeg ved lægen pga. pluk veer og jeg fik at vide at jeg skulle ligge stille i 14 dage ellers ville jeg blive indlagt til aflastning... Jeg var alene hele ugen med 2 små drenge på 2½ år.. jeg kunne ikke slappe af eller komme på sygehuset, så jeg smed en lille hvid løgn til lægen... ”Hvem skulle tage mine børn mens jeg slappede af ??” Peter, drengenes far, min daværende kæreste, var eksportchauffør, så han kunne ikke bare tage fri i 14 dage…
Jeg havde ikke mærket meget bevægelse i maven i nogle uger. Kun hvis jeg virkelig skubbede til maven. Ved lægen skulle vi høre hjertelyd, men hun kunne ikke finde noget! Hun gik efter nye batterier til det hjertelydsapparat, men stadig ingen lyd...så hentede hun en ny og blev ved med at forsikre mig om at den lille havde det fint. Ja, tak. Jeg blev naturligvis meget nervøs...
Lægen sagde at hvis hun ikke fandt den nu ville jeg ryge til scanning med det samme. I samme sekund kom den flotte galoperende lyd frem... Så var det hele var så alligevel ok. Dejligt!
Den 21. december var jeg ved jordemoder. Det hele var ok. Jeg fik at vide at jeg skulle snakke fødslen igennem med en læge 1 måned før termin, da jeg fødte ved kejsersnit 1. gang. De ville scanne igen for at se hvor stort barnet var og der ud fra vurderer om jeg ”måtte” føde normalt. Jeg ville ikke have kejsersnit igen og ville gere opleve at føde barnet rigtigt. Jeg ville igennem de smerter der skal til for at føle mig som en rigtig kvinde.
Dagen efter nytår kunne jeg ikke gå. Jeg havde rendt for meget rundt dagen før, så jeg måtte blive i sengen hele dagen. Det gjorde frygteligt ondt og var meget irriterende.
Den 17. januar 2001 var jeg oppe at få taget blodprøve igen for sukkersyge... Dagen efter ved jordemoder var jeg i uge 34 og hun skønnede vægten til at være ca. 1800g. Den lille lå ikke fast endnu.
Den 19. januar 2001 var jeg ved lægen. Jeg var med i et projekt der hedder” Bedre sundhed for mor og barn” og skulle have taget blodprøver. Jeg spurgte for sjovt om lægen ville skønne vægten uden at sige hvad jordmoderen havde sagt. Lægen sagde ca. 2500g. Vildt at et barn kan vokse 700g på en dag !! Nej, jeg giver ikke ret meget for det med at skønne vægten. Nogle børn har et stort hoved og bliver skønnet til mere end de vejer.. jeg måtte bare vente et par måneder endnu før jeg så den lille.
Den 1. februar blev jeg scannet for at se hvor stor baby var og om jeg skulle have kejsersnit igen. Lægen der scannede var den selv samme der havde forløst mine tvillinger. Ret pudsigt. Vægten sagde 2485 g. Jeg fik at vide at hvis jeg fødte nu var det bare ok. Min baby var som den skulle være.
Når man får det at vide, vil man bare gerne føde lige på stedet! Men det er jo ikke op til mig eller andre end Moder Natur. Nu skulle jeg til jordemoder hver uge til jeg fødte.
Den 8. februar besøgte jeg jordemoder på fødegangen. Det var lidt mærkeligt at befinde sig på fødegangen, for jeg vidste at jeg snart skulle ligge der og have det mindre rart... Jordemoderen kunne fortælle at alt var som det skulle være og at hovedet stod fast.
Ugen efter var mit blodtryk en anelse højt og jeg fik besked om at jeg skulle slappe af. Jeg gik mange ture for at sætte noget i gang, men den gik ikke. Jeg havde meget vand i hele kroppen og mange pluk veer. Jeg kunne ikke sove om natten. Humørsvingninger der var ret strenge for familien, og kvalme og meget træthed. Godt det snart var slut. Jeg var blevet meget nervøs mht. fødslen. Ikke for at føde, men om Peter kunne nå hjem. Han var i udlandet hele ugen, så jeg skulle gerne havde termin en weekend. Ikke nemt at planlægge.
I weekenden gjorde jeg alt for at sætte det i gang.. Jordmoderen rådede os til at dyrke sex. Det hjalp ikke….
Den 29. februar 2000. En ny jordemoder fortæller mig at hvis vandet gik skulle jeg ligge mig ned og ringe efter Falck, da den lille alligevel ikke lå fast. De sidste 3 gange havde jeg fået at vide den lå fast. Peter havde heldigvis fået arrangeret i ugen op til terminen. Terminen er nu sat til 5 marts, men den 4. er der ingen tegn på at fødslen snart skal i gang, så jeg regnede med at der ville gå lang tid..
Hos jordemoderen den 7. marts får jeg besked om at du står barnets hoved fast – altså ingen Falck.
Den 14. marts er jeg igen hos jordemoderen og nu får jeg besked om at hoved alligevel ikke står fast(!) Jeg var efterhånden godt træt og forvirret over alle de modstridende informationer jeg havde modtaget. Peter var hjemme fra arbejde, da hans vognmand ikke havde så meget at lave, så det var rart - ingen pres fra den side af. Nu fik jeg fik tid til ambulatoriet til 6 dage efter. De ville se om jeg skulle sættes i gang.
Den 15. marts bliver Peter blev fyret pga. mangel på arbejde. Så sikke en redelighed..
Den 16. marts så det ud til at jeg gik i gang. Slimklatter kom ud og ved middagstid gik plukveerne i gang noget kraftigere end før. Jeg var meget vågen om natten pga. smerter. Det gjorde så ondt at jeg holdt vejret.. Der var 5-12 minutter mellem veerne
Den 17. marts kom der flere slimklatter ud. Jeg havde været oppe 3 gange i løbet af natten fordi det gjorde så ondt at jeg ikke kunne finde ro. Den 18. marts. Natten var et helvede. Jeg har fået hold i højre skulder af at ligge forkert om natten. Jeg sad og døsede hen i sofaen og ca. hver 15 minut vågnede jeg ved at det gjorde ondt med slemme pluk veer til følge. Ingen søvn den nat.
Natten til den 20. marts var jeg på fødegangen kl 1. En jordemoder mærkede efter om jeg var i gang med at føde. Der var en cm tilbage af livmoderhalsen og en finger åben. Hun ville ikke sende mig hjem fordi hun var sikker på at jeg snart ville føde. Vi sad og ventede i 1½ time og jeg blev undersøgt igen. Jeg var åbnet lidt mere og fik nu et værelse på hotelafsnittet. Kl. 8 gik vi igen ned på fødegangen og så blev jeg sendt hjem, da der ikke var sket noget. Jeg fik at vide at hvis der ikke var sket noget inden kl. 8 dagen efter skulle jeg ringe derind og sige jeg havde været i fødsel, og havde haft veer i over 48 timer og var gået 16 dage over tid.
Tirsdag den 21. marts. Jeg spiste morgenmad med mine store drenge kl 7 og gjorde mig så klar til at tage på sygehuset igen. Vi var der kl 9 og et par jordemødre mærkede efter forneden. Det gjorde ondt fordi livmoderhalsen lå meget langt tilbage og hun først skulle vende den. Hun sagde jeg skulle have drop og der kom en sygeplejerske og tog blodprøve på mig i tilfældet af at jeg skulle have kejsersnit igen. Da jeg fik lagt drop gjorde det afsindig ondt. Lægen havde stukket forkert så i ca. 2 mdr. efter havde jeg en meget hævet hånd, pga. at væsken var rendt ud under huden og ikke ind i årerne.
Kl. 9.30 fik jeg drop og kl.10 begyndte der nogle ret slemme veer. Jeg holdt vejret når de kom, men fik besked på at gispe. Det hjalp lidt.
Kl 13.45 prikkede hun hul på vandet. Jeg havde forestillet mig at jeg kunne mærke noget, men følte ikke der kom noget. Jeg fik senere at vide der ikke var noget fostervand tilbage. Allerede fra 14 tiden af følte jeg at jeg skulle presse.
Kl. 15 var der 1 minut mellem veerne og de varede et minut. Jeg var kun to fingre åben kl 15, så jeg måtte ikke presse. En halv time efter var jeg åbnet 4 cm, så det gik hurtigt. 2 gange fik jeg en sprøjte i låret for at få veerne bedre i gang og få musklerne til at slappe af. Det var meget svært at lade være med at presse.
Da jordmoderen mærkede efter kunne hun mærke babys hoved helt nede. Mit barn var meget tæt på at være ude, så jordemoderen kunne godt forstå at jeg havde pressetrang. Omkring ved 17 tiden var jeg 7 cm åben og fik at vide at hvis jeg absolut ikke kunne lade være med at presse var det ok.
Kl 17.30 kom de rigtige presseveer, men jeg kunne ikke udnytte dem ordentligt. Jeg pressede, men da jeg selv skulle holde mine ben, kunne jeg ikke presse den rigtige vej. Jeg trak mere sammen end pressede… (Man skal jo slappe af i bækkenet, men jeg spændte..) Jeg kom til at klemme den lille så hjertelyden faldt meget og jeg fik en del ilt. Lattergas ville jeg ikke høre tale om. Jeg skulle jo have smerterne og det hele med! Inden for første skulle jeg presse 3 gange, men gjorde kun to gange så det gjorde mere ondt end jeg kunne forestille mig.. Da hovedet endelig kom ud var der lige en arm med. AV for s…. det gjorde ondt!!
Klokken var 17.59 da min 3 søn kom til verden. Jeg spurgte om faderen måtte klippe navlestrengen men min lille baby trak ikke vejret - så det måtte far ikke. Vores lille dreng blev suget med det samme, og der gik 2 minutter før han trak vejret og vi hørte ham skrige! Han havde et stort blodskudt øje og lignede en der var taget med kop da jeg havde mast hans hoved i bækkenet fordi han lå langt nede..
Jeg var desværre sprækket temmelig meget så jeg nåede kun lige at få Sebastian over på maven et øjeblik og blev så syet i en time.! Det er noget ubehageligt - Der kunne jeg sg.. ha´ brugt lidt lattergas!
Jeg har altid sagt, at jeg skulle have været igennem en rigtig fødsel før jeg kunne føle mig som en kvinde.. Den oplevelse fik jeg altså den 21. marts 2000 - 5 dage før hans brødre blev 3 år. Så nu ser vi frem til en masse fødselsdage!!
Min søn Sebastian vejede 3700 gram og var 52 cm. lang da han kom til verden. Vidunderligt!
