gravide drikker for meget alkohol
24. april 2005

De sidste ti år er kvindernes forbrug af alkohol vokset, så det er næsten lige så stort som mændenes.
Også blandt gravide er indtagelsen af alkohol steget og ikke alle gravide følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om højst at drikke en genstand hver anden dag.
Mange gravide får sig et dagligt glas rødvin eller mere – og det kan være skadeligt for fosteret som kan fødes med misdannelser, organskader eller hjerneskader, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Således vurderer overlæge May Olofsson fra Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital, at der i hele landet hvert år fødes godt 2000 børn, som har stor risiko for at få skader, fordi mødrene har drukket for meget alkohol under graviditeten. Som følge heraf vil Hillerød Sygehus nu i en forsøgsperiode bede alle gravide udfylde spørgeskema om deres brug af rusmidler.










































