stedsøn

Jeg har siden 1. maj boet sammen med min nye kæreste (40 år) og mine to døtre på 9 år og 14 år.

Det er gået over al forventning - pigerne er glade for min kæreste, de har et godt forhold til deres far (som bor i København) - selvfølgelig savner de ham indimellem, men de trives og ønsker ikke at flytte tilbage til København, selvom det var en mulighed - vi bor på Fyn, men har kun været her i 2 år.

Hver 2. weekend kommer min kærestes søn på 4 år. Han er født under meget vanskelige forhold i 30. uge og hans mor kan ikke få flere børn - han er derfor enebarn og eneste barnebarn hos sine bedsteforældre.

Han er en meget kær og kvik dreng - og i mine øjne meget meget forkælet, hvilket jeg også mener skyldes hans opvækst.

I starten når han kom til os, gik det vældig fint - han ville meget gerne være sammen med mig og jeg med ham - vi bagte, gik i svømmehallen alene osv osv. men pludselig er det skiftet - nu ignorerer han mig 100%. Svarer ikke når jeg spørger om noget, ser ikke på mig og hvis han gør er det et helt koldt blik, slår ud efter mig, går ud af rummet når han ser jeg er der osv osv.

Jeg har forsøgt med alt det gode men det virker ikke - seneste taktik har været at ignorer ham, men intet virker. Al dette påvirker stemningen i hjemmet - jeg bliver frustreret - ked af det – Men kæreste bliver stresset og pleaser sin søn endnu mere og mine piger bryder sig ikke om at være der.....så det er en rigtig ond cirkel!

Hvad gør jeg ?

Mange hilsner og på forhånd tak

_________________________________

Kære du

Sikke en situation I er havnet i - og alt dette sikkert fordi du kun har forsøgt at være imødekommende og kærlig ved drengen.

Men det er jo sådan, at man i starten, for at gøre et godt indtryk, går over sine grænser for at understrege sin imødekommenhed, og når man så senere i forløbet begynder at håndhæve sine grænser, så vil der lyde protester.

Barnet er kun 4 år. Når et barn på 4 år opfører sig som du beskriver, er det fordi det efterlyser grænser.

I virkeligheden spørger barnet: Må jeg ignorer dig? Må jeg lade være med at svare?

Og dit og Brians svar skal være et kærligt og meget bestemt: Nej!

Det er helt skævt, at et 4-årigt barn skal dominerer en familie, det kan han kun få det mere skidt af.

Og hans opførsel antyder ar han skidt. Små børn vil lige som alle os andre elskes, krammes og nusses ( til en vis alder) og hans opførsel har måske noget at gøre med loyalitet........

Husk: Hans opførsel er IKKE rettet mod dig personligt - selvom det virker sådan. Det er bare den eneste måde man kan reagerer på når man kun er 4 år.

Så fat med vanten!

Deklarer at nu skal I en tur i skoven. Tag ham med. Sæt ham – sikkert hylende og skrigende - ind i bilen. Kør langt ud i skoven og gå en lang tur. Lad ham være tavs, men fortæl ham bestemt (og kærligt) at du/I holder af ham, du/I er kommet for at blive, at du/I ville ønske at også han kunne bo hos jer, men at sådan er virkeligheden ikke.

Fortæl ham at det er okay at han bor hos sin mor, for hun elsker ham jo også. Gør ham opmærksom på at der i det hele taget er så mange der elsker ham og vil kramme ham.

Smil og nus ham lidt selv om han trækker sig.

Fortæl ham at I/du altid glæder dig til han skal komme, men du har på fornemmelsen, at det er noget i vejen? Sig til ham, at han altid kan sige det til dig og at du altid vil høre på ham uden at blive vred.

Det kan muligvis føles lidt omsonst at gå og snakke med ham, når han ikke umiddelbart reagerer og svarer dig. Men du skal vide at han har hørt det hele. Og det er en start.

Fortæl ham også at uanset hvor meget du holder af ham, så vil du have at han begynder at snakke med dig igen.

Smil og sig, at du glæder dig til, at ham der elskede at gå i svømmehallen kommer tilbage igen....

Inden dette, skal du have talt med din kæreste om problemet. Han er en del af problemet, i og med at han accepterer barnets opførsel. Det gør han muligvis fordi han føler skyldfølelse eller måske er han lidt konfliktsky på det område. Han tænker sikkert; ”Jamen, når han kun er hos os i weekenden, skal vi da ikke skændes.

Uanset hvad, skal han, som barets far, være med til at løse konflikten.

Du er nødt til at tage en snak med din kæreste. Lad ham forstå alvoren af problemet. Fortæl ham også hvad det gør ved dig, når han fralægger sig ansvaret.

Fortæl ham att du kan mærke noget af respekten ryger og som en konsekvens af denne følelse, får du mindre lyst til, at gå i seng med ham. Fortæl ham at han nu engang har valgt jer og at du føler han ikke bakker op omkring jeres fælles liv etc.

Spørg om han vitterlig tror at det vil gøre drengen godt, at have været årsag til at familien bliver splittet ad?

Spørg ham om han mener, at en lille bitte dreng skal have den slags ansvar. Gør ham opmærksom på at den slags oplevelser kan være med til at præge drengen senere i livet og give ham skyldfølelse.

Fortæl ham du godt ved det er svært, men at I kan gøre dette sammen.

Men først - tag en snak med dig selv og spørg dig selv hvor vigtigt er dette? Fylder det så meget at du er villig til at splitte familien ad?

Jeg tror hurtigt at du vil indse at det ikke er nødvendigt. Prøv dig frem og skriv gerne tilbage hvis du har brug for yderligere råd.