næseblod hos børn

Næseblod hos børn
Stort set alle børn vil på et eller andet tidspunkt få næseblod. Næseblod opstår, når de små blodkar inde i næsen brister. Det sker oftest når børnene slår næsen, enten ved fald eller slag. Andre årsager til næseblod kan være at barnet piller næse, pudser næse, eller det kan opstå spontant. Mange forældre vil også kunne opleve, at deres barn får næseblod i forbindelse med en skrigetur.

Næseblod hos børn er meget sjældent farligt. Det kan ofte se mere voldsomt ud, end det egentlig er – især når barnet samtidig græder. Ved at klemme om næsen og give barnet is i munden, vil dette i langt de fleste tilfælde kunne stoppe næseblødningen inden for ½ time. Barnets hoved skal bøjes forover. Hvis det bøjes bagover er der risiko for at blodet løber tilbage i svælget. Dette er ubehageligt og kan medføre at barnet kaster op.

Når næseblødningen er standset, er det vigtigt at barnet de næste par timer tager det med ro. Det må heller ikke pudse næse eller pille i næsen. Hvis barnet anstrenger sig eller begynder at græde, vil næseblødningen kunne starte igen. Hvis det sker, skal du blot starte forfra med førstehjælpen.

Førstehjælp:
- Tør det synlige blod væk med en klud eller papir
- Lad barnet pudse næse en gang
- Lad barnet sidde med hovedet bøjet lidt fremover.
- Klem med to fingre på siden af næsen.
- Giv barnet noget koldt i munden, gerne knust is eller en ispind. Is i munden vil få blodkarrene til at trække sig sammen og dermed hjælpe til at standse bødningen.
- Klem i mindst 10 min. Er blødningen ikke standset, klem i yderligere 10 min.
- Sørg for at berolige barnet. En blødning er sværere at standse hos et barn der græder eller skriger.

Søg læge eller skadestue hvis:
- Blødningen ikke er standset efter en ½ time.
- Hvis næsen er skæv.
- Hvis der stikker knogle frem
- Hvis der er tegn på hjernerystelse.
- Fortsæt med at klemme om næsen og give koldt i munden indtil I når frem til lægen.

Gode råd:
- Det er vigtigt at hovedet ikke holdes bagover, idet blodet så kan løbe tilbage i og ned i halsen. Dette kan fremkalde opkastning.
- Lad evt. barnet sidde med hovedet over en skål, så det kan spytte blodet ud.
- Får dit barn uden grund ofte får næseblod, kan det være en god idé at snakke med barnets læge.

OBS:
Er næseblodet opstået i forbindelse med et kraftigt slag mod hovedet skal du være opmærksom på tegn på hjernerystelse.

Bog om førstehjælp
Læs Henrik Torups bog