Vil du med på en ”Silent Walk”?

Har du brug for fordybelse? Trænger du til at komme ned i kroppen og få ro på øverste etage? Savner du stilhed? Så er Silent Walks – gåture i stilhed - måske noget for dig. 

Zennie Bonde Mogensen fra Kropsinstituttet har stiftet foreningen Silent Walk Society, hvor du hver tirsdag i tidsrummet 17-18 har mulighed for at deltage i Silent Walks rundt omkring i landet. Gåturen afsluttes med en fælles meditation. Zennie har samlet en masse inspirerende mennesker, der tilbyder at gå tur sammen med dig rundt om i landet. Det er GRATIS, men både givende og godt.

HVAD DU BØR VIDE OM SILENT WALKS:

VI GÅR I AL SLAGS VEJR
Vi går i samlet flok i fuldkommen stilhed i ca. 45 minutter. Det her er DIG-tid. (hunden må du lufte senere) Vi afslutter med en hjerte-øvelse og andet der måske vil inspirere dig – øvelser der kan fylde dig med glæde til næste gang vi ses.

PRÆMIS
Lad mobilen blive i bilen eller hjemme.  Forskning har vist, at naturens egenskaber ikke har den store effekt, hvis man bærer rundt på sin smartphone, iPads og pc.

MOD STRØMMEN
Jeg tror på, at vi hver især bliver lykkeligere af at dele. Alle har noget guld at dele ud af. Jeg elsker at give og har delt ud hele mit liv. Det er det der gør mig glad – så derfor vil jeg have fokus på at gøre det endnu mere. 

GIVER DU DIG SELV DEN RO DU HAR BRUG FOR?
Brug naturen som dit mentale fitnesscenter og tag dine problemer med på gåtur. Naturen skaber et rum, hvor tingene flyder mere frit. Naturen kan give dig en følelse af at være tryg. Derfor kan naturen også virke befordrende, når det handler om at tackle personlige problemer, man måske går og tumler med. Løsninger kan man sjældent tænke sig til, de popper op, ud af det blå, når vi giver plads til stilhed og ro. Naturen er storslået, og når vi er til stede i den, påvirker den os på flere måder. Den kan gøre os mere empatiske og tillidsfulde. Den kan reducere stress og den påvirker vores helbred. Forskning har vist en positiv effekt på immunforsvaret ved længere ophold udenfor.

Her kan du deltage i Silent Walks:

Charlottenlund
Frederiksberg
Helsinge
Hornbæk
Horsens 
Holbæk
Lyngby
Kerteminde
Kbh. NV
Randers SØ
Roskilde
Rold Skov
Sønderborg
Vejle
Viborg

MERE INFO: Du kan læse meget mere om Silent Walks og om, mødested og hvordan du tilmelder dig på www.silentwalksociety.com

Pernille Lewinsky Kofoed

Pernille er freelance journalist og sideløbende med skriveriet underviser hun i yoga. Hun brænder for sundhed i bred forstand og har derfor gennem mange år skrevet om kost, motion, psykologi, yoga og mental sundhed for en lang række ugeblade og magasiner.