Vandmelon, jordbær og banan smoothie

Smoothies er både læskende og sunde - og det bedste er, at listen over smagsvariationer er endeløs. Her får du en variant med Jordbær, banan og vandmelon - og med den et par gode tips til familiens smoothies generelt. Mums!, - og god fornøjelse.

Smoothie med vandmelon til 4 personer

• 300 g skrællet vandmelon uden kerner
• 2 modne bananer i mindre stykker (ca. 150 g)
• ½ liter yoghurt
• 10 frosne jordbær
• 10 isterninger

Sådan gør du
Skær vandmelon og bananer i mindre stykker og blend dem sammen med resten af ingredienserne. Hæld smoothien i kolde glas og drik den straks, evt. af sugerør.

 

VIDSTE DU?
At smoothiens / frugtdrikkens oprindelse går helt tilbage til de sene 1960’ere i USA, men det er først inden for de seneste år, at drikken med det lidt sære navn er blevet en af danskernes foretrukne mellemmåltider.

Du kan nemt og hurtigt lave en smoothie selv. Det eneste køkkenredskab, du skal bruge, er en blender. Fordelen ved smoothies er, at listen over smagsvariationer er endeløs. Frugter, krydderurter, grøntsager, juicer og mælkeprodukter kan sammensættes i utallige kombinationer. Det er kun din kreativitet, der sætter grænser for, hvordan du skaber din helt egen yndlingsdrik. Du kan således indtage de varme sommerdage med lækre og forfriskende smoothies, som har netop den smag, du bedst kan lide. Og har du en sød tand, kan smoothien være et friskt og lækkert alternativ til sommerens isfristelser.

 

Gode smoothie tips
• Anvend modne frugter. Det giver den bedste smag.
• Frys smoothien i ispindeforme, og du har en sund is med din yndlingssmag.
• Hav altid blenderen stående fremme, så du nemt og hurtigt kan blande en smoothie.
• Lav gerne en hel kande, når du først er i gang, så der er til hele familien. Vær opmærksom på, at smoothien kan skille, hvis den ikke drikkes med det samme. Pisk den gerne op lige inden servering.

Følg os