Tag vandhullet med hjem i stuen

Frøen Arthur bliver til: Selvom den lille frø endnu kun er en lille prik i sit gele-agtige æg, så kan han jo godt få et navn ...

Livet i vandhullet - helt tæt på
Med forårets sol og varme er der endelig kommet gang i de danske søer og vandløb. Og det er en stor og fascinerende oplevelse for børn, at se og opleve de sjove vandinsekter på tæt hold. Så grib fiskenettet og tag på opdagelse ved det nærmeste vandhul.

Følg udviklingen fra æg til haletudse
I vandhullet kan I finde flotte skorpiontæger, vandnymfelarver, snegle, rygsvømmere, igler, vandkalve og de sære vårfluelarver, som bor i små hylstre bygget af plantematerialer fra vandhullets bund. I kan også være heldige, at se en salamander, en svømmende frø - og endelig er det blevet så lunt i vejret, at ynglesæsonen for frøer og tudser er i gang. Det betyder, at man lige nu kan finde klumper af frøæg og lange slimstrenge af tudseæg mellem vandplanterne. I må gerne tage tage lidt af vandhullet med hjem, så I kan følge med i den spændende udvikling fra æg til haletudse. Skov- og Naturstyrelsen bekræfter nemlig, at man gerne, i begrænset omfang, må indsamle æg af brune frøer og "låne" dem med hjem, så de kan studeres på nært hold.

Forbered ekspeditionen
Vil man gerne have frø-æg med hjem fra vandhullet, så anbefaler Skov- og Naturstyrelsen, at man i god tid indretter et vandhuls-akvarium til det spændende scenarium. Det kræver ikke det store udstyr og det er forholdsvist nemt at passe.
Sådan gør I: Få fat i et akvarium - de er tit til salg for en billig penge. Akvariet behøver ikke være stort: 10-20 liter er fint. Stil akvariet solidt og stabilt, gerne et sted med dagslys, dog ikke i direkte sol. Læg skyllet grus i bunden og fyld akvariet med vand fra vandhanen. Lad det gerne stå en lille uges tid, inden I tager ud og fanger dyr til akvariet. I den tid kan I jo tage en tur på biblioteket og læse bøger om vandhulsdyr og vandhulsakvarier.

Afsted med net og saftevand
Tag på ekspedition til det lokale vandhul. Er vandhullet privat, så husk at indhente tilladelse til at I må fiske der. Husk gummistøvler, net og syltetøjsglas - og naturligvis kaffe eller varm saft på termokande, drikkevand og måske et par pølsehorn. (Opskrift: Hjemmebagte pølsehorn).
Find lidt vandplanter og fang lidt dyr - f.eks. 5 - 10 haletudser eller nogle af de mange små krible-krabledyr og tag dem med hjem til akvariet.
Hvis der er stor forskel på temperaturen i posen og i akvariet, er det en god ide at lade vand og dyr hænge i vandoverfladen i akvariet et kvarters tid så de vender sig til temperaturen.
Haletudser og mange af smådyrene kan fodres med fiskefoder fra en dyrehandel. Rovdyr, som f.eks. guldsmedenymfer, spiser haletudser og vandinsekter. Naturen er barsk, men spændende!
Når haletudserne er ved at blive til frøer, så skal de sættes tilbage på fangststedet.

Rigtig god fornøjelse!