Sådan styrker du barnets finmotorik

Mens nogle voksne synes, det er sjovt at lege, så føles det for andre meget unaturligt at sidde og tegne eller bygge Lego i timevis. Hvis du ikke finder glæde ved at lege, så prøv at lade være med at anstrenge dig for meget. Prøv hellere at gøre det, som du synes er sjovt – sammen med dit barn, så vil din glæde smitte af på barnet. Det kan f.eks. være at tage dem med i køkkenet og andre daglige gøremål.

I 4-5 års alderen begynder de fleste børn at udvise en større interesse for stillesiddende lege, som udfordrer deres finmotorik. Gennem legen øver de sig på at koordinere de små og præcise bevægelser, som de blandt andet skal bruge, når de i skolen skal i gang med at skrive bogstaver, tegne og lave håndarbejde.

Som forældre fungerer vi som forbillede og rollemodel for vores børn. Vores børn påvirkes af vores interesse og engagement, og vi har derfor rigtig gode muligheder for at øge vores børns motivation for at lære. Samtidig viser erfaring at børn indlærer i høj grad, når det sker i samspil deres forældre, og derfor kan en målrettet indsats fra forældres side, have stor indflydelse på barnets lyst til at tilegne sig nye færdigheder.

4 gode aktiviteter som styrker finmotorikken

  1. Tag barnet med i køkkenet, for her er der mange opgaver, som styrker finmotorikken. Lad f.eks. barnet skrælle kartofler, smøre smør på rugbrødet, pakke madder ind i madpakkepapir ælte dej og forme frikadeller.
     
  2. Lad barnet hjælpe til. Børn i 4-5 års alderen nyder som regel at hjælpe til, og soler sig i jeres beundring. Lad f.eks. barnet være med når der skal sættes klemmer i vasketøjet, når der skal tørres borde af, foldes servietter, dækkes bord osv.
     
  3. Sørg for at der er adgang til gode hobbyting, som perler i størrelser, der passer til barnets alder, kulørt papir, limstift, små æsker til at dekorere, perlesnore, perleplader mm. Køb gode farver, malesager eller tusser, så barnet kan lave tegninger, der er farverige og flotte. Husk at barnets saks, skal passe i størrelsen til barnets hånd. At klippe med en saks er svært og stiller store krav til fingermotorik, styrken i tommelfingeren og øje-hånd-koordination.
     
  4. Knapper og perler. Perler og knapper er dejlige at kigge på og røre ved. At lave perleplader, sætte perler eller knapper på snor, eller klistre dem fast på æsker eller rammer er gode udfordringer for finmotorikken.

 

Børn har fra naturens hånd en indre drivkraft og nysgerrighed, der motiverer dem til at lære og eksperimentere. For de fleste børn, vil interessen for at sidde og koncentrere sig om at tegne eller bygge Lego komme af sig selv, når de udviklingsmæssigt er klar. Alligevel skal man som forældre altid holde øje med, at barnet udvikler sig alderssvarende. For selvom der kan være individuelle forskelle på, i hvilket tempo og i hvilken rækkefølge, barnet tilegner sig nye færdigheder, så er der færdigheder, som er vigtige at barnet mestrer f.eks. i forbindelse med skolestart. Har barnet ikke tilstrækkelig styr på finmotorikken, når det starter i skolen, og er barnet ikke vandt til at sidde stille og koncentrere sig om en opgave, kan skolestarten blive en så stor og krævende udfordring, at det vil forstyrre indlæringen og hele den gode oplevelse, det gerne skal være, at starte i skole.

 

Følg os