Robot kostume til fastelavn

Med masser af leg og sjov, udklædning, fest og fastelavnsboller, er der ikke noget at sige til, at Fastelavn for børnene er en af årets absolutte højdepunkter. Og nu er det atter tid til at overveje, hvad man skal være. Skal man være et farligt monster, en drage, prinsesse eller hvad med en robot!?

Her får du opskriften på en vaskeægte robot, som I selv kan lave. Det er hverken dyrt eller svært.

Det skal du bruge
Kasse, sølv maling, engangsfolieforme (runde og firkantede), ca. 100 stk. lysmanchetter, sølvfarvet lædersnor, cykellygter, 1 m velcrobånd og papirbindere.

Værktøj: Hobbykniv, limpistol, syl, pensel, hultang og saks.

Hoved
Fold ca. 100 stk. lysmanchetter på midten. Lim dem rundt i kanten på en rund folieform. Lim en række under den første række, og bliv ved til hovedbeklædningen er lang nok. Ved ansigtet stoppes efter 3 rækker.

Krop
Skær bunden ud af kassen. Skær to cirkler ud af kassens sider til armene. Skær et hul ind i kassen til halsen. Åben kassens bagsiden, så man kan gå ind i dragten. Mal kassen sølvfarvet.

Lim lysmanchetter på kassens hjørner. Lim en foliebakke på robottens forside. Pynt den med papirbindere. Lav 6 huller med syl på robottens forside. Sæt et låg til en foliebakke fast med papirbindere i hullerne. Lav 2 huller i låg og kasse til lommelygterne. Pres lygternes lamper igennem hullerne og tape dem fast på kassens inderside. Lav huller i robotten til ledninger. Før lædersnoren igennem hullerne, og bind en knude på indersiden.

Klip kanten af en rund folieform. Klip den over i 2 dele. Lim den på den øverste del af hullerne til armene.

Ben
Klip enderne af en firkantet folieform. Lav to huller med hultangen i bakkens sider, til at sætte velcrobåndet fast i. Klip to stykker velcrobånd på 10 cm. Lav et hul i båndenes ender. Sæt bånd og bakke sammen med 4 papirbindere.
 

Sabine Lemire

Sabine Lemire er stylist og særligt dygtig til børneaktiviteter, mad og indretning. Hun har udgivet et hav af bøger fyldt med kreative idéer til hele familien. Alle kan købes på Lemire.dk.