Ok ikke at være den perfekte mor
At blive mor er en stor og berigende oplevelse. Men for de fleste, er det ikke udelukkende lykke - det er også en følelse af chok, hårdt arbejde og usikkerhed. Næsten enhver fødsel og ethvert moderskab indebærer, at nogle drømme brister, og at tingene bliver anderledes, end man havde forventet.
Mange kvinder forsøger at lægge skjul på de knapt så lykkelige sider af moderskabet, og det er en skam. At blive mor er en modningsproces, som giver en stor styrke, når man også accepterer, at der følger svære følelser med denne store omvæltning i livet.
Er jeg god nok?
Jeg oplever i min praksis, at mange kvinder er tynget af dårlig samvittighed, fordi de er i tvivl om, hvorvidt de klarer deres moderskab godt nok. Er de gode nok?. Mange nybagte mødre er ikke opmærksomme på alt det, som de gør godt for deres lille barn, da det for de fleste sker helt naturligt og spontant, og derfor blot er en selvfølgelighed, der ikke er opmærksomhed omkring.
Svært at leve op til idealbilledet
I dag er der skabt et idylliseret billede af, hvordan det er at være gravid og blive mor. Magasiner og ugeblade fremstiller ofte den gravide og nybagte mor, som en kvinde, der kan klare alt, og som er ovenud lykkelig, i fuld harmoni og fyldt med overskud. Det er det billede, gravide og nybagte mødre forsøger at leve op til.
Men det er ikke den hele sandhed, om at være en perfekt mor, det ved de fleste af os egentlig godt. Men det kan være svært at tale om. Vores store og høje forventninger til os selv er helt urealistiske. Men alligevel er det med til at lægge et stort pres på os, når vi er gravide og befinder os i det tidlige moderskab, fordi vi (helt forpustet og unødvendigt) forsøger at leve op til det.
For høje forventninger
For høje forventninger
Min oplevelse er, at nybagte mødre sætter forventninger til sig selv om at klare det hele på alle fronter, som inden de fik barn. Det kan man ikke! Det er at sætte alt for store krav til sig selv. Livet ændres, du bruger de fleste af dine kræfter på at være mor, og det er helt ok og lige som det skal være. Det er helt andre ting som nu er betydningsfulde
- Giv dig selv lov til IKKE at kunne klare alt ting på samme måde, som inden du blev mor.
- Giv dig selv lov til at sætte tempoet ned, få sjælen med - og husk dig selv og hinanden på, at den perfekte mor ser ikke ud på en bestemt måde. Hun ser nemlig ud både som dig og som de fleste andre mødre.
Hver ting til sin tid
Før i tiden var der et ordsprog gældende, der hed: Hver ting til sin tid. Det var tilladt at nogle ting stod på stand-by, og det var accepteret, at det krævede en masse tid at være nybagt mor. I dag er det som om ordsproget fået en ny ordlyd: Alting til enhver tid.
Lad ordsproget leve i gammel form: Giv dig selv lov til at være i det du naturligt er mest optaget af, både på det praktiske og psykiske plan, når du er nybagt MOR.