Økonomisk pladssluger

Tekst og foto: Per Kuskner
Test: Mazda CX-5 2,0 Diesel Skyactive 6 gear.

Når bilproducenter beskriver deres modeller som værende med ”helt ny teknologi” , er det ofte før sete komponenter og ”gammel vin på nye flasker”. Men i tilfældet med Mazdas Skyactive, som så dagens lys i 2011, er der vitterligt tale om helt nye opfindelser. Skyactive er et koncept, som ved hjælp af letvægtskomponenter, nye gearkasser, motorer og meget andet har det formål at gøre bilerne mere dynamiske, lettere og frem for alt mere brændstofvenlige – uden det går ud over den gode sikkerhed.

Brændstofvenlig er barneguiden.dk’s testbil da også. Med en vægt på kun 1430 kg. for en stor rummelig SUV er CX-5’erens brændstofforbrug nede på ca. 21,7 km/l – ganske fremragende. Fuld lastet og på motorvejen med sømmet i bund er det noget lavere, men vores testbil klarede ved blandet by- landevejs- og motorvejskørsel alligevel 18 km/l med flere personer om bord.

Dieselmotoren er – om end noget støjende ved topfart – behagelig og med et godt moment. Den har selvfølgelig stop-and-go-teknik, hver gang man stopper ved et kryds går motoren ud, og et let ryk på enten rattet eller tryk på speederen er den i gang igen. Man sidder behageligt højt oppe over vejen og har det gode overblik som i de fleste andre SUV’er.

Materialevalget er pænt, selv om enkle knapper virker lidt plasticagtige i kvaliteten, men prisen taget i betragtning lever man gerne med det. For månedens familiebil fås fra kun 329.997,- kroner. Det samme som man betaler for en mellemudstyret VW Golf. Og i Mazdaen er her oceaner af plads. Også til fem voksne.


Testbilen var med 6 behagelige letgående manuelle gear og forhjulstræk. Den fås også med både automatgear og firehjulstræk, men medmindre man er fritidsjæger, har sin egen grusgrav eller ynder at køre ud over stok og sten så nøjes med forhjulstrækket. Det gør den billigere i både anskaffelse og brændstof. Og dynamikken og køreegenskaberne er stort set de samme – medmindre man udfordrer de mudrede markveje.

Følg os