Nye kartofler med variationer

I sommermånederne, hvor vi kan nyde friskopgravede kartofler, er det helt enkelt at tilberede de små lækre knolde til familien. Her får du 3 variationer.

Den super enkle
Skrub eller skrab de nye kartofler og læg dem i en gryde. Overhæld dem med kogende vand, tilsæt havsalt og lad kartoflerne simre i ca. 8 minutter. Tag gryden af varmen og lad kartoflerne trække under låg i 8-10 minutter mere - alt efter størrelse. Prøv med en kødnål, om de er møre og hæld så straks vandet fra.

Server med frisk smør og hakket persille, fintsnittet purløg eller fintsnittede forårsløg.

Server med creme
Brug f.eks. kvark 1% og rør den sammen med friskhakkede krydderurter efter inspiration, eller hvad du nu har af krydderurter.
Særligt godt er: løvstikke, estragon, rosmarin, dild og persille.
Smag til med salt og peber.

Du kan også bruge creme fraiche, og har du ingen skrypler, er den fuldfede selvfølgelig god. Lidt rygeost i cremen giver en let røget smag, der også klæder kartofler.

Bland krydderurterne eller bliv i den enkle med én slags. Lav evt. en ren brøndkarsecreme - det smager skønt.

Alt efter temperament kan man røre dagens creme med hvidløg, chili, madagaskarpeber - find selv på flere.

I ovn
Og så kan de nye kartofler faktisk også bages i ovnen: Vend rensede kartofler med god olivenolie, salt og peber og bag dem på en bageplade med bagepapir på 200 grader i ca. 20 minutter.

Følg os