Medbestemmelse er et plus

Danske børn bliver i stor stil taget med på råd, når familien skal købe produkter til hjemmet eller vælge destinationen for den næste ferie. Især er de med til at bestemme det nye legetøj, mens far og mor selv vælger familiens nye smartphones. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Nickelodeon, der er et af verdens største netværk af underholdning for børn. Ifølge en ekspert gør medbestemmelse børn bedre i stand til at gennemskue forbrug og blive bedre forbrugere.

Har du taget dit barn med på råd, når I skal købe nyt legetøj, vælge vinterjakke eller beslutte hvor næste familieudflugt skal gå hen?
 
Så er du langt fra alene. Næsten alle danske børn (97 pct.) bliver nemlig taget med på råd af deres forældre, når der skal købes ting eller oplevelser til familien. Det viser den nye europæiske undersøgelse ”Little Big Influencers” foretaget for Nickelodeon blandt 3.600 børn mellem 6-13 år og deres forældre, hvoraf 600 er fra Danmark.
 
Men selvom børnenes indflydelse er stor, så er det stort set aldrig børnene alene, der tager beslutningen om, hvad der skal købes i familien.
 
”Undersøgelsen viser noget, som mange børnefamilier nok kan genkende: nemlig at børn i dag inddrages i rigtig mange beslutninger, når der skal købes nye ting. Hvis man tror, at børn så har al magten i familien, tager man dog fejl. For selvom de yngste forbrugere har stor indflydelse, så træffes langt de fleste købsbeslutninger i fællesskab mellem børn og voksne,” siger Jenny Frisk, der er markedsdirektør for Nickelodeon i Norden.

Ekspert: vigtigt at lære børn at blive forbrugere

Forældrene inddrager hovedsagligt børnene af positive årsager. 84 pct. af undersøgelsens deltagere angiver, at de sætter pris på børnenes mening, når der skal købes nyt, og 32 pct. mener ligefrem, at børnene ved mere om produkterne, end de selv gør. 45 pct. mener, at det gør det nemmere at handle, når børnenes mening tages med i betragtning.

Ifølge Charite Bertelsen, der er indehaver af markedsanalysefirmaet KidsXray og ekspert i familiers og børn forbrug, er det vigtigt at forældre i dag tager ansvar for at uddanne deres børn til velorienterede forbrugere:
 
”I vores moderne samfund stilles vi hele tiden over for valg. Derfor er det positivt, at forældre inddrager deres børn i nogle af familiens beslutninger om indkøb, så børnene lærer, hvordan man tager stilling på en god måde. Det er dog vigtigt, at børn ikke skal tage stilling til ting ud over deres fatteevne. De skal ikke bestemme, om de skal have en ny vinterjakke, men de kan godt være med til at bestemme farven eller modellen,” forklarer Charite Bertelsen. 

Børn bestemmer legetøjet – far og mor smartphonen

Der er stor forskel på hvilke produkter, børnene har medbestemmelse over. Køb af legetøj er ikke overraskende det produkt, hvor flest børn – nemlig 86 pct. - tages med på råd af deres forældre. 80 pct. af danske børn har medbestemmelse, når der skal vælges oplevelser, mens 75 pct. spørges til råds, når der skal købes nyt tøj.
 
Omvendt bliver blot 37 pct. af børnene taget med på råd, når familien skal købe smartphones, mens endnu færre – 34 pct. – har indflydelse på køb af anden forbrugerelektronik. Nederst på listen er valg af familiebilen, som 19 pct. af børnene har medbestemmelse på.
 
Undersøgelsen bygger på interviews med 3.600 forældre og børn fra 6-13 år fra Danmark, Holland, Belgien, Sverige, Tyskland og Polen. 600 er interviews fra Danmark.