Marcipanrulle med orangenougat og nøddekrokant

Denne rulle er skøn at have liggende, når julens gæster kommer på besøg. Du kan nemlig hurtigt finde den frem og skære det ønskede antal skiver.

Det skal du bruge
● 150 g Woodshade Organics mørk nougat
● 200 g Woodshade Organics Rigtig Rå Marcipan
● 1/6 tsk Urtekram Vaniljepulver
● Finthakket skal af 2 økologiske appelsiner + 2 spsk saft
● 40 g Urtekram Hasselnødder
● 40 g Økologisk rørsukker
● Lidt havsalt
● Woodshade Organics mørk overtrækschokolade

Nøddekrokant
Hasselnødderne ristes på en tør, varm pande til de bliver mørke, og skallen krakelerer, så den kan nulres af. Rul dem herefter i et stykke køkkenrulle eller lignende, så al den løse skal fjernes. Nødderne hakkes fint.

Hæld nu rørsukkeret i et helt tyndt lag på en varm pande. Lad det smelte og karamellisere. Tilsæt de hakkede nødder, bland rundt, og fordel massen på et stykke bagepapir i et tyndt lag. Drys havsalt over. Når massen er helt kold og sprød, hakkes den fint. Nu har du nøddekrokanten klar. Sæt til side.

Orangenougat
Den mørke nougat skæres i mindre stykker og smeltes over et vandbad. Appelsinskal og -saft samt vaniljepulver tilsættes, og der røres godt rundt. Lad køle lidt.

Marcipanen rulles ud i et rektangel, der er ca. 20 x 14 cm. Gerne på et stykke bagepapir. Brug en kniv til at rette til, så du har en regulær firkant.

Når nougatblandingen er blevet en smule mere fast, smøres den jævnt ud over marcipanenfirkanten. Nøddekrokanten drysses oven på nougaten og presses forsigtigt ned i massen, så den sidder bedre fast. Du bruger nok ikke det hele, og kan gemme resten til at pynte med.

Sæt firkanten i køleskabet eller et andet køligt sted, til nougaten har sat sig. Der skal nemlig rulles, og er nougatmassen for blød, maser du den ganske enkelt ud af rullen.

At rulle
Rul nu forsigtigt - du starter fra den lange side. Slår marcipanen revner, må du reparere den undervejs. Sørg for at rulle stramt, så der ikke kommer luft mellem lagene. For at få rullen pæn og jævn kan det være en idé at rette til med bagepapiret omkring. Når rullen ser fin ud, pakker du den ind i bagepapir + en frysepose og kommer den i køleskabet et par timer eller mere. Den skal have lov til at sætte sig.

Tag rullen ud. Skær enderne til, så de er pæne og lige.

Overtrækschokoladen smeltes over vandbad, og pensles på rullen. Start med bunden, vendt rundt og fortsæt. Hurtigt - inden chokoladen størkner - drysses rester af nøddekrokant og evt. ekstra appelsinskal på rullen som pynt. Lad chokoladen størkne helt.

Tip
Er du mere til den almindelige lyse nougat, bør du nok holde lidt igen med vaniljepulver og appelsinskal. Smagen trænger bedre igennem, når kakaoprocenten er mindre. Smag dig frem!

De lækre ingredienser fra henholdsvis Urtekram.dk og Woodshade.dk kan bestilles via deres netshop.

 

 

Katrine Nielsen

Katrine Nielsen er journalist, blogger og mor til lille Bastian.

Katrine tester løbende produkter og skriver personlige anmeldelser til Barneguidens læsere, når hun altså ikke bager og laver mad og sørger for lækkerier til alle os andre på sin blog Katten & Sækken.

Følg os