Må børn tro på julemanden?

Alle ved vi – store som små - at julemanden er tyk, har langt hvidt skæg, har rødt tøj, små briller på næsen og en helt fantastisk mild og kærlig latter .... Ho Ho Ho.

Han bor i Grønland, hvor han hele året i sit juleværksted laver julegaver til alle jordens søde børn. Til jul rejser han rundt i verden i sin kane, som trækkes af hans rensdyr – og det er Rudolf med den røde tud, der er forrest i rækken af de mange rensdyr. Det er ren magi!

Samhørighed og fællesskab
Fortællingerne om julemanden, rensdyr og alle hans hjælpe-nisser frembringer for de fleste juleglæde hvert år. Det skaber et fællesskab, og det giver masser af glæde og begejstring til   vores børn.

Der sker simpelthen noget magisk med os alle, når vi taler om og fortæller historier om julemanden. Prøv at lægge mærke til, hvordan vores opmærksomhed med barnet bliver meget intens, når vi taler om julemanden, vi bliver meget lydhøre og meget nærværende. Måske fordi vi voksne er på opdagelse i, om vores børn stadig tror på myten.

Vores opmærksomhed bliver næsten, som når vi taler med et spædbarn, vi får et helt bestemt blik og stemmeføring.
Fantastisk og magisk!

Læg trygt fornuften til side
Det er jo bare en leg, vi har med hinanden – børn og voksne. Vores børn elsker det, og faktisk har de fleste voksne et barn indeni, der elsker det.
Det dur ikke at lægge en rationel tilgang for dagen. Her skal vi lægge fornuften til side. Lad troen blive - og myterne leve, de er med til at skabe en magi fyldt med eventyr af den dejlige slags. Den gode, den runde, den lattermilde og rare julemand er symbolet på noget, vi er fælles om i juletiden. Han er et fantasivæsen af den gode slags, der vil alle børn det bedste.

Børn har brug for gode historier, og brug for at lege. Min opfordring til alle forældre er, at fortælle alle de gode historier, de har om julemanden og alle hans hjælpere.

Når børn opdager, at det er en myte
Det er en del af aftalen, at børnene opdager, at det med julemanden, det var noget vi legede.
Erkendelsen af at julemanden ikke eksisterer, kommer ikke fra den ene dag til den anden, det er noget, der sker over tid med udviklingen og mor og fars hjælp.
Det kan godt være, at vores børn opdager, at det er Onkel Mads der er klædt ud, fordi de kan kende hans briller. Alligevel går der en rum tid, inden børnene forstår, hvordan det hænger sammen.
Nogle forældre spørger, om det ikke kan ske, at børnene mister tilliden til dem, når de har "løjet". Nej – det gør de ikke! Børn elsker historier og myter om gode personer, og specielt når de leger legen med mor og far. Børn kan fint håndtere, at det var noget vi bare legede og tager på ingen måde skade af den "barske kendsgerning".

Alle de gode historier fortjener at blive fortalt og gerne til vores børn, som elsker dem. Tænk bare på, hvordan du selv oplevede det med julemanden, da du var barn. Hvad var det, der virkede magisk for dig? Prøv at huske tilbage på, hvor dejligt du havde det med magien, historierne og forventningens glæde.

Om at dele ”voksenhemmeligheder”
Når børn holder op med at tro på julemanden, sker der noget nyt, som også er fantastisk.
Sammen med andre voksne har man nu en fælles "hemmelighed": man ved nemlig, at julemanden ikke findes i virkeligheden.
Mange børn forsætter dog legen lidt endnu efter ”opdagelsen”, ved at ”lade som om” de tror på det, men ved godt, at forældrene ved de ”lader som om”. Det er en ny form for magi, næsten et helt overgangsritual til voksenverdenen.
Måske ”lader de som om”, for ikke at ødelægge oplevelsen for mindre søskende. De forstår de voksnes spilleregler og accepterer, at vi leger at julemanden findes.

Børn elsker at tro på julemanden, og der er ingen børn, som tager skade af at miste troen igen.
De får blot en anden opgave, nemlig at fortælle myten videre til dem, der endnu er for små til at forstå.
De store børn bliver de nye historiefortællere - og det er ren magi!

Glædelig jul.

Psykolog og familierådgiver Charlotte Clemmensen

Charlotte Clemmensen er Familieguidens fast tilknyttede psykolog og familierådgiver. Du kan skrive til Charlotte på brevkasse@barneguiden.dk. Hverken dit navn eller din e-mail vil blive offentliggjort - du er således helt anonym.

Profesionelt tilbyder Charlotte terapeutiske samtaler og rådgivning til enkeltpersoner, børn, unge, par og familier og har bred erfaring. Læs mere på Pyskologcc.dk og følg Charlottes blog Forældreklubben.dk.