Lav et levende fastelavnsris

En del grene fra haven springer ud med blade, gæslinger eller blomster, når de kommer ind i varmen. De ser rigtigt flotte ud som fastelavnsris pyntet med fastelavnspynt og slik.

Lad foråret springe ud indendøre
Foråret er lige om hjørnet, men det er stadig for koldt og mørkt at så og plante i haven. Men så er der heldigvis andre sjove projekter, som børn og voksne kan hygge sig med, og som samtidig giver lidt forårsfornemmelser både ude og inde.
En hel del træer og buske fra haven springer ud med blomster og blade, hvis man tager dem ind i varmen her i det tidlige forår. De kan fint bruges til et fastelavnsris, som vil få ekstra pynt og farver i form af forårsgrønne blade og nyudsprungne blomster, når grenene har stået et par uger inde i varmen.

Lakrødt fastelavnsris
"En af de nemmeste slags grene at bruge til formålet er forsytiagrene, som får knaldgule blomster", siger Ann Lilja fra Haveseskabet. "Skal der ekstra meget knald på farverne, så er grene fra rødgrenet kornel sjove at bruge. De lakrøde grene vil se rigtigt flotte ud pyntet med fastelavnsklip og slik og med kornellens grønne blade og hvide blomster", siger Ann Lilja.
Andre muligheder er grene fra pil (får hvide gæslinger), japansk kirsebær (lyserøde blomster), mirabel (hvide blomster) eller hestekastanje (store grønne knopper). Har man ikke disse planter i haven, kan grenene købes hos mange blomsterhandlere.

  1. Klip grenene i haven eller køb dem hos blomsterhandleren.
  2. Brus grenene over med vand, så undgår du, at knopperne tørrer ud, inden de springer ud.
  3. Skær grenene skråt af forneden og bank evt. enderne, så kan de bedre suge vand.
  4. Sæt fastelavnsriset i en vase inden døre, men stil dem gerne køligt indtil fastelavn, så holder blomster og blade sig friske længere.
  5. Skift vandet i vasen ind imellem, så det ikke kommer til at lugte råddent.

Start foråret
En anden idé til familiesjov er at tyvstarte foråret med en fin dekoration af forårsplanter til vindueskarmen.
"Der er et stort udvalg af forårsplanter at købe lige nu, så det er muligt at lave fine sammensætninger af fx hyacinter, anemoner, tidlige tulipaner, perlehyacinter og meget andet, der kan give forårsstemning i stuen. Børnene kan både være med til at vælge og plante planterne i krukken, så det kan blive et hyggeligt familieprojekt, som man kan lave selv om vejret er råt og vådt udenfor", siger Ann Lilja fra Haveselskabet.

Byg et kvashegn i haven
Et tredje og noget større weekendprojekt for hele familien er at bygge et kvashegn i haven. Det giver både sved på panden og god appetit til raske piger og drenge. Kvashegnet bygges ved at hamre lodrette pæle i jorden med passende mellemrum, og derefter stoppe grene, kviste og andet kvas ned mellem pælene.
"Det er ikke svært at bygge et kvashegn, og det kan blive ganske pænt at kigge på. Og efterhånden vil en masse smådyr, fugle og insekter flytte ind i hegnet", skriver havearkitekt Laila Sølager i Haveselskabets nyhedsbrev Haven Weekend.
Et kvashegn er en fin måde at slippe af med grenaffald fra vinterens beskæring af træer og buske.

God fornøjelse :)

 

Følg os