Kom godt i gang med hverdagen

Efter en lang og dejlig sommerferie, kan det godt være svært at komme i gang med hverdagen igen. Det er en stor omvæltning for hele familien, at gå fra afslappede feriedage tilbage til morgenrutiner, mødetider og madpakker. Lidt forberedelse kan betyde, at familien kan få en god og rolig start på hverdagen.

Jeg vil ikke i skole!
Mens nogle børn glæder sig til at komme i gang igen, så kan overgangen for andre, synes helt uoverskuelig. Her gælder det først og fremmest om at give barnet lov til at udtrykke sin bekymring og ængstelighed, så barnet oplever, at bekymringerne bliver hørt. Den bedste måde at få beroliget barnet er som regel stille og roligt at indstille barnet mentalt på hverdagen. Her er en stribe tips, som kan bane vejen for en god start:
∙ Øv skolevejen på gåben eller cykel
∙ Tag en tur forbi skolen eller institutionen og kig lidt på legepladsen
∙ Hyggesnak om gode oplevelser barnet har haft i institutionen
∙ Inviter en god ven fra institutionen eller skolen på besøg
∙ Tag sidste års bøger frem og gennemgå/bladr bøgerne igennem sammen med barnet
∙ Tjek penalhuset, spids blyanter og skift de gamle tusser ud
∙ Tjek tasken
∙ Køb en ny fin madpakke og snak lidt om, hvad der skal i den

Ekstra god tid om morgenen
Når vi skal finde tilbage til hverdagsrutinerne, drejer det sig især om at få en god start på dagen. Her kan det være en god ide, at stå lidt tidligere op end I normalt gør på en hverdag. Børnene har stadig ferien i kroppen og har også brug for længere tid til at komme op og i gang. Hele ferien har de kunne futte rundt i nattøj og hygget sig til langt op på formiddagen og der har været masser af tid til både leg og morgenmad, inden de skulle i tøjet. Ved at stå tidligere op, kan I få lidt tid til hygge og ferietempo de første morgener efter ferien.

God tid til aflevering
Tag dig ekstra god tid til at få afleveret børnene i institution eller skole. Hjælp barnet på plads, tag dig tid til at snakke lidt med de andre børn eller forældre, hils på pædagoger eller lærere. Hent barnet lidt tidligere den første dag.

Og så kan vi alle glæde os til næste ferie :)