Julegaver med perleplader
Perleplader er en god og billig aktivitet og for kun 100 kr. er man godt i gang. Bogen Perleplader byder på et væld af fine mønstre og motiver, som børn fra 5-6 år umiddelbart kan kopiere og forære væk som gaver. Vi synes særligt godt om idéen med billedrammer og bringer den her, så I måske kan nå at kreere et par stykker som kan lægges under træet med et foto i.
Når I kreerer jeres billedramme kan I virkelig boltre jer i smukke mønstre: køkkentern, striber og diamantmønster (som vist her), eller find på andre med blomster, hjerter, zigzag e.t.c.
Sådan gør I
Lav rammen først, mål inderrammen op og print derefter billedet ud fra computeren, så det passer i målene. De store rammer her er lavet til et standardfoto. Klip billedet 5 mm bredere end hullet i rammen. Lim det fast med kontaktlim. Forstærk evt. bagsiden ved at lime et stykke karton bagpå, der dækker både billedet og rammen.
Husk
Når rammen lige er strøget, er den meget skrøbelig, så pas på,den ikke knækker.
Tip
I skolen og i børnehaven bliver næsten alle børn fotograferet en gang om året. Ofte får man et ark med en masse små fotos. Lav en hurtig miniramme og giv portræt til en, I holder af.