Fru Hares gulerodskager

Fru Hares dejlige gulerodskager er fyldt med sunde solsikkekerner og revet gulerod. De kan bages både i en bradepande eller som muffins. Kagerne er velegnede til frysning, så bag dem i god tid, men smør først cremen på, efter at de er tøet helt op igen.

Til ca. 20 stk. skal du bruge:
– 300 g mørk farin
– 2 dl raps- eller majsolie
– 4 mellemstore æg
– 275 g hvedemel
– 1 tsk. vaniljesukker
– 2 tsk. bagepulver
– 1 tsk. natron
– 1/2 tsk. salt
– 2 tsk. stødt kanel
– 375 g fintrevet gulerod
– 35 g solsikkekerner

Til cremen skal du bruge
– 100 g flødeost
– 65 g blødt smør
– 125 g flormelis
– 1/2 tsk. vaniljesukker
– grøn frugtfarve
– smør til kageformen

Sådan gør I:
1. Pisk farin og olie sammen.
2. Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk, indtil blandingen er lys og luftig.
3. Bland mel, vaniljesukker, bagepulver, natron, salt og kanel. Vend i dejen og tilsæt til sidst kerner og gulerødder.
4. Fyld dejen i en smurt muffinform eller bradepande, ca. 25 x 30 cm, og bag ved 185 grader i ca. 45 minutter, eller indtil kagerne er gyldne og gennembagte.
5. Afkøl, pisk alle ingredienserne til cremen sammen og smør på kagerne.

KAGEPYNT
Stik f.eks. pindene ned i fru Hares gulerodskager. Bambuspindene er den samme type, som anvendes til frugt- og kødspyd.

Materialer
– papir
– blyant
– mønstret papir
– hobbylim
– saks
– bambuspinde

1. Tegn mønstret til ægget af på et stykke papir og klip skabelonen ud.
2. Tegn efter skabelonen et lige antal æg på det mønstrede papir og klip dem ud.
3. Put lim på bagsiden af et æg, læg en pind ovenpå og derefter et æg med den mønstrede side opad. Tryk æggene sammen omkring pinden og rundt langs kanten. Lad limen tørre.
 

 

Fra bogen "Kom med ud i naturen" af Inger Skaarup og Annemarie Jakobsen.

Følg os