Fristelser i have og på mark

I haverne og på markerne vælter grøntsagerne op af jorden netop nu. Aldrig er det mere skønt og lækkert end nu, hvor vi kan plukke ærter, høste tomater, grave kartofler op og plukke de dejligste bær!

SE:
 Online vejvisere til steder med Pluk-Selv & Grav-Selv

Børnene vil elske at deltage i høsten af det, I sammen skal spise! Der er nemlig mange gode grunde til at lade de mindste deltage. Hvis børnene er vant til, at frugt og grønt er noget, der lander på køkkenbordet i poser fra supermarkedet, er der al mulig grund til at gribe chancen og få jord under neglene. Børn har brug for at vide, hvor maden kommer fra, og her er især frugt og grønt nogle relativt nemme størrelser at have med at gøre. Det kræver ikke andet end et besøg i køkkenhaven eller en tur ud på landet, for at se, føle og smage på maden dér, hvor den kommer fra!

Når I sammen tager ud på landet, får I en utrolig intens og sanselig oplevelse i jagten på det, I vil høste. Der er garanti for sjov og spænding, alt i mens I sikrer jer aftensmaden!

Kartofler er oplagt at starte med for de små begyndere. Det er nemlig noget ganske særligt at grave efter guldet – altså i form af små nye lækre kartofler, der smager himmelsk nykogte. 

De fleste steder, hvor der er ”Grav selv” og "Pluk selv" er der som regel også en hyggelig gård butik eller anden salgsbod, hvor der kan købes andre lækkerier. De små vil elske gulerødder, der lige er trukket op af jorden, så de kan guffe som små kaniner!

Budskabet er, at I køber alt det, I overhovedet har lyst til, og bare nyder, at det bugner med friske grøntsager til gode priser. Tag for jer af retterne ved boderne ved landevejene.
Opsøg mulighederne for Grav-Selv grønsager og Pluk-Selv af ærter alskens dejlige bær! For det er en sjov, hyggelig og tit meget billig fornøjelse for hele familien. Langt de fleste børn  motiveres til at spise endnu mere frugt og grønt, når de selv har deltaget i høsten - og bliver mere dus med de forskellige råvarer. Børn er - heldigvis - uhyre kvalitetsbevidste, og netop derfor værdsætter de særligt det gode grønne, når de får lov at smage det i den bedste kvalitet: nyhøstet! Hvis I har mulighed, er det yderligere et plus at vælge økologisk.
 

Følg os