Blød blomkålssuppe med sprød bacon

Fra Anne Hjernøe´s kogebog "Hverdag" får du her en skøn opskrift på cremet blomkålssuppe - gerne drysset med bacon.

Det skal du bruge til 4 personer
1 stort løg

1 stort blomkålshoved (ca. 800 g)

ekstra jomfruolivenolie

ca. 1 l mild grøntsagsbouillon

1 dl piskefløde

flagesalt og friskkværnet sort peber

Drys
10 skiver bacon

2 bundter forårsløg eller et par porretoppe

1 lille bundt bredbladet persille

ekstra jomfruolivenolie

1 dl græskarkerner

flagesalt

 

Tilbehør

evt. rugbrød

 

Sådan gør du

Pil løget og skær det i tern. Skær blomkålen i mindre stykker. Kom olie i en gryde og steg løgternene, til de er glasklare. Steg blomkålen med i 5-6 minutter. Tilsæt grøntsagsbouillon

og kog, til blomkålen er helt mør.

 

Blend suppen med en stavblender, til den er ensartet i konsistensen. Tilsæt fløde og lad suppen koge op. Smag den til med lidt salt og peber.

 

Steg baconen sprød og knus den. Rens og hak forårsløg eller porre og persille helt fint.

Rist græskarkernerne sprøde i lidt olie på en pande og drys med salt. Server suppen med drys og evt. med lidt godt rugbrød til.

 

Mørk eller lys suppe?

Din rodfrugtssuppe, såvel jordskok- som blomkålssuppe, tager farve alt efter, hvor meget du steger dine ingredienser. Får de meget stegeskorpe og farve, bliver din suppe mere mørk i det. Den smager også lidt mere intenst. Det modsatte sker, hvis du steger dine ingredienser i kort tid, inden du hælder bouillon på. Hårdere stegning giver lidt mere smag til suppen.

Følg os