Aromatisk yoghurt med mysli

Det er ikke kun som duft eller i cremer at essentielle olier er lækkert. Faktisk kan du også bruge essentielle olier som en sund smagsgiver i din mad. Fra Sandra Pugliese´s nye bog  ”Essentielle olier i mad og drikke: Himmelsk smag og sundhed – i blot en dråbe” har vi her fornøjelsen af at bringe opskriften på din egen aromatiske yoghurt med mysli. Og det er bare lækkert, skulle vi hilse og sige. Velbekomme!

Det skal du bruge

4-5 dl yoghurt efter eget valg
2 spsk rødbedekrystaller, kan udelades eller erstattes af 2 tsk matchapulver
2-4 dråber olier*
evt. 2 tsk honning, gerne koldslynget 

Sådan gør du
Rør yoghurt med rødbedekrystaller, olier og honning og server den med mysli, friske bær, eller hvad du har lyst til.

* Brug olierne efter smag og humør. Start med en enkelt dråbe og tilsæt flere, hvis yoghurten ikke smager af nok. Fx ylang ylang smager vidunderligt i, og her er en enkelt dråbe nok. Ved citrusolierne kan det være, du skal bruge flere. 

Nem mysli til din aromatiske yoghurt

7 dl (glutenfri) havregryn eller andre flager
2 dl mandler eller andre nødder
1 dl boghvedekerner, kan erstattes af havregryn eller sesamfrø
1 dl honning eller ahornsirup
1 dl ekstra jomfrukokosolie
evt. 2 tsk stødt gurkemeje
evt. 2 tsk stødt kanel
eller
fintrevet skal af 2 usprøjtede citrusfrugter*
evt. frysetørrede hindbær eller jordbær 

Sådan gør du
Bland gryn, mandler og boghvedekerner. Varm honning op med olie og evt. krydderier.

Bland det hele sammen og bred det ud på en bageplade beklædt med bagepapir og bag det i en forvarmet ovn ved 175 °C i ca. 25-30 minutter. Vend det lidt undervejs.

Afkøl helt, inden du kommer det i glas til opbevaring. Tilsæt først frysetørrede bær, når myslien er helt kold.

* Hvis du ikke bruger krydderier, kan du blande citrusskal i, når det har været i ovnen, og inden du afkøler. Du kan også blande essentielle olier i. Det gør du så, når du varmer honning og olie. Her afhænger mængden meget af, hvilke olier du bruger – smag dig frem. 

Følg os