12 tips til restemad i julen

Lav klatkager af resengrødrest, brug rester af steg i en skøn salat, gem skysaucen til bouillon og brug overskydne kartofler i farsen. Her får du Birte Brorsons 12 inspirerende råd til anvendelse af restemad i julen:

1. Risengrød
Steg en pande klatkager: 2-3 dl risengrød røres med et æg, en sp.sk. mel, en sp.sk. sukker og evt. lidt vanilje, steges i smør på panden – opskriften behøver ikke at være nøjagtig, juster selv konsistens og smag med mel og sukker og evt. reven citronskal, serveres med syltetøj og evt. strøsukker eller sirup. Frygtelig usundt, men lækkert. Du kan fryse grøden og lave klatkager til januar, giv ungerne dem med på madpakken – sammen med masser af gulerødder og en humpel sprød hvidkål.

2. Risalamande
Tænk dig om og lav portionen meget mindre, end du plejer. Hvorfor skal vi blive dårlige for at lede efter en mandel? Risalamande er bedst, som den er, så giv gæsterne resterne med hjem. Du kan også nyde den næste morgen i stedet for din yoghurt eller til din eftermiddagskaffe. Ellers brug den i bolledej eller som fyld i en kage.

3. And, kalkun og flæskesteg
Det er skønt at gentage julemåltidet 1. eller 2. juledag. Spis kødet koldt, lun de brune kartofler, bras de hvide, varm sauce og rødkål og nyd at få gavn af den store køkkenindsats fra den 24. Er der ikke nok til et helt måltid, så brug flæskestegen til biksemad, eller rist skiverne og kom dem lune i en sandwichbolle med rødkål. Af and og kalkun kan du lave salat til julefrokosten: Pil al kødet fra skroget og skær det i strimler med de øvrige kødrester, bland med ultrafint snittet rødkål (eller hvidkål), skær små tern af æble og/eller appelsin og bland en dressing af olie, eddike, salt og frugtjuice eller koncentreret saft – f.eks. hyldeblomstsaft. Du kan også bruge en rest kirsebærsauce som dressing evt. med lidt citronsaft i. Hak evt. rester af tørrede frugter og nødder og drys på salaten som pynt.

4. Skysauce
Gem saucen i fryseren i passende portioner, den er fin til alle slags retter med fjerkræ og svin. Er du lykkedes med en rigtig god og kraftig sauce, kan du gemme den i isterningbakker som ”bouillon” til fremtidens saucer.

5. Brune og hvide kartofler
Prøv brune kartofler i skiver på rugbrød, pynt med syltet rødkål, asier eller agurker, pynt evt. med en sveske, hvis du har købt for mange. De hvide kartofler holder sig flere dage i køleskabet som pålæg eller til brasede kartofler. De kan også fryses, til du næste gang skal lave frikadeller. Mos dem ned i frikadellefarsen, det er sundt og klimavenligt at spare på kødet og det giver saftige deller. (Rester af ris, kartofler, bulgur og grøntsager kan erstatte 1/3 af kødet).

6. Rødkål, tyttebærsyltetøj og kirsebærsauce
Har du købt syltet rødkål, så gem den til frikadeller eller medister i januar eller som pynt på leverpostejen, den holder sig fint på køl i sin eddikelage. Har du meget syltet rødkål, kan det fryses. Rester af rå rødkål er fint til vintersalater: Snit det ultrafint og bland med ribsgele, tyttebærsyltetøj eller en rest kirsebærsauce, prøv evt. lidt citronsaft og hakkede nødder/mandler. (Hvidkål kan også bruges).

7. Rødvin
Sjatter af rødvin (eller anden vin) kan fryses i isterningbakker som ekstra skud smag, når du laver sauce.

8. Tørret frugt, chokolade, nødder og mandler
Prøv "Lises forvandlingskugler": Læg f.eks. tørrede dadler, figner, rosiner, abrikoser, svesker (uden sten og stilke) i blød i lidt æblejuice natten over. Blend sammen med juicen til en ensartet masse. Hak evt. chokolade og/eller nødder og mandler og bland i frugtmassen. Tril til kugler og vend dem i kokosmel, lakridspulver eller kakao. Giv gerne kuglerne ekstra smag af citronskræl, cognac, kakao eller overtræk dem med chokolade. Fint som gave!

9. Frisk frugt, mandler og kanelsukker
Du kan forlænge levetiden for æbler og pærer ved at tørre dem i tynde skiver i ovnen. Find opskrifter ved at google ”tørrede æbler”. Du kan skære de tørrede frugter ud til hjemmeblandet müesli, eller lav en snack af hele ringe drysset med kanelsukker, du har til overs fra risengrøden. Prøv bagte æbler med hjemmelavet marcipan: Halver æblerne, skær kernehuset ud med en skarp teske. Blend mandlerne til fint pulver, (du behøver ikke at smutte hinderne af først). Tilsæt ahornsirup til marcipankonsistens. Kom marcipanen i hullerne i æblerne og bag i ovnen til æblerne er møre og marcipanen gylden. Æblerne kan også bages blot med rosiner og en lille klat smør i hullet og et drys kanelsukker over. Spis måske flødeskum eller vaniljeis til.

10. Pålæg og ost fra julefrokosten
Skær alle resterne af kød i strimler, rist dem kort på panden og brug dem som pynt på en pizza, en grøntsagstærte, i et pitabrød eller rullet i en pandekage med sprød rødkål og andre grøntsager, gratiner i ovnen. Ost kan du rive og bage med i ovnen oven på pandekager, pizza, tærte etc. De bløde oste (hvidløgsost, gedeost, feta, brie m.v.) kan du blande med det øvrige fyld i tærter og/eller pandekager, de faste skærer du i tern). Du kan sagtens fryse resterne i et par måneder eller tre.

11. Brød fra julefrokosten
Lav croutoner af brødrester, især rugbrød er godt ovnristet i tern med god olie, fint salt og masser af hvidløg. Gem croutonerne i en kagedåse til næste gang, I skal have suppe, ellers spis dem som snack foran TV. Skærer du rugbrødsskiver i strimler og rister sprøde, som beskrevet, er de fine sammen med gulerodsstave som velkomstsnack til gæsterne serveret med en god dip.

12. Smør og krydderurter
Smør kan fryses og holder sig i op til tre måneder. Du kan også blande det med overskud af krydderurter. Hak urterne og bland det i smørret evt. sammen med lidt hvidløg eller en lille skefuld sennep. Så har du kryddersmør til kartoflerne i januar. Krydderurtesmørret kan også holde sig i fryseren. (Spar på krydderurter om vinteren, de kommer fra drivhus, som udleder meget CO2.)

Velbekomme og glædelig jul!

 

Følg os