Spædbarnskolik

Kolik, 3-måneders-kolik, tremånederskolik
Babykolik, også kaldet 3-måneders-kolik ses oftest inden for de første 3 uger af barnets liv. Ca. 15% af alle børn får babykolik. Ved et kolikanfald græder og skriger barnet. Barnet har knyttede hænder, og benene trukket op under maven. Hos nogle børn kan der høres maverumlen, og hos nogle børn er maven helt hård at føle på. Anfaldene kan være af meget varierende længde, men det enkelte barn har oftest sit helt eget mønster, dvs. at anfaldene kommer på et bestemt tidspunkt af døgnet.
Det kan være en meget voldsom oplevelse for en nybagt mor og far at stå med et lille utrøsteligt spædbarn i armene. Timers gråd kan få de fleste forældre til at føle sig magtesløse, opgivende – og få en til at føle at man mislykkes som forældre. Men det er vigtigt at huske..
● at kolik oftest forsvinder i 3-4 måneders alderen. Kun få børn har problemer helt op til 8-10 måneders alderen.
● at barnet er sundt og vokser sig fra kolikken

De bedst kendte årsager til kolik er:
● såfremt barnet bliver ammet, at barnet reagerer på mad- og drikkevarer, som moderen har indtaget
● at barnet reagerer på modermælkserstatningen
● at barnet har for meget luft i mave- og tarmkanalen

Hvad kan du gøre?
Hvis barnet græder meget bør du altid gå til lægen og få det undersøgt. En undersøgelsen kan vise, at dit barn ikke er alvorligt sygt, og lægen kan fortælle dig, om det er 3 måneders kolik.
● I nogle tilfælde vil lægen anbefale dig, at bruge Mylicon dråber til dit barn. Mylicon dråber nedsætter overfladespændingen i tarmen, hvorved den trykken, som er i tarmsystemet mindskes. Mylicon dråber virker bedst, hvis de gives 15 minutter før måltidet. Mylicon dråber kan købes på apoteket uden recept, men bør ikke anvendes til børn under 15 år uden lægens anvisning.
● Kamillete kan have en beroligende virkning - også på mave/tarmsystemet, hvorfor dette også kan forsøges. Kamillete kan gives i en sutteflaske – den skal naturligvis kun være håndvarm.
● Kiropraktik og zoneterapi hjælper ikke på kolik (iflg. Ugeskrift for læger 2004 166(05):367)
● Bade virker beroligende og afslappende på hele kroppen.
● En tur i barnevognen, uanset tidspunktet, kan også oftest have en beroligende effekt på barnet.
● Kolikbørn bryder sig oftest ikke om at være alene. De har brug for at have tæt fysisk kontakt. Prøv at tage barnet tæt ind til dig eller anskaf evt. en bæresele, så barnet kan sidde tæt ind til din krop. På denne måde bliver barnet samtidig vugget lidt frem og tilbage, hvilket virker beroligende på de fleste børn.
● Nogle børn kan ikke lide at sove alene og har også have brug for, at der her er nogle tæt ved dem.

Kan barnets gråd skyldes luft i maven?
Hvis du fornemmer at barnets gråd kan skyldes luft i maven, kan du forsøge at forhindre at dit barn sluger luft under måltidet.
● Hvis du ammer, er det vigtigt, at brystvorten placeres mod ganen dybt i barnets mund. Dette vil forhindre at barnet sluger luft. Husk samtidig at holde barnets næse fri, så barnet kan trække vejret.
● Hvis dit barn får sutteflaske, er det vigtigt, at flaskesutten hele tiden er fyldt med væske. Derudover vil det være en god ide, at bruge en sutteflaske med ventil, idet ventilen sikrer, at barnet ikke sluger luft.
Læs mere om gode sutteflasker hos Forbrugerinformation.dk.
● Hold barnet varmt og svøb det med et tæppe eller en dyne under måltidet. Dit barn fordøjer maden bedre, når det er varmt og afslappet. Barnet må selvfølgelig heller ikke have det for varmt. Du kan evt. mærke efter i barnets nakke - hvis barnets nakke er meget varm eller våd, har barnet det for varmt.
● Giv barnet mad så snart det vågner, så undgår du at det bliver sultent. Hvis barnet er for sultent, vil det, i sin iver efter hurtigt at få mad, sluge luft.
● Giv barnet flere mindre portioner. Barnet kan få kolik af at spise for meget, for hurtigt.
● Sørg altid for at barnet får bøvset efter måltidet. Giv jer god tid! Herved kommer barnet af med noget luft, som ellers senere vil kunne trykke i mave/tarmsystemet.
● Prøv at give barnet mavemassage. Du kan eventuelt bruge lidt massageolie. Brug 2-3 fingre og massér forsigtigt i cirkler rundt om navlen i urets retning. Det er vigtigt, at det gøres i urets retning, da det er i den retning maden og luften bevæger sig igennem tarmsystemet. Massage kan hjælpe maden og luften til at passere hurtigere gennem tarmsystemet. Snak beroligende med barnet imens og sørg for at du har øjenkontakt med dit barn. Det har stor betydning for dit barns tryghed.
● Gymnastik kan også være medhjælpende til, at mave-tarmsystemet aktiveres, hvorved såvel luft som afføring lettere passerer gennem tarmsystemet. Læg barnet på ryggen og tag fat i barnets lægge. Bøj og pres forsigtigt benene mod barnets mave og kør benene mod højre og nedefter, således at benene bliver strækket helt ud. Fortsæt mod venstre cirklen og bøj benene op mod maven igen.
● Du kan også lave cykelbevægelser med benene. Husk at gymnastik skal foregå stille og roligt og vær hele tiden opmærksom på barnets stemning.

Iagttag barnet
Kolikbørns anfald kommer ofte på et bestemt tidspunkt på døgnet. Iagttag barnet og se om du kan finde et mønster. Måske kommer anfaldene når der foregår for meget omkring barnet eller på tidspunkter hvor du selv er stresset. Forsøg evt. at ændre på rytmen, så der bliver mere ro omkring barnet og dig.

Før dagbog
Det kan være en god ide at føre dagbog over anfaldene. Formålet med at notere anfaldene er ikke, at grædeturene holder op, men når du får skrevet anfaldene ned og får et overblik over dem, vil du opleve at anfaldene gradvist bliver mindre og færre. Du vil oftest også kunne se et mønster i anfaldene, typisk er døgnmønstret: Barnets uro og den utrøstelige gråd begynder sidst på eftermiddagen og fortsætter aftenen igennem. Med dagbogen kan det blive lettere for jer at planlægge jeres tid og undgå aktiviteter i de tidsrum hvor anfaldene står på.

Kolik og rygning
Rygning genere dit barn, ligesom den kan genere andre mennesker.

Husk dig selv
Det kan være utroligt anstrengende, at have et barn, som græder en stor del af døgnet. Tag imod hjælp eller bed selv om hjælp til aflastning. Sørg for at få noget søvn, frisk luft, sund mad og rigelig med væske.
Forsøg hvis det er muligt at få lidt tid til dig selv. Gå en tur og gør noget rart for dig selv – og husk at minde dig selv om at det er en fase og at det går over.
Mere om: