søde sudanske salma!

Anmeldt af Nønne Lønne Votborg

Titel: Salmas første sne
Forfatter: Morten Dürr
Illustrationer: Peter Bay Alexanderen
Forlag: Carlsen
Bestilling: Online

Hvemve
Helt alene i verden. Håbløshed. Her er helle. Hjemve. Salma er en pige som alle andre. Sød, charmerende og dejlig. Som dit og mit barn. Men alligevel er hun ganske ualmindelig. For Salma kommer fra Sudan og bog nu i et flygtningecenter i Danmark uden sin far og mor. Hun er et uledsaget barn, som det så fint hedder. Derfor fortjener hun en bog!

Fokus på uledsagede børn
Hvert år kommer flere hundrede børn til Danmark uden deres forældre. I 2009 var tallet eksempelvis 602 børn. Disse børn og deres vanskelig livsvilkår har forfatteren Morten Dürr valgt at sætte spotlight på med bogen “Salmas første sne”, som er bind tre i en serie om nydanske børn. Det er en rigtig god idé!

Flygtningecenter
I bogen følger vi Salmas liv i et flygtningecenter i Danmark uden sine forældre. Salma deler værelse med en anden flygtningepige, der hedder Amina. På trods af forskellighederne har de to god støtte i hinanden. Salma venter på sin onkel, der bor i Danmark, men hvorfor kommer han ikke og henter hende? Hun ved kun, at hendes onkel hedder Muhammed og så har hun et billede af ham. Ulykkeligvis mister Salma billedet af sin onkel, netop som hun begejstret skal opleve sit allerførste snevejr.
Tasken med billedet bliver borte i sneen, og Salmas skrøbelighed bliver nu endnu tydeligere for den unge læser. Billedet er alfa og omega, fordi politiet skal bruge det til at bringe en efterlysning af Salmas onkel, så de to kan blive forenet.

Let læsningsbog fra Calsens stribede
“Salmas første sne” er en let læsningsbog for de mindre børn i indskolingen, og henvender sig også til nydanske børn. I tråd med målgruppens niveau ender historien med, at tasken bliver fundet så Selmas onkel dukker op.

Et vindue mod verdens forunderlighed
Virkelighedens Salma vil imidlertid ikke altid kunne regne trygt med at mor, far eller onkel dukker op. Vores verden er til tider ganske ubarmhjertig. Allerværst er det når uretfærdighederne er menneskeskabte eller vi fx ikke lever op til FNs Menneskerettigheder og FNs Børnekonvention. “Salmas første sne” er med til at sætte fokus på barnet bag formuleringen ”de uledsagede børn”, som vi indimellem hører så meget om. Vi får sat ansigt på børnene og de barske skæbner. Lad os håbe, at bogen er med til at disse børn får endnu mere støtte og opmærksomhed, så de i sidste ende kan blive behandlet som de har krav på jf. de humanistiske grundprincipper. Alle vil vi det jo Salma godt. Og alle de uledsagede børn gemmer på en historie, skæbne og et sødt ansigt. Som Salma. Tak for en flot bog!

Se også …:
Slip aldrig Samiras hånd
Da Fatima blev fugl

Mere om: