Sif Orellanas hjemmebagte fastelavnsboller

Det er fastelavn, og landet over kåres kattekonger og kattedronninger. Ungerne slår katten af tønden og vil ud at rasle i det sneklædte nabolag. Efter en kølig rasletur er det rart at komme hjem til varm kakao og hjemmebagte fastelavnsboller. Familiekogebogsforfatteren Pernille Sif Orellana og giver her tips til fastelavnsfesten og en spændende opskrift på Kaptajn Skjolds Fastelavnsboller.
”Der er ikke noget, der samler familie og venner bedre end varme hjemmebagte boller,” fortæller Pernille Sif Orellana. ”Og til fastelavn synes jeg, at det er oplagt med nogle hjemmebagte fastelavnsboller. Børn synes jo altid, at det er helt fantastisk at være med til at bage, og de går ekstra op i det, når de kan se, at fastelavnsbollerne skal bruges til deres egen lille fest”.

Nemt at bage
Selvom man i dag både kan købe færdige kostumer, tønder og fastelavnsboller, vil mange danskere gerne sætte deres eget præg på festen og gøre den mere personlig. Ikke alle kan sy eller lave en hjemmelavet tønde, men de fleste kan og vil gerne bage selv.
”Mange kan have svært ved at finde tid til at bage i hverdagen,” siger Sif Orellana. ”Men så er det heldigt, at fastelavnsfesten mange steder fejres i weekenden, for så er der tid til at bage. Og jeg er sikker på, at familier, der ikke bager så tit, hurtigt finder ud af, at det faktisk både er nemt og sjovt”.

Festlig pynt til fastelavnstøndens godter
Bang! Når bunden ryger på fastelavnstønden, strømmer slik og frugt ud, mens børnene iler hen for at få del i godterne. Godterne kan pakkes ind i tyl og bånd, som sætter farver på festlighederne.
”Ofte skal der ikke meget til for at sætte lidt kulør på festen,” siger Sif Orellana. ”Hvis man pakker godterne ind i farverigt tyl og sætter et flot bånd omkring, kan man på en nem og billig måde sætte prikken over i’et, når børnene skal slå katten af tønden”.
Find meget mere inspiration til hygge og sjov med børnene i bogen Rollinger & Roulader

Kaptajn Skjolds fastelavnsboller
Ca. 18 styk

• 50 g smør
• 2 1/2 dl mælk
• 25 g gær
• 1/2 tsk salt
• 1 1/4 dl ylette eller yoghurt naturel
• 1 tsk kardemomme
• 3/4 dl sukker
• 9-10 dl mel
• 1 pisket æg

Fyld:
• 175 g marcipan
• 8 spsk mælk
• 3 dl piskefløde

Pynt:
• Sigtet flormelis og skjoldflag lavet af farverigt papir med skjold tegnet med relieflinere sat på tandstikkere af træ.

Tilberedning
• Smelt smørret, hæld det op i en skål og tilsæt mælken.
• Smuldr gæren ned i skålen og rør den godt ud i smør-mælke-blandingen.
• Tilsæt salt, ylette, kardemomme, sukker og mel.
• Ælt dejen godt, til den er blød og smidig.
• Stil den til hævning i skålen tildækket af et fugtigt viskestykke ved stuetemperatur en halv times tid.
• Form 18 boller (eller 25 mindre, hvis du foretrækker lidt mindre fastelavnsboller), sæt dem på en bageplade med bagepapir og lade dem hæve 20 min.
• Tænd i mellemtiden ovnen på 250 grader.
• Pensl bollerne med pisket æg, og anbring dem på midterste rille i ovnen. Bag dem ca. 7-8 minutter.
• Lad dem køle af på en bagerist under et viskestykke i 20 minutter.
• Skær et låg af hver bolle og nip en smule af bollens "indmad" ud svarende ca. til en valnød.
• Rør marcipan og mælk sammen til en lind masse.
• Læg en spiseskefuld af fyldet i bollerne og anbring en klat friskpisket flødeskum ovenpå.
• Læg lågene på, sigt flormelis over og anbring evt. Kaptajn Skjolds flag på toppen.
Følg os