olsen banden på de bonede gulve

Anmeldelse og klumme af Nønne Lønne Votborg

Film: Olsen Banden På De Bonede Gulve
Type: Dansk tegnefilm
Instruktion: Jørgen Lerdam
Stemmer: Nicolaj Kopernikus, Mick Øgendahl, Annette Heick, Martin Buch, Søren Sætter Lassen, Esben Pretzmann, Jonas Schmidt, Simon Jul Jørgensen


Olsen Banden på de bonede gulve taber takten!
De gode gamle Olsen Banden hører i den grad med til det, vi forstår som den fælles danske arv og dét forpligter. At tage udfordringen op og servere Danmarks kendteste filmbrand som animation er ikke nogen let opgave, og det falder da heller ikke ubetinget ud til UG Kryds og Slange. Faktisk er der flere forbehold. Den ny ”Olsen Banden på de bonede gulve” leder tankerne hen i retning af ord som stilforvirring, usikkerhed og en dårlig plan …

Respekt for arven
Forny, men ikke forulempe. Sådan kunne jeg måske udtrykke min forventning til projektet. I mine øjne er ”Olsen Banden på de bonede gulve” tæt på det sidste. Charmen er pist væk og vi møder en ukøn omgang ballondyr uden skyggen af ansigtstræk. På den måde mister ”Olsen Banden på den bonede gulve” sjæl og karakter. Noget vi i dén grad elsker og skønner på i de gamle film!

Tale og mimik halter
Skuespillerne, der levere stemmer, virker velvalgte og trækker i den rigtige retning. Især Nicolaj Kopernikus som Benny og Annette Heick som Yvonne, men også Esben Pretzmann som Kjeld. Problemet er flere af ansigternes babyface-agtige udtryk og måske det, at skuespillerne har lagt tale til, før filmen var produceret!

Plottet
Som det hør og bør sig er missionen den samme som altid. Egon Olsen har en plan, der skal skaffe millioner. Mange millioner. H.C.Andersens originale fjerpen skal stjæles og byttes til 30 millioner, sådan at Egons ære kan genoprettes. Men Danmarks sikkerhed og omdømme er også på spil, og dét agter Egon også at tage sig af. Han vil have hævn over statsministerens spindoktor, den gamle fjende Hallandsen, der igen har taget røven på ham. H.C.Andersens pen skal nemlig indgå i en lyssky handel med Kina, og Egon har nu en plan! Planen omfatter en boremaskine, et glas honning, en flaske økologisk sveskejuice og en god bunke døde rotter. Plottet er ok, men til tider svært at holde rede i. Især for børnene - og det er jo en familiefilm må vi minde om.

Referencer til voksenverden
Olsen Banden anno 2010 forsøger at gøre sig vedkommende og interessant ved en flittig brug af intertekstualitet. Børn vil ikke have en jordisk chance for at forstå alle disse referencer til personer, politiske sager og andre aktuelle emner – eller rettere sagt ting og sager, der var på tapetet dengang manuskriptet blev skrevet for snart længe siden.
Karikaturerne af statsministeren, der manipuleres af spindoktoren og partierne i folketinget, er henvendt til de voksne, og om man kan lide det eller ej er en smagsag. Jeg synes selv, der er lidt for mange af de platte og tomme samtidsvittigheder, der går i glemmebogen straks de er sagt. Og netop dét er en skam. Olsen Banden har altid været kendt for at kunne noget med signifikante one-liners, der blev siddende hos publikum. Balling og co. ramte plet igen og igen!

Ikke behov for 3-D
At præsentere ”Olsen Banden på de bonede gulve”, som 3D giver efter min opfattelse ikke megen mening. 3D-effekterne er yderst begrænsede og de ekstra penge til 3D-billetten ville jeg personligt spare til en anden film, fordi det ikke er her, filmen kommer med det store skyts.

Skide snyd, Egon!
Den gamle, folkekære serie fik status som en af dansk folkekomediers kronjuveler, og det vil aldrig være let at genskabe noget af den kaliber igen i computeranimeret 3D. Måske skal vi blot nøjes med at glæde os over alt det, der trods alt fungerer godt og vækker gode minder om de svundne tider, hvor Olsen Banden kunne more os hjerteligt. Alternativt må vi græde i kor over, at ussel mammon igen gør, at en film bliver til. Hvad enten vi vil det eller ej, skal ”Olsen Banden på de bonede gulve” nok få en flot succes i kølvandet på de gamle film, de lader sig knytte til. Dét er næsten som et helt kup!