kræsenhed

"Du kan ikke tvinge mig!!", hyler ungen hysterisk og skubber tallerknen hen over bordet, så grønærter og gulerødder flyver ud over bordet og ned på gulvet. Og nej da. Jeg kunne ikke drømme om at tvinge mit barn til at spise noget, han insisterer på ikke at kunne lide. Men det er super frustrerende at have et kræsent barn – og i længden også bekymrende, for får han nu de vitaminer og mineraler hans lille krop har brug for?

Hygge og ro omkring aftensmaden virker næsten altid stimulerende på appetitten. En rar stemning omkring bordet, giver lejlighed til at snakke om det, der er sket i løbet af dagen, og bliver der vrænget på næsen af maden, kan man opmuntre barnet til at smage, ved at snakke lidt med barnet om hvordan maden smager, dufter. Protester kan også ofte afhjælpes, hvis de voksne, i stedet for at insisterer, viser barnet at de anerkender, at alle ikke har samme smag. Sæt dig i barnets sted, og tænk på sidst gang, du skulle smage noget helt nyt. Når du smager noget for første gang, er det ikke sikkert, at du kan lide det. Som voksen ved du af erfaring, at det kan ændre sig ved, at du prøver det flere gange. Den erfaring har du ikke som barn.
Ved at tale med barnet om, hvordan maden smager, kan du undersøge, hvad barnet evt. ikke kan lide og hvorfor. Det kan være en idé at undlade den eller de grønsager, barnet ikke kan lide et stykke tid. Så kan man vende tilbage til dem på et senere tidspunkt.

Ideer som kan stimulere appetitten …:
• Server maden, så den ser indbydende ud.
• Det er en god idé ikke at blande og mose det hele sammen til ukendelighed. Server i stedet grønsager hver for sig, så barnet kan vælge dem, det kan lide.
• Lad barnet selv tage maden over på sin tallerken.
• Lad barnet være med til at indkøbe og tilberede maden.
• Hvis du er bekymret for om barnet får tilstrækkeligt grønt, så fordel grøntsagerne hen over dagen. Lav små serveringer med gulerødder, agurk, cherrytomater og frugt. Så serveringer af grøntsager er især et hit om eftermiddagen og tager den værste sult og toppen af ulvetimen.

Og husk at …:
• Børn er gode til at aflæse voksne. Hvis den voksnes kropssprog afslører, at hun ikke selv kan fordrage den øllebrød, der serveres for barnet, så smitter det af.
• Barnet har forældrene som forbillede og det er af stor betydning hvordan barnets forbilleders forhold er til mad. F.eks. vil barnet opfatte grøntsager som "kaninfoder" hvis det er en bemærkning der ofte falder ved spisebordet.
• Børn har meget varierende appetit, nogle dage spiser de som en fugl og andre som en hest. Det kan svinge over en periode eller fra måltid til måltid. Det er helt naturligt, og hvis barnet i øvrigt trives og ikke bliver hverken for tyk eller tynd, skal det have lov til at spise som det har lyst til.
• Unødig pres og tvang giver bare mere modstand.
• Ros maden, og spis selv mange grønsager sammen med barnet
Mere om: