forstoppelse

af redaktionen

Forstoppelse under graviditeten
Forstoppelse er en af de hyppigt forekommende gener, når man er gravid. At være plaget af forstoppelse under graviditeten er yderst generende, men kan som regel forebygges. En kost rig på kostfibre, masser af vand - og motion som f.eks. daglige gåture i rask gang, svømning og yoga, kan være med til at sætte gang i systemet. Kostfibrene er vigtige, fordi de opsuger væske i mavetarmkanalen, og resulterer i et blødere tarmindhold.

Fiberrig kost
Kostfibre kan du få ved at spise rugbrød (fortrinsvist med hørfrø), havregryn, grahamsbrød og andet grovbrød. Af grønsager med højt indhold af fibre, skal du vælge: kål, porrer, gulerødder, bønner, ærter og tørrede bælgfrugter. Bemærk at kostfibre ikke ødelægges ved findeling, formaling, kogning, stegning eller frysning, så man kan således sagtens tilføje de fiberrige gryn og grøntsager i sine madretter.
Frugt kan også have en effektiv virkning på fordøjelsen. Prøv med pærer, æbler, bær, blommer, figner, abrikoser, svesker og nødder. Endelig kan syrnede mælkeprodukter; kærnemælk, tykmælk mv. også være med til at holde maven i orden.

Start dagen fiberrigt
Start dagen fiberrigt med din egen müsli. Bland havregryn, hvedeklid, hørfrø, sesamfrø, solsikkekærner, mandler, rosiner og honning. Mandler hakkes og blandes sammen med de øvrige ingredienser. Rist ingredienserne med lidt honning og smør på en pande. Drys din müsli på f.eks. tykmælk eller A-38.

Rigelig med væske
Husk at få rigeligt væske. Drik mindst 1½-2 liter væske om dagen. Drik mælk, vand og juice, men ikke for meget kaffe, te og cola på grund af indholdet af koffein.

Søg læge
Er du meget plaget af forstoppelse, bør du konsultere din læge. Længrevarende forstoppelse kan det medføre ekstra træthed, utilpashed, hæmorroider, mavesmerter og kvalme.

Årsager til forstoppelse
Når man er gravid øges kroppens produktion af hormonet progesteron, også kaldet "det graviditetsbevarende hormon". Progesteron virker afslappende på livmoderens muskulatur, indtil fødslen er i gang. Det påvirker også tarmens muskulatur, som bliver mindre aktiv. Afføringen passerer derfor langsommere gennem tarmen og hermed øges risikoen for forstoppelse.
En del af årsagen til forstoppelse kan også skyldes det jerntilskud som gravide anbefales at tage fra 10. graviditetsuge. For når man spiser jern er det ikke ualmindeligt, at man får hård mave. Har man i forvejen problemer med forstoppelse, er det en rigtig god ide at forsøge at komme problemet til livs, inden man begynder at spise jern.

Undgå afførende præparater
Man skal være opmærksom på, at selv om der findes mange afførende præparater, både i håndkøb på apoteket og i helsekostforretninger, så er det kun få, der er velegnede til gravide. Nogle afførende præparater er vanedannende. Nogle virker så kraftigt, at det kan fremkalde for tidlige veer, mens andre kan hæmme optagelsen af vigtige vitaminer og mineraler. Derfor er det bedst at rådføre sig med sin læge.